Min barndom er ødelagt

Kære pige på 14 år! Jeg kan sagtens læse og forstå dit brev.

Det er ikke vigtigt for at forstå, hvad du fortæller om, hvis der måske er nogle stavefejl eller mangler nogle punktummer eller kommaer i dit brev.

Du fortæller tydeligt og konkret om, hvad du husker og hvad du tænker om din storebrors handlinger i forhold til dig, da du var cirka 8-9-10 år gammel.

Jeg er virkelig glad for, at du har taget dig sammen til at skrive til os.

Det er jeg, fordi du fortæller, at din storebror har ødelagt din hjerne med hensyn til, hvordan du tænker.

Det er alvorligt og heldigvis ikke noget, som du behøver gå alene med. Jeg har hørt fra andre børn og unge og voksne, at det kan virke som en stor lettelse at give sig selv lov til at fortælle om minderne og de ubehagelige oplevelser med din bror, der fylder inden i hovedet.

Det giver luft og plads til nye tanker og hjælp til at komme videre. Det er nemlig ikke meningen, at vi skal klare al ting selv. Slet ikke, når man er et barn.

Jeg vil gerne sige, at selv om du ikke forstod, hvad han havde gang i, var du alligevel stærk og sagde fra overfor ham.

Du gik ikke med til alle de ting, som han forsøgte at presse dig til.

Det lyder til, at du, inden i dig selv, kunne mærke en grænse og kunne sige nej til ham.

Det, tænker jeg, var ret sejt gjort af dig og det må du gerne være stolt over, hvis du spørger mig. Det tænker jeg, fordi det nogen gange kan være rigtigt svært at sige fra over for sin storebror, som man måske stoler på og er glad for – fordi det også er rart eller sjovt at lege eller spille sammen, som du fortæller om. Men du gjorde det. Det er ret godt gået.

Selv om du er en stor pige, er det sådan, at dine forældre har pligt til at hjælpe dig og støtte dig helt frem til, at du bliver 18 år, sådan at du kan blive en god voksen, der kan klare sig i voksenlivet. Men, forældre kan bedst hjælpe deres barn, når de ved, hvordan barnet har det.

Derfor har de måske brug for at vide lidt fra dig om, hvad du tænker og hvordan du har det, sådan at du kan få nogle nye erfaringer og nogle nye tanker om din barndom.

Det lyder som om, du bekymrer dig om din storebror med hensyn til, hvad der vil ske for ham, når dine forældre får at vide, hvad der er sket imellem jer.

Det lyder som om, det har holdt dig tilbage fra at tale med din mor eller far, at du tænker, de slår ham ihjel, hvis du taler med dem.

Jeg forstår godt, hvis det har holdt dig tilbage men helt ærligt, så synes jeg, det er et stort ansvar, du lægger på dig selv. Helt ærligt ligger ansvaret for, hvordan dine forældre reagerer i forhold til din storebror, hos dem og ikke hos dig. Måske kan du bruge det til noget, når du selv skal videre for at få det godt igen.

Jeg kender ikke dine forældre eller din storebror. Derfor ved jeg selvfølgelig heller ikke, om din bekymring kan blive til virkelighed. Jeg kan bare høre, at din bekymring forhindrer dig at få hjælp og det, synes jeg ikke, er fair.

Din bror kommer ikke i fængsel

Måske kan du bruge det til noget, når jeg fortæller, at din storebror ikke kommer i fængsel for de ting, der skete imellem jer, da du var 8-9-10 år gammel og han var tilsvarende yngre.

Måske er han blevet ældre og mere moden, ligesom du selv er det. Måske er han, ligesom du, fyldt med tanker om, hvad han gjorde i forhold til dig og undrer sig, lige som dig, over, hvad i alverden han havde gang i. Måske har I begge brug for at fortælle om jeres tanker til nogen, der kan hjælpe jer.

Måske vil den måde, som I er søskende på, blive bedre for dig, hvis dette her bliver til noget, I kan tale om.

Jeg kender ikke din storebror og måske gætter jeg helt galt – men du kan tænke over det.

Min pointe med at sige sådan er, at jeg gerne vil have, du lægger ansvaret væk fra dig selv og over til de voksne, som skal hjælpe dig og måske også din storebror.

Du har ret til at tale med andre voksne udenfor din familie om, hvad der er vigtigt for dig, hvis dine forældre ikke selv kan hjælpe dig.

Derfor vil jeg fortælle dig, at du har ret til at tale med en rar socialrådgiver i din kommune om de ting, der fylder inden i dit hoved og som forhindrer dig i at have et godt liv. Det har du ret til uden at spørge dine forældre om lov.

Socialrådgiveren har tavshedspligt men hvis hjælpen til dig kræver, at dine forældre og din storebror bliver inddraget, får de selvfølgelig at vide, at du har henvendt dig til din kommune om et problem.

Men, socialrådgiveren har sikkert nogle erfaringer for at tale med forældre og børn, som også kan hjælpe dig og din familie. Det kan du overveje og måske tale med socialrådgiveren om, så du kan blive rolig og tryg ved at snakke med ham eller hende.

Jeg håber, du vil tale med socialrådgiveren om din bekymring for, hvad dine forældre vil gøre i forhold til din storebror. Så har du afleveret din bekymring og de voksne har ansvaret.

Det kan godt føles som et stor ting at kontakte sin kommune for at tale med en socialrådgiver. Mange børn og unge har god gavn af, at en voksen, som de kender og som de stoler på, hjælper dem og går med dem, når de skal snakke med socialrådgiveren.

Måske har du en god lærer eller anden voksen i dit liv, måske i skolen, som kan hjælpe dig her. Ellers har vi i Børnetelefonen en bisidderordning, som måske kan hjælpe dig. Det kan du læse mere om i dette link: Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår

Dette blev til et langt svar på dit brev. Måske kan du bruge noget af det, jeg fortæller, til noget. Det kan du tænke over.

Jeg vil meget gerne opnå, at du får mod på at snakke videre om dine tanker med nogen, der er tættere på dig end os her i Børnetelefonen.

Du er altid velkommen til at skrive eller ringe til os. Måske kan det være sådan, at du øver dig sammen med os, hvis du har brug for det.

Det kan du tænke over.

Du kan i hvert fald altid ringe på 116 111 og snakke videre, hvis du har brug for det.

Jeg sender dig mine allerbedste hilsner om, at du må få godt igen og få nye, gode tanker om din barndom.

Kærlig hilsen fra Børnetelefonen