Brev

Jeg må ikke drikke eller sove med min kæreste

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 17-årige pige.

Sikke et fint og reflekteret brev du har skrevet! Jeg kan godt forstå, at du gerne vil være ligesom andre teenagere. Det er de færreste, der har lyst til at være anderledes. Som du selv fortæller, er der er mange unge i Danmark, som drikker, går til fester og sover med deres kærester. Dine forældre er altså imod nogle ting, som faktisk er meget normalt for unge i Danmark.

Jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært. Alle børn og unge ønsker at blive forstået og respekteret af deres forældre. Derudover forestiller jeg mig, at det må være hårdt at gå rundt og lyve. Du virker til at være en sød og fornuftig pige, som faktisk ikke ønsker at lyve for sine forældre.

Når du er under 18 år, har du helt ret i, at dine forældre jo bestemmer over dig. De kan tage dig med i kirke, men de kan ikke bestemme, hvad du skal tænke, mene og føle. De kan altså f.eks. ikke tvinge dig til at tro på Gud. Du har også helt ret i, at jeg normalt ville rådgive dig til at tale med dine forældre om det.

Du fortæller dog, at det ikke er en mulighed. Men jeg sidder lidt og tænker på, hvad der mon ville ske, hvis du ikke spurgte om lov. Hvis du i stedet blot fortalte dem, hvad du gør? Måske starte med én ting ad gangen. Kunne det mon være en mulighed f.eks. at sende dem en besked med teksten:

“Hej mor og far. Jeg respekterer jer rigtig meget og vil derfor gerne være ærlig over for jer. I aften sover jeg hos min kæreste. For mig er det en vigtig del af et forhold at kunne sove sammen. Vi kommer ikke til at have sex, og det gør mig på ingen måde mindre kristen. Jeg har et tættere forhold til Gud, end jeg nogensinde har haft. Men jeg har brug for at danne mig mit eget forhold til Gud. Jeg håber, at I vil respektere min beslutning – ligesom at jeg har respekteret jeres beslutninger gennem alle disse år. Kærlig hilsen mig.”

Dette er selvfølgelig blot til inspiration. Du skal selvfølgelig kun skrive det, som giver mening for dig! Men måske du kan overveje idéen om at være ærlig over for dem? Det er vigtigt for mig at sige, at jeg jo hverken kender dig eller dine forældre. Derfor ved jeg ikke, hvordan dine forældre vil reagere. Derfor skal du selvfølgelig overveje, hvilken betydning det kan få.

Men jeg forestiller mig, at de fleste forældre faktisk helst vil have, at deres børn er ærlige. Også selvom det betyder, at de gør nogle ting, som forældrene ikke er enige i. Ved at skrive sådan en besked spørger du ikke om lov – du fortæller dem, hvad der kommer til at ske. Du er ærlig. Måske vil dine forældre rent faktisk værdsætte din ærlighed? Jeg tror i hvert fald, at du vil få det bedre, fordi du ikke skal gå rundt og lyve.

Det kan også være, at du i stedet kan finde en anden voksen, I kan snakke med. Er der f.eks. en i din familie, som er kristen, men som synes, det er okay at gå til fester og sove med sin kæreste? Det kan være, du har en moster, en bedsteforælder eller en lærer, som du kan snakke med? Måske kan denne voksen hjælpe dine forældre til at forstå dig.

Du tænker måske, at dine forældre vil blive sure og skuffede. Det er i hvert fald det, du har skrevet i dit brev herind. Det kan godt ske, at du har ret. Du kender dine forældre bedst. Men det er min oplevelse, at man ikke kan undgå at blive uvenner med de mennesker, som man holder af. Vi er kun mennesker, og vi er ikke perfekte.

Jeg tror, at de fleste teenagere engang imellem føler, at du gør deres forældre sure eller skuffede. Det er en del af at blive voksen. Man tager nogle af de værdier med, som ens forældre har givet en. Men man lærer også at finde sin egen vej i livet. Man har altså også brug for at gøre nogle andre ting end ens forældre.

Til sidst vil jeg fortælle dig, at du jo heldigvis snart er 18 år. Det betyder, at du snart bestemmer over dit eget liv. Lige om lidt kan dine forældre ikke bestemme, om du må sove med din kæreste, gå til fester eller drikke alkohol. Du bestemmer meget snart over dit eget liv!

Jeg håber, at dine forældre kan se, at de har opdraget en fornuftig og reflekteret ung pige. En pige som selv kan træffe beslutninger og en pige, som både kan være en teenager, men samtidig også være kristen og have et godt forhold til Gud. Hvis jeg var dine forældre, ville jeg være utrolig stolt af dig!

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, at du på den ene eller anden måde kommer ud af det “fængsel”, du lever i. Vi er alle frie mennesker, og som du selv skriver. Så gør dine forældre jo ikke de her ting for at være nedern. Jeg er sikker på, at de ønsker det bedste for dig! De skal bare lige have lidt hjælp til at forstå dig.

Hvis du tænker, det kan være en hjælp. Kan du jo også overveje at vise dine forældre det brev, du har skrevet herind og evt. også mit svar? Det er selvfølgelig helt op til dig selv! Men du kan jo overveje, om det kunne være en mulighed.

Stort knus og kærlige hilsner

fra BørneTelefonen

Religion og kultur Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Red Center (Etnisk Ung)

Gratis, anonym rådgivning til unge med etnisk minoritetsbaggrund, som oplever alvorlige konflikter i deres familie.

Læs mere

Sabaah

Har du minoritetsbaggrund og tumler du med tanker om til din seksuelle orientering og/eller kønsidentitet?

Læs mere
Chat
Chat