Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

hvis jeg kalder mig selv “muslim”?

Hej børnetelefonen.
Jeg er en 16 årig pige, der snart fylder 17 år.
(Jeg er af anden etnisk baggrund, og i familien er vi “muslimer”)

Jeg går igennem en utrolig forvirrende identitetskrise på nuværene tidspunkt, idet at jeg i sidste uge startede på gymnasiet, hvor jeg har mødt en masse nye forskellige mennesker. På mit gymnasie er der overraskende mange unge af anden etnisk bagrund ligesom mig. Jeg har dog gået på en folkeskole de sidste 10 år, hvor der kun har været 5 andre af anden etnisk baggrund. Så det er nyt for mig.

Jeg er ved at nå en alder hvor jeg er begyndt at sætte spørgsmåltsegn omkring religion. Jeg har talt med min forældre , og de siger “at ja vi kommer fra et muslimsk land, men vi er ikke praktiserende” – altså det skal lige siges at jeg slet ikke er praktiserene og jeg har aldrig nogle sinde været forhindret i noget grundet religion. Jeg går ikke med tørklæde, jeg dyrker en kontakt sport, jeg sover ude, jeg må virkelig meget.

De 5 andre på min folkeskole der nu var af anden etnisk baggrund har altid været en “gruppe” men jeg har ALDRIG hængt ud med dem, folk på min skole har heller ikke set mig “som en af dem”

Jeg har altid været anderledes. Selv mine folkeskolelære har altid sagt at jeg er “Unik” og jeg virkelig går en spændene fremtid imøde osv. Det har både noget at gøre med mig som person, men også at jeg lige har afsluttet folkeskolen med et gennemsnit på 11,8.

Problemet er dog – nu på mit gymnasie har jeg flere gange fået spørgsmålet ” er du muslim” og jeg er så flov over at sige dette men jeg har kommet med forskellige svar. Når de danske piger og drenge har spurgt mig, har jeg sagt nej, idet at jeg jo overhoved ikke er praktiserene. Men til de piger jeg kan se er af anden etnisk baggrund har jeg svaret ja. Det er så forkert det jeg gør, men jeg er så forvirret.

Lige nu, inders inde vil jeg egentlig gerne være “muslim” idet at min familie er det, og jeg altid har beundret dem. Men jeg er så bange for at fortælle mine veninder det, dem jeg har sagt nej til. (når jeg siger jeg gerne vil være muslim, er det lidt det jeg er nu, – vi taler ikke om tørklæde overhoved, det kommer jeg bestemt ikke til)

men jeg ved jeg vil få negative kommentere uanset hvad jeg gør, fordi en muslimsk pige på min alder vil ikke se min som “en god muslim” idet at jeg jo ikke gør noget som helst jo. arrrrr det så forvirrende.

jeg er bare så nervøs om folk vil tage afstand fra mig, og se mig som et helt nyt menneske, hvis jeg tager mig sammen og siger “ja jeg er muslim” selvom jeg stadig er den gode gamle mig.

især begyndte jeg at tænke nu, fordi jeg jo er startet på gymnasiet, og når vi skal have studenterhue på, for man jo lavet et lille kors eller en halvmåne på huen eftersom ens religiøse overbevisning.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Jeg forstår godt dit dilemma. Der er rigtig mange unge med anden etnisk baggrund, der har det som dig, fordi de ligesom dig står mellem to kulturer.

Jeg synes, at du skal tale med dine forældre om det. Og med dine nye veninder, så du kan få luftet lidt ud. Dine danske veninder kommer da ikke til at vende ryggen til dig på grund af religion, tror du det? Det ville være meget underligt, hvis de gjorde. De holder jo af dig som menneske.
Du kan starte med at spørge dem, om det ville have nogen betydning for dem, hvis du var muslim.

Mange etniske danskere er både døbt og konfirmeret uden at være praktiserende kristne. Nogle kalder sig derfor for kulturkristne.
De tænker ikke på Gud i dagligdagen, men de kan godt lide traditionerne, som er bygget op omkring kristendommen. Nogle tror også på, at der er noget, der er større end dem selv, men at forestille sig en Gud, som han er beskrevet i bibelen, er ikke lige dem.

Måske kan du sige til dine veninder, at fordi du kommer af en muslimsk familie, så er du selvfølgelig opvokset med nogle muslimske traditioner, som du sætter pris på, men at I aldrig har været specielt praktiserende. Det er jeg ret sikker på, at de fleste kan forstå og også er nysgerrige omkring.
Det er jo spændende at høre om andres opvækst og kultur, når det er anderledes end det, man selv kender.

Angående dine muslimske venner, som, du er bange for, ikke vil se dig som en god muslim:
Jeg vil foreslå dig, at du siger til dem, at for dig handler det ikke om at være en god muslim, men om at være et godt menneske, og det kan man altså godt være, selvom man ikke følger nogle religiøse regler.

Du har ret til din personlige frihed og til at vælge selv. Og selvom det er svært, skal du holde fast i, at du gerne må gøre det, der føles rigtigt for dig, uanset om det er religiøst eller ikke religiøst.
Du skal ikke lade andres meninger definere dig som menneske. Følg din egen mavefornemmelse!

Angående din studenterhue, så kan du vælge et helt andet emblem end noget religiøst. Jeg mener, hovedparten af alle studenter tænker jo ikke engang over, at korset er et kors, og at det har nogen særlig betydning. For dem er det bare sådan, den klassiske studenterhue ser ud.
Du kan kigge lidt på, hvad man kan vælge i stedet for det religiøse symbol ved at google studenterhue og kokarde. Så kan du også læse om deres betydning og finde det, der passer bedst til dig. Hvis man fx har musik på linje, kan vælge en node, og man kan også få en kokarde, der bare står fx STX på.

Hvis du har brug for at tale med nogen, er du altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, eller du kan benytte vores Chat eller SMS.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør sangeren Clara og 15-årige Tiba tale om at have en udenlandsk baggrund og føle sig anderledes.

Religion og kultur Andre der hjælper

Amal Hayat

Hjælp til unge på vej ind og ud af radikalisering
Læs mere

Diskriminationslinjen

Rådgivning i forbindelse med diskrimination
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat