Kære pige på 16 år.
Mange tak for dit brev. Sikke et svært sted du står lige nu. Jeg vil se om jeg kan give dig mit perspektiv, og nogle råd med på vejen, som måske kan give dig lidt mere ro.
Det er tydeligt for mig, at din tro betyder meget for dig
Jeg læser det som om, at troen på Gud, og hans ord fylder meget i jeres hjem, og derfor kan jeg virkelig godt forstå at du bliver bange, når du mærker at du tvivler.
Måske føles det meget utrygt, ikke at føle du kan læne dig ind i troen, på samme måde som din mor gør? Måske især fordi du ikke føler du har nogen voksne, du kan fortælle det til?
Du skriver at du ikke vil anerkende dine synder, og at det gør dit hjerte hårdt som sten. Du skriver at du er nødt til at anerkende dine fejl, og hvor meget du sårer dig selv. Det må være rigtig hårdt at tænke sådan om sig selv. Måske føler du dig nærmest forkert, fordi du ikke føler dig stærk i din tro?
Mon din mor altid har været troende, og kommer I mon i en særlig kirke, som har en bestemt måde, at se på dem der ikke tror på Gud?
Grunden til jeg spørger er, fordi du skriver du at fordi det er gået op for dig, at du måske ikke rigtig tror på Gud, og derfor er du en fortabt sjæl. Det er ikke alle, der er troende, der tænker sådan om dem, der tvivler.
Faktisk vil nogle kirker mene, at tvivlen er rigtig vigtig for at lande et stærkt sted med sin tro. Et sted man selv har valgt med hjertet, fordi man tror på den måde der rigtig for en selv.
Frygt kan aldrig gøre troen stærk
Ens tro er en meget personlig, og individuel ting, og ikke noget man kan gøre, fordi der er nogen andre der har sagt man skal, ellers kommer man i helvedet. Frygt kan aldrig gøre troen stærk. Faktisk er frygt ødelæggende for sjælen. Måske er det også lidt, det du mærker nu?
Faktisk tænker jeg, at selv de mest troende, har haft perioder med tvivl. Det er en helt naturlig, menneskelig side, at stille sig kritisk over for sine og andres overbevisninger. At du gør det, fortæller mig faktisk bare, at du er en helt normal, sund pige.
Jeg er til gengæld lidt i tvivl om, hvordan det er egentlig virker for dig at komme i en kirke, hvor der bliver talt om dommedag og Gud på den måde, der gør i din mors kirke. Jeg læser det som om, at du ikke føler du kan tale med de andre kirkemedlemmer om din tvivl. Og det fortæller mig, at du ikke oplever det som et trygt fællesskab.
Det er din ret, at tilbringe din opvækst i et fællesskab, der ikke er utrygt
Derfor er det vigtigt, at du har nogle voksne du kan tale med om din tvivl og din ængstelighed. Det er ikke ting man skal gå med alene, og derfor er jeg også rigtig glad for du har rakt ud til BørneTelefonen.
Jeg tænker på om, der mon er en voksen i dit netværk, du føler du kan tale med. Måske en der ikke er medlem af jeres kirke? Det kunne for eksempel være et familiemedlem, en lærer eller en venindes forælder.
Hvis du slet ikke kan få øje på nogen, så vil jeg opfordre dig til at ringe til BørneTelefonen 116111. Vi vil rigtig gerne lytte, støtte og hjælpe dig. Måske kan vi også hjælpe dig med, at få øje på en voksen i dit netværk, der kunne være en støtte for dig, lige nu hvor du har det så svært.
Jeg tænker også på, om du mon kunne have lyst til at tale med en præst fra en anden kirke. En præst kan nemlig være en rigtig god støtte, når man kæmper med sin tro. De kan hjælpe med at se nye vinkler på tro og tvivl, der måske kan hjælpe med at få lidt ro på ængsteligheden. Der findes også som præster som arbejder primært med unge, og nogen af dem er rigtig gode til at støtte, når forholdet til religionen er svær.
Jeg må indrømme at jeg sidder med en bekymring jeg ikke helt kan ryste af mig. Jeg ved jo ikke noget som helst om din kirke, men nogle af de ting du skriver, for mig til at blive bange for, om det er et godt sted for dig at være.
Nogle unge oplever at være i et religiøst fællesskab, som faktisk er ødelæggende for deres sjæl
Og fordi jeg er bekymret for, om det er sådan et sted du er lige nu, bliver jeg nødt til at pege dig lidt i retning af det, der hedder InsideOut. De hjælper bl.a. mennesker med få afklaret, om de er havnet i et destruktivt fællesskab, og kan også støtte en i at komme ud af det, hvis det er det man, ønsker. Jeg vil i hvert fald lige fortælle dig, at organisationen findes, og så kan du se, om det er relevant for dig.
Jeg håber uanset hvad, at du vil række ud efter hjælp og støtte endnu en gang, lige som du gjorde da du skrev herind.
Ingen skal have det så skidt, som du har det lige nu. Du har ret til en barndom, der ikke er præget af utryghed som dén, du beskriver i dit brev.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.
