Homoseksuel i et indisk/tamilsk miljø

Kære dreng på 15 år

Først og fremmest: Tusind tak for dine søde ord. De betyder rigtig meget for os!
Det er så godt at vide, at I børn og unge kan bruge vores råd og svar. 

Du står i et svært dilemma, kan jeg høre. Jeg forstår virkelig godt din usikkerhed, i forhold til om du tør springe ud.

Det er dejligt at høre, at du har en masse venner, der accepterer og støtter dig, som den du er. Så uanset hvordan dine forældre tager det, så står du ikke alene. Det er vigtigt at holde fast i.

Du har ret til et privatliv, som ikke behøver at involvere dine forældre. Så i virkeligheden, kan du sagtens vente med at fortælle dem, at du er homoseksuel, hvis det gør dig tryg. Men jeg kan høre, at det fylder meget i dine tanker og det kan jeg godt forstå. Det skal bestemt ikke være sådan, at du bliver deprimeret eller ked af det, fordi du bærer på en hemmelighed, som du er bange for at åbne op om. Jeg ved fra andre, i samme situation, at det ikke er nemt at føle, at man ikke helt kan være sig selv.

Du har et svært valg at træffe. Og det er kun dig selv, der kan beslutte, om dine forældre og resten af familien skal vide det. Her handler det nok om, hvad du inderst inde selv føler, er rigtigt for dig at gøre. Det ved jeg godt, er nemmere sagt end gjort.

Måske kan du starte med at undersøge, hvad dine forældre egentlig mener om homoseksualitet? På den måde, er du forberedt på deres reaktion, hvis du vælger at fortælle dem det.
Du skriver, at hinduismen ikke siger noget om homoseksualitet. Måske kan du spørge, hvordan det kan være, at homoseksualitet ikke er accepteret i det indiske/tamilske miljø, når hinduismen ikke siger noget om det?

Når du på et tidspunkt vælger at fortælle det til dem, så er det vigtigt, at de forstår, at det ikke er et valg, du har truffet. Ens seksualitet er ikke noget, man vælger eller bliver opdraget til. Det er en del, af den man er. 

Følelser i forhold til tiltrækning, kærlighed og seksualitet kommer af sig selv. Det er ikke til at forklare. Det er bare sådan, det er. Det håber jeg, at dine forældre bliver i stand til at forstå, selvom det måske er svært. Det kan være udfordrende, når man identificerer sig med en kultur, hvor man ikke er vant til at tale om det. Men nu, hvor de bor i Danmark, kan de måske godt se, at det er på en anden måde her. Det er ikke forkert eller ulovligt. Og du er stadig deres søn. Du er endda en klog, betænksom og velreflekteret ung mand. Det fortæller dit fine brev.

Måske er det svært, at finde en god måde at sige det på? For nogen er det nemmere at skrive et brev, hvor du fortæller dine forældre, at du elsker dem og er bange for at miste dem. Men at du ikke kan undertrykke de følelser du har, og den du er. Måske kunne du bruge det brev, som du har skrevet herind, som udgangspunkt for det, du skriver til dem? Det har du nemlig formuleret rigtig flot og også meget rørende.

Hvis du har nogen i familien, som du har tillid til ville acceptere det, kunne vedkommende måske hjælpe dig med at tale med dine forældre?
Du kunne også tale med en lærer, eller en vens forælder om det. Det kan være en god idé, at en anden voksen som dine forældre kender og har respekt for, ved det og kan hjælpe dem med at takle det. Desuden kan det også være godt, at din lærer ved, at der er noget, der er svært for dig, og at du måske kommer til at reagere på det i skolen.

Du har også mulighed for at kontakte foreningen og rådgivningen, Sabaah. Her taler de blandt andet med unge, der ligesom dig, har minoritetsetnisk baggrund og er homoseksuel. De har rigtig meget erfaring med situationer som din. Du kan læse mere om Sabaah her

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Måske vil der gå lidt tid, men jeg håber, at du kommer til at føle, at du kan være sig selv over for din familie, som betyder meget for dig.

Du skal vide, at du er altid er velkommen til at kontakte os igen, hvis du har brug for det.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen