Brev

Fysisk og verbal vold

Hej BB.

Jeg har skrevet til jer en gang før, men mistede mit nummer.

Jeg skriver, fordi jeg har brug for hjælp.

Jeg er lige blevet 15, og bor med mine forældre (far er araber og mor er dansker, men de er begge muslimer) og to små søskende, der begge er under 3 år. Jeg har også to halvsøskende fra min fars side, på henholdsvis 7 og 19 år.

Jeg har aldrig haft lov til at tage på lejrture, til fødselsdage, besøge venner eller overnatte, gå med shorts og t-shirts, skrive med venner, især ikke drenge, og fester er fuldstændig udelukkede.

Jeg må ikke forlade hjemmet medmindre jeg skal i skole eller noget med mine forældre. Det har altid været nederen, men nu synes jeg det er ved at blive for meget.

Min far har altid været lidt ond mod min mor og jeg verbalt, men nu er det blevet værre.

Før sommeferien fandt min mor og far ud af, at jeg har drengevenner. Vi gør intet forkert, men de blev virkeligt sure. Min mor flippede ud, og min far sagde jeg lige så godt kunne blive gift nu, hvis det var det.

Min far siger hele tiden til min mor, at jeg er det dårligste barn i verden osv, og min naive mor tror på det.

Men sådan er jeg ikke.

Alle elsker mig og jeg klarer mig virkelig godt i skolen. Jeg vil virkelig gerne være psykolog, det er min drøm. Men nu er mine forældre begyndt at sige jeg ikke må gå på gymnasie og universitet for at uddanne mig til det.

Min mor begyndte også at skubbe mig og kalde mig en møgluder, fordi det hele blev for meget for hende(?), men min far stoppede hende. Så her for nylig blev hun sur på mig igen, og kastede min computer og iPad ned i jorden, og befalede at se min Facebook. Jeg begyndte at græde fordi hun rykkede i mig, men begge mine forældre var ligeglade. De endte med at se den, men jeg havde slettet alle mine samtaler.

Jeg skriver med mine venner, fordi det er helt normalt for dem. Det giver ingen mening at jeg ikke må, alle mine venne er virkelig søde, de er overhovedet ikke dårlig indflydelse.

Dagen efter det, for en måneds tid siden, råbte min mor af mig og rykkede mig i håret. Mine forældre har ikke rørt mig siden, men jeg er begyndt at blive virkelig bange for min far. Han truer altid med at vi kan flytte, eller han kan fortælle min mor alt muligt om mig så hun flipper ud på mig.

Det har gjort at jeg har skåret i mig selv to gange, og røget to gange, fordi jeg er så stresset og ked af det.

Jeg vil virkelig gerne væk herfra, selvom det svinger meget. Nogle gange er det fint nok, selvom jeg ikke får lov til halvdelen af alt det andre gør.

Min veninde kom på børnehjem, og det vil jeg måske også (ikke pga hun gjorde det, hun er flyttet væk derfra nu). Men jeg kan ikke have nogen snakker med mine forældre, så vil de flippe ud. Jeg vil bare væk, uden møder (vil aldrig få lov af mine forældre at gå til et møde) og uden nogen snakker med mine forældre. Så vil det gå fuldstændig galt hvis de bliver blandet ind i det.

Vær sød at hjælpe mig.

For hver dag der går bliver jeg mere og mere bange for min far.

Pige, 15 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Hvor er det godt, du skriver ind til os igen. For det du lever i er ikke ok. Jeg har søgt efter dit brev, som du har mistet nummeret på. Jeg søgte efter dit brev på din overskrift, det var godt tænkt, at du brugte samme overskrift, det gjorde det lettere at finde på hjemmesiden. Brevet og svarets nummer er: 18274.

Når jeg læser dine breve, tænker jeg, det er ok, at du får mulighed for at læse svaret fra dit første brev. Derfor har jeg sat det ind som svar her. Det håber jeg er ok?

Du er altid velkommen til at skrive ind igen, vi vil meget gerne hjælpe dig.
Mange tanker fra
BørneTelefonen

Brev med nummer 18274:

Kære pige på næsten 15 år,

1000 tak for dit brev, og for din for din store tillid og mod. Din måde at beskrive situationen på er så klar og tydelig, og der er ingen tvivl om, at du er en stærk, moden og indsigtsfuld pige.

Jeg håber meget at andre, der oplever noget af det samme som dig, også finder og læser dit brev. For jeg er sikker på, at det vil kunne hjælpe dem til at finde mod og styrke, til også at bede om hjælp. Du har skrevet et meget klogt og stærkt brev!

Det er en rigtig svær situation du står i, og selvfølgelig skal du have hjælp. Den måde dine forældre behandler dig på, er helt, helt forkert. Og det er så uretfærdigt, at du ikke bliver set og forstået, som den pige du er.

Det lader til, at dine forældre generelt har nogle problemer, med at være ansvarlige forældre for dig og deres andre børn. Og du har fuldstændig ret, når du i overskriften skriver ”fysisk og verbal vold”. For du er udsat for begge dele.

Ingen har ret til at slå dig, rive dig i håret eller på anden måde gøre dig fysisk fortræd. Ingen har ret til at læse dine private og personlige beskeder, hvis du ikke giver dem lov. Ingen må true eller tvinge dig til at vise private breve eller beskeder. Det er alt sammen forbudt ved lov.

Når de taler grimt til dig, truer dig, giver dig ansvaret for hvad der sker i deres eget liv, eller kalder dig nedladende og nedsættende ting, så er det psykisk vold. Og det er både forkert og forbudt.

Og så bliver du også udsat for det vi kalder for social vold. Det er når de isolerer dig fra dine venner, bestemmer alt om hvor du må være og hvem du må være sammen med. Og hvem du må tale med. Når de forsøger at kontrollerer din kommunikation og prøver at tvinge sig adgang til din private post. Det er social kontrol og social vold. Det er også forkert og forbudt.

Du har retten til selv at vælge uddannelse, vælge drømme og ønsker for fremtiden. Retten til at vælge dine egne venner. Retten til at have dine private breve/beskeder for dig selv. Det er dit liv.

Desværre er du ikke den eneste unge pige, der oplever at forældrene begår fysisk, psykisk og social vold. Det er et stort og svært problem.

Vi ved, at nogle forældre føler sig sikre på, at de har ret til at begå alle mulige former for vold mod deres børn, at de ikke kan overbevises om hvor forkert det er. Heller ikke selvom loven, også viser dem at det ikke er en acceptabel måde at opføre sig på.

Det lyder som om, at dine forældre hører til den kategori? At du er bange for, at de bliver endnu mere voldelige, hvis de opdager du har bedt om hjælp til at stoppe volden mod dig?

Du har allerede gjort meget godt for dig selv. Du må være en stærk pige, for du har allerede taget de første skridt til at finde en vej væk fra dine forældres vold. Du har talt med to af dine tætte venner (stærkt gjort!) og med en pige fra din klasse (du er så sej). Det må have krævet meget mod at fortælle om dit liv?

Godt du fandt modet, og nogen du kan betro dig til. For det er vigtigt, at du ikke står alene med så alvorlige problemer. Selvom dine venner ikke har mulighed for at hjælpe dig væk fra volden, så er det en stor hjælp i sig selv, at have nogen at tale med om alt det svære du lige nu må leve med.

Måske kan du også tale med dine søskende? Og dine halvsøskende, der også har sagt fra overfor jeres far? Tror du I ville kunne finde ud af at stå sammen og støtte hinanden? Eller måske er det ikke en mulighed?

Du har også overvejet, hvor du kan bo. Måske hos noget familie. Måske et sted, hvor du kommer endnu længere væk fra volden. Og så har du skrevet til os, for at finde ud af hvor og hvordan du kan få hjælp, til at komme væk fra volden.

Det kan også være den bedste løsning, hvis dine forældre ikke kan bringes til at forstå hvor meget de skader dig med deres vold.

Og du ved heldigvis, at din adfærd og din oplevelse af tingene er rigtig – Og at det er DERES fantasier, fordomme og vold, der skaber problemer for jer alle.

Nu skal ansvarlige voksne også hjælpe dig. Jeg har umiddelbart 4 forslag til dig:

Ring f.eks. til os på BørneTelefonen (Tlf. 116 111). Det er nemlig lidt lettere at hjælpe i en situation som din, når vi kan tale direkte sammen. Oplys evt. ID-nummeret på dit brev. Du er stadig anonym, men så kan rådgiveren læse dit brev og mit svar, og så behøver du ikke fortælle forfra. I kan tale om det du har brug for, og nogen gange kan det være en endnu større hjælp, at tale med nogen om det svære, end det er at skrive det i et brev.

Du kan også ringe, og høre mere konkret om hvordan vi kan hjælpe dig. F.eks. ved at give dig en personlig bisidder, hvis du vil. En bisidder er en klog og ansvarlig voksen, der kender loven og dine rettigheder, og som kan hjælpe dig med at få den hjælp, du har ret til. En voksen der er 100 % på din side. Hvis du så beslutter dig for at få en bisidder, kan du give rådgiveren dit telefonnummer, og så vil du blive kontaktet af bisidderafdelingen.

Eller du kan ringe direkte til bisidderafdelingen (Tlf. 3555 5559), hvis du ikke er parat til at opgive din anonymitet. Du skal nemlig være opmærksom på, at vi har pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis vi ved hvem du er og at du bliver udsat for vold. Og det lyder som om, at det kan skabe store problemer for dig, hvis nogen kontakter dine forældre, inden der er fundet en måde at beskytte dig? Så kan du tale direkte med bisidderne om, hvordan de kan hjælpe dig under de forhold.

Prøv også at tjekke http://etniskung.dk/For-unge/ . Det er et sted, ligesom BørneTelefonen, hvor du kan få gratis og anonym rådgivning enten på telefon eller på nettet. De har stor viden og indsigt i problemstillinger som den du står i, og kender også alt til den stærke sociale vold og kontrol, nogle unge piger kan være udsat for, pga. forældrenes fortolkning af det at være muslim. De har forskellige muligheder for at hjælpe dig. Også hvis du kommer i akut fare – så kan de hjælpe dig. Deres hotline nummer (Tlf. 7027 7666) er åbent døgnet rundt, og de ved præcis hvor stor fare nogen piger (og drenge) kan komme i, pga. forældrenes vold.

Jeg håber du kan bruge et eller flere af mine forslag. Ellers husk du altid anonymt kan ringe, chatte eller sms’se med os, og måske få flere forslag til hvordan du kan gribe det hele an.

Og jeg sender dig mine allervarmeste tanker og håb.

Kæmpe stort kram til dig fra BørneTelefonen