Kære dreng på 14 år,
Tusind tak for dit meget ærlige og fine brev. Det er virkelig stærkt, at du har haft mod til at skrive herind, når du er så bange. Og jeg vil gerne prøve at hjælpe dig, så godt jeg kan. Jeg har også lyst til at fortælle, hvad jeg tænker, om det du skriver.
Det håber jeg, er i orden for dig.
Det lyder slet ikke rart, at du går rundt i konstant frygt og du skal bestemt ikke undskylde for noget som helst. Det er ikke meningen at kristendom eller noget andet skal skræmme dig, så du er bange hele tiden.
Du fortæller, at du aldrig rigtigt har troet på Gud og stadig ikke tror på noget. Men alligevel lyder det som om, der har sneget sig en tvivl ind hos dig det sidste års tid; “Hvad nu hvis helvede er ægte?” Og det kan jeg da virkelig godt forstå skræmmer dig.
Den måde mennesker har valgt at skildre helvede på i biblen, ER også utrolig skræmmende. Man kan jo overveje med sig selv, hvordan det kan være? Og hvem der kunne have haft interesse i at skræmme folk så meget, at de gjorde, hvad de fik besked på. Det er er hvert fald dejlig nemt, for dem der bestemmer, tænker jeg.
I middelalderen havde kirken en enorm magt – skabt af frygt for netop helvedet. Men i dag har de fleste præster en anden opfattelse af helvedet og dét at tro. Det er ikke noget man skal, og aldrig noget man kan blive straffet for ikke at gøre.
Jeg har talt med mange børn og unge, og faktisk også voksne, som har gjort sig nogle af de samme tanker. Jeg fortæller dig det, for at du skal vide, at du ikke er alene. Den slags tanker kan være næsten lammende, fordi det rammer ind i en uvished om, hvad livet og døden egentlig er for noget. Vi ved jo ikke, hvad der sker når vi dør.
Men som jeg læser dit brev, så er tankerne blevet hængende og gjort dig bange for at blive tortureret for dine fejl og straffet for ikke at tro. Det er en meget ubehagelig tanke og jeg tænker på, hvad der mon er sket det sidste år, som har fået dig til at få det så svært med religion og især kristendom?
Det kan jo være alt muligt; noget I har talt om i skolen, film du har set, eller noget du har hørt, hvis du har været i kirke i forbindelse med konfirmationer eller andet. Det kan også være noget du har hørt fra venner, der måske tror mere på Gud end du gør? Eller er det mon noget du har oplevet?
Lige meget hvad der har udløst det, er det ikke noget man kan fjerne ved at slå det hen og sige; ‘sikke noget sludder, selvfølgelig findes helvede ikke.’
Det har du måske hørt nogen sige, i et forsøg på at fjerne dit ubehag. Det hjælper jo heller ikke at sige til sin krop; ‘slap af, slap af, slap af’ – når man er skræmt fra vid og sans.
Det er ens nervesystem nemlig ligeglad med. Det prøver i virkeligheden bare at beskytte os mod fare. Og man kan have brug for hjælp til at lære nervesystemet, at der alligevel ikke var grund til at tænde for alle alarmklokkerne.
Mon du har fortalt dine forældre om dine tanker? Eller kunne det være en mulighed at tale med sundhedsplejersken på skolen? Eller måske din læge? Det kan også være du kender en præst, som du føler dig tryg ved? Eller en lærer på skolen?
Grunden til at jeg nævner det er, at du ikke skal være alene, når du er så bange. Og at det tit hjælper at dele sine tanker med nogen, som vil gøre alt hvad de kan for at forstå dig. Det vigtige er, at de skræmmende tanker kommer frem i lyset og bliver drøftet, for så får de meget mindre magt.
Jeg ved godt, at du skriver, at du slet ikke kan være i dig selv, når nogen nævner religion. Men den slags frygt du beskriver, lever rigtig godt videre i det skjulte. Så jeg håber, at du vil overveje at dele det med flere end mig.
Det kan også være, du kunne have glæde af at kende til Headspace, som er et anonymt og gratis samtale- og rådgivningstilbud for unge. Der kan du tale, om lige hvad du har brug for. Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116111. Vi vil meget gerne hjælpe dig og tale med dig om, hvilken voksen der kan støtte dig.
Du har allerede vist et stort mod og en enorm styrke ved at række ud efter hjælp herinde.
Det fortæller mig, at du har en vilje til at ville have det bedre og en evne til at søge hjælpen, hvor du tror du kan få den. Det er en meget stærk drivkraft i livet, som du skal holde fast i.
Jeg håber, at du vil finde lidt mere mod og styrke frem og tale om de svære tanker med dine forældre, din læge eller andre, som kan hjælpe dig til at få det godt igen.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
