Kære pige på 13 år
Det er virkelig super, at du reagerer ved at skrive herind. Du har nemlig ret. Det er bekymrende og mærkeligt, når en så ung dreng skriver sådan noget på sin story.
Jeg kan mærke på dit brev, at hans skriverier strider så meget mod dine holdninger og dit menneskesyn. Det er ikke underligt, at du bliver fuldstændig paf og tænker: “Hvad foregår der? Det kan da ikke være rigtigt..
Om drengen tænker jeg tre ting:
1. Enten har nogen hacket hans konto og skriver en masse dumt på hans story for at drille ham.
2. Eller også skriver han det for “sjov” for at fremprovokere en reaktion. Hvilket ikke er særlig smart.
3. Eller også mener han det. Hvis han gør det, så er han nok en dreng, der har det rigtig svært.
Hvis man har det godt, så er der sjældent grund til at provokere andre hverken for sjov eller med vilje. Og der er ofte heller ingen grund til at skrive eller sige hadefulde ting om andre mennesker eller grupper af mennesker.
Derfor er der højst sandsynlig noget i drengens liv, som han har det rigtig svært med – uden at kunne få hjælp til at få det bedre – og måske også uden at kunne give udtryk for det.
Når man har det sådan, så er det ikke ualmindeligt, at man kommer til at være led overfor andre mennesker.
Det gør man, fordi man har behov for at afreagere, så man kan komme af med sine aggressioner og sorger.
Det er selvfølgelig en rigtig dum måde at gøre det på, så der skal man altså have noget hjælp.
Hvis du kender ham i virkeligheden; ved hvor han går i skole, hvor han bor eller den slags, så kan du faktisk godt gøre noget for at hjælpe ham, så han holder op med at skrive sådanne ting.
Det kræver dog, at du viser det til en voksen. Det kan være dine forældre, din klasselærer eller en anden voksen på skolen, som kan tage sagen videre.
Skolen vil være et godt sted, for de er med i et samarbejde, der hedder SSP. Det vil sige: Skolen, Socialforvaltningen og Politiet.
SSP hjælper børn og unge, som har det svært, og som er på vej ud i noget skidt.
Hvis SSP får at vide, at der er en dreng, der har det svært og skriver den slags på nettet, så kan de hjælpe ham.
Det kræver selvfølgelig, at de ved, hvem han er. Og det kan du måske hjælpe dem med, hvis du fx tager billeder af de ting, han skriver på Snapchat + hans profil, så man kan se, hvem han er.
Han vil selvfølgelig ikke få at vide, at det er dig, der har “afsløret” ham, så du kan være helt tryg ved at sige det til skolen.
Hvis du ikke ved noget om ham, kan du stadig godt tale med skolen om det, så de kan spørge SSP til råds.
Har du overvejet at skrive forsigtigt til ham, at det gør dig ked af det, at han skriver sådanne ting? Og måske spørge ham, hvorfor han har de holdninger og så lade ham forklare, hvis han har lyst til det. Det kunne være en måde at finde ud af, hvad der ligger bag.
Jeg vil ikke råde dig til at skrive noget grimt til ham eller skælde ham ud. Det kan måske få ham til at blive mere ubehagelig, og det får ingen noget godt ud af.
Til sidst vil jeg sige, at det er ulovligt at skrive de ting, han skriver om jøderne, så på den måde er han kommet til at krydse en alvorlig grænse. Og det ved han måske ikke.
Derfor er det rigtigt vigtigt, at der er nogen som dig, der reagerer på det og gerne vil have det stoppet. Godt gået!
Ved at reagere på det og ikke bare skyde det hen, kan man både få det stoppet, og han kan få hjælp til de ting, han har det svært med, så han ikke opbygger sådan et had mod andre mennesker.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen