Kære pige 18 år
Hvor er det godt, du skriver. Jeg kan fornemme og læse udfra dit brev, at du stadigvæk går og tumler med nogle tanker omkring dig selv og din situation, selvom du har været hos psykiatrien. Du har været presset i lang tid, og det har påvirket din skolegang, dit arbejde og din fritid.
Du er rigtig god til at beskrive dit forløb, og du slutter dit brev med et spørgsmål, nemlig “Er det virkeligt så underligt at jeg ikke ka acceptere den konklusion og at jeg har behov for at kunne se det fysisk. Sort på hvidt at der er et problem og mit hoved ikke bare bilder sig det ind?”
Før jeg svarer dig på det, vil jeg gerne kommentere lidt på de ting, du ellers skriver i dit brev.
Dine tanker
Du skriver rigtig godt omkring dine tanker. Du vil gerne kunne se sort på hvidt, hvad der er galt med dig. Du er rigtig bange for, det bare er noget, der foregår i dit hoved og ikke kan ses. Det er helt normalt at føle og tænke sådan. Du har været presset i rigtig lang tid, og det kan gøre, at tankerne løber helt af med dig ind imellem, og du ikke rigtigt selv kan finde hoved og hale i dine følelser og i dit liv. Hvorfor mon du har været så presset? Har du talt med nogle om det? Dine venner, din familie eller andre, du føler dig fortrolig med?
Jeg tænker, det vil være godt for dig at tale med nogle omkring alle dine tanker. Det vil hjælpe dig med at få mere ro på igen.
Du kan altid henvende dig til din egen læge igen. Hvis du har mod på det, kunne du måske vise eller læse noget af dit brev for lægen? For du er faktisk rigtig god til at beskrive, hvordan du har det. Hvis du synes, det er for grænseoverskridende, så kan du måske sige til lægen “jeg har stadig behov for hjælp, så jeg ikke føler mig så presset i min hverdag. Jeg vil gerne have hjælp til de tanker og den frygt, jeg går rundt med, så jeg ikke hele tiden skal gå og tænke på, hvad der er galt med mig”.
Dit besøg hos psykiatrien
Du bliver af din læge sendt videre til psykiatrien. Du beskriver, at de er søde imod dig, men jeg fornemmer også, at du ikke rigtigt føler dig hørt. Som du selv siger, så føler du, at ordene “et lille bump på vejen” nedgør din situation. Det kan jeg faktisk godt forstå. For dig er det her en stor ting, som fylder rigtig meget. Og selvom du føler, du skal være lettet og glad, så fornemmer jeg, at du går fra psykiatrien uden at have fået den hjælp og de svar, du havde behov for. Der er ikke noget som helst galt i, at du måske inderst inde føler dig skuffet over, at der ikke var et eller andet, de kunne sige, der var galt med dig. Og det er fordi, det her fylder rigtig meget hos dig, og det er også ok at have det sådan.
Ville du have mod på at ringe til psykiatrien og bede om endnu en samtale? Her kunne du måske spørge ind til, hvad de kan foreslå dig af muligheder nu? Hvordan du kommer videre?
Hvis du fortsat har brug for nogle at tale med, som ikke kender dig personligt, kan du også altid ringe til BørneTelefonen på 116 111.
Hvordan kan du passe bedre på dig selv?
Som jeg skriver, hvordan kan du passe bedre på dig selv i fremtiden? Hvad er det mon, som har gjort dig så presset den sidste tid? Og kunne du fjerne noget af det pres på den ene eller anden måde? Det lyder til, du egentlig har gået længe med nogle tanker, og så har det langsomt vokset sig større og større. Kunne du få hjælp fra dine forældre? Kunne du på gymnasiet tale med din studievejleder? En studievejleder er også til for at hjælpe de elever, som har det svært af den ene eller anden årsag.
“Er det virkeligt så underligt at jeg ikke ka acceptere den konklusion og at jeg har behov for at kunne se det fysisk. Sort på hvidt at der er et problem og mit hoved ikke bare bilder sig det ind?”
Nej, det er slet ikke underligt. Du har brug for mere afklaring og blive hørt en gang til. Du har brug for at kunne gøre noget aktivt, så du får det bedre.
Pas godt på dig selv. Og husk at alle følelser og tanker er ok. Jeg sender dig et stort varmt kram og varme tanker.
Hilsen BørneTelefonen
