Er jeg overhoved et menneske eller overtænker jeg bare?
BREV
hejj
jeg er en pige(?)
jeg har lidt et problem.
Mit problem går ud på at jeg ikke føler mig som et menneske
(i know, det lyder meget dramatisk)
Men jeg føler lidt at jeg kun eksisterer oppe i mit hoved.
Jeg ved ikke om det bare er fordi jeg har for mange tanker,
men jeg føler ligesom at min krop er der,
men at mit hoved/hjerne er alle andre steder, fordi jeg bare tænker for meget.
Jeg føler ikke at jeg er et menneske men at jeg mere bare er en ting der er der.
Det er som om at der er en usynlig mur mellem mine tanker og virkeligheden,
og det gør at jeg ikke føler at jeg er til stede.
er jeg den eneste der har det sådan?
undskyld hvis det var svært at forstå 🙂
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kæreste du,
Du spørger, om du er den eneste, der har det sådan. Det er du ikke.
Men det giver rigtig god mening, at du bliver i tvivl om, hvad det betyder, og hvad du skal tænke om det. Derfor er det også rigtig godt, at du skriver om det i stedet for at gå alene med det.
Overtænker du bare, spørger du. Det er svært for mig at svare på. Men jeg ved, at tanker nogle gange kan fylde så meget, at det næsten føles som om, man er mere inde i sit hoved end ude i sin krop.
Som om kroppen bare går rundt, mens tankerne hele tiden arbejder videre et andet sted. Og når det sker, kan verden godt føles lidt fjern – også selvom det måske egentlig er ting i verden, man tænker på.
Først vil jeg sige, at det at tænke meget ikke betyder, at der er noget forkert ved dig.
Og det betyder heller ikke, at du ikke er et menneske. Måske betyder det bare, at du er et menneske, der både mærker og tænker meget.
Jeg tror faktisk, der er mange børn og unge, der kender lidt til det her, selvom de ikke altid siger det højt.
Især hvis man har mange tanker, eller hvis ens opmærksomhed hurtigt bliver fanget af nye ting, eller man let bliver forstyrret. Så kan det være svært at blive i det, man er i lige nu – og så ender man nemt inde i hovedet igen.
For nogle hænger mange tanker også sammen med usikkerhed eller et pres om at skulle forstå sig selv helt rigtigt. Som om der findes én “rigtig måde” at være menneske på, som man skal finde frem til.
Og så kan man komme til at bruge meget energi på at tænke over sig selv og prøve at finde ud af, om man nu er “rigtig nok” eller gør det “rigtigt nok”.
Når det fylder længe, kan det gøre, at man begynder at trække sig lidt ind i sit hoved. Som om man står lidt ved siden af sit eget liv og kigger på det, i stedet for bare at være i det, mens det sker.
Er du taget et smut på tankeværksted?
Jeg kom til at tænke på et billede, mens jeg læste dit brev. Måske er dit hoved lidt som et lille værksted. Et tankeværksted.
Et sted hvor der hele tiden bliver skruet, målt, samlet og undersøgt. Tanker bliver skilt ad og sat sammen igen, fordi du prøver at forstå dig selv, andre mennesker og verden.
Der er ikke noget forkert ved det værksted. Det er faktisk også et sted, hvor man kan blive klogere og opdage nye ting. Derfor har de fleste mennesker også brug for det tankeværksted nogle gange.
Hvis man også oplever, at man let bliver forstyrret eller opmærksomheden hurtigt hopper rundt, kan det gøre det endnu lettere at ryge tilbage i værkstedet igen – uden helt at have valgt det.
Det kan måske faktisk føles lidt som om tankerne bare tager over, selvom man egentlig gerne vil være mere til stede.
Derfor kan det også være rigtig svært bare at slukke for det. Og måske handler det heller ikke om at stoppe med at tænke.
Måske handler det mere om at øve sig i at opdage det, når man er derinde. Som en lille sætning til sig selv: “Okay… nu er jeg på tankeværkstedet igen.”
Bare det at lægge mærke til det, kan nogle gange hjælpe lidt. Ikke for at få tankerne væk, men for også at kunne komme lidt tilbage til det, der sker omkring én.
Det kan være helt små ting, der hjælper. At mærke fødderne mod gulvet. Koldt vand på hænderne. Musik i høretelefonerne. Et kram eller en snak med et menneske, man er tryg ved. Noget der minder kroppen om: “Du er her faktisk.”
Jeg bliver også nysgerrig på, om der er nogen omkring dig, der ved, at du har det sådan her? Forældre, en lærer eller en anden voksen du er tryg ved?
Jeg spørger, fordi jeg tænker, at du måske ikke skal stå alene med det, hvis det føles svært.
Det er nemlig helt forståeligt, hvis du ikke bare kan få det til at stoppe selv. Når man først er blevet vant til at være meget i sit tankeværksted – og måske også har en opmærksomhed, der let bliver fanget – kan det være svært at finde ud igen alene.
Du må gerne få hjælp til det.
Vi har nogle videoer og råd, der måske kan hjælpe dig til at sige det højt. Tag et kig på dem, hvis du har lyst.
Det kan også være en idé at vise nogen dit brev og det her svar, hvis det er nemmere end at forklare det selv. Nogle gange er det en god måde at få sagt det højt på.
Knus fra BørneTelefonen
Andre der Hjælper
Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.
Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.