Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Kæreste du

Tak for din meget søde hilsen – jeg håber helt sikkert, at du også har en god dag, når du modtager svaret her fra mig. Selvom alle dage selvfølgelig ikke kan være lige gode, så er det vel altid lidt en god dag, vi håber på – er det ikke sandt?

Sandheden er dog, at vi alle indimellem også har svære dage. Og jeg tror alle mennesker kan genkende at have flere svære dage og endda svære perioder. Og når jeg læser det fine brev, du har skrevet herind til os på BørneTelefonen, så får jeg i hvert fald en fornemmelse af, at du måske har en svær periode?

Du deler nemlig det her med, at du er begyndt at få “passive selvmordstanker”. Og selvom du ikke har selvskadet i over 7 måneder, så er det fortsat noget, du tænker på hver dag. Og når det er sådan, du har det, så er jeg SÅ glad for, at du har rakt hånden ud efter hjælp. Og jeg vil gøre mit bedste for at tage din hånd og vise dig nogle muligheder for at få hjælp til det, der føles svært. Og da det er flere emner, du kommer ind på i brevet, så vil jeg ligesom dig dele mit svar lidt op i afsnit med nogle overskrifter.

Nogen at snakke med

Egentlig lyder det jo til, at du selv godt kan mærke, hvad du har brug for. Du deler nemlig, at du rigtig gerne vil snakke med en psykolog om det her med dine mørke tanker, der kredser om selvskade og om at tage dit eget liv. Du har bare ikke lyst til at skulle dele det med dine forældre, men ved måske godt, at det nok er nødvendigt for at kunne blive henvist til en psykolog.

Men selvom en psykolog kan virke oplagt at snakke med, når man har det svært, så er det jo ikke nødvendigvis det eneste, der kan give mening. For måske er det til en start bare rart og kan virke helende og opløftende i sig selv at dele det med en voksen, der ser dig og som lytter til det, du har at fortælle.

Jeg ved ikke, om du har en voksen, du på den måde føler dig tryg ved, og som du kan forestille dig vil kunne lytte til de mange følelser og tanker, du har? Det kan være en forælder, men det kan måske også være en af dine lærere? Måske har du en sød moster? Eller en rar nabo, du godt kan lide? Det behøver ikke være en, der nødvendigvis allerede ved, du har det lidt svært. Det skal bare være en, du føler dig tryg ved.

Og til en start kan du jo bare åbne op lidt ad gangen om de ting, der fylder hos dig. Eller du kan starte med at dele det i et brev, som du har gjort her. På BørneTelefonen.dk har vi en side, der måske kan være en hjælp. Siden finder du her.

Måske kan du alligevel tale med dine forældre?

Når du ikke kan tale med dine forældre, kan det måske hænge sammen med flere ting. Jeg ved fra andre unge, at det næsten kan føles umuligt at være åben overfor sine forældre, hvis man har dårlige erfaringer med at fortælle noget – måske fordi man tit bliver misforstået. Det kan også være, at man bare aldrig har talt så meget med sine forældre om svære ting.

Måske handler det først og fremmest om, at du ikke ved, hvordan du skal sige det til dine forældre. Men efter du har set den lille video, har du måske alligevel fået mod på det? Hvis du overfor dine forældre nævner dit ønske om at komme til psykolog, kan I måske overveje at tale sammen om det med din læge.

Stresset i skolen og tab af kontrol

Jeg har tilladt mig at slå et par af dine emner sammen, som du i dit brev adskilte i afsnit, men som jeg måske tror godt kan hænge lidt sammen. Du deler nemlig det her med, at du i skolen godt kan føle dig stresset, får kvalme ved tanken om skole og vist især nogle helt bestemte fag. Og så bryder du dig ikke helt om det her med, at lærerne spørger dig i timerne, selvom du ikke har hånden oppe. For det presser dig vist en del – er det ikke rigtigt forstået?

Det giver i hvert fald god mening, hvis det er sådan. For måske du er en person, der godt kan lidt at være lidt i kontrol. Og det er der ikke noget forkert i, for sådan tror jeg faktisk ret mange mennesker har det. Vi kan alle i et eller andet omfang godt lide at være i kontrol. Og det kan man jo ikke påstå, man er, når lærerne spørger en, selvom man ikke har hånden oppe. Dels beskriver du jo fx, at du er usikker på, om du svarer rigtigt, og dels bliver du jo presset, fordi du jo på den måde aldrig helt er sikker i timerne – for selv, når du ikke har hånden oppe, kan du bliver hørt.

Måske ville det være godt for lærerne at vide, hvor presset du er?

Lærerne gør det jo helt sikkert ikke for at presse dig på den måde, der skal gøre dig usikker. Mit bud er, at de spørger, fordi de tror, du kan. Men hvis det ikke er en hjælp for dig, at de spørger, men faktisk stresser dig og giver dig kvalme, så er det måske vigtigt, at de får besked om det.

Har du mon nogensinde delt det med dem? Altså forklare dem, hvordan det opleves fra din stol, når de spørger dig, uden du har markeret, at du gerne vil høres?

Måske er det muligt at lave en aftale med dem, hvis det er fordi, de også gerne vil presse dig lidt sådan fagligt, fordi de tror, du kan?

Det kan være en aftale om, at du i hver time rækker hånden op én gang – så du øver dig. Men at du resten af timen ved, at du ikke bliver spurgt og dermed kan slappe lidt af igen. Forstår du, hvad jeg mener?

Mit forslag bygger nemlig lidt på det, du skriver om, at du på den ene side ønsker opmærksomhed, men på den anden side afskyr den, når du får den. Og det kan jo ved første blik syntes mærkeligt, men faktisk tænker jeg, at det giver god mening.

For på den ene side vil du måske i skolen gerne kunne sige noget, men bryder dig bare ikke om, at du ikke ved, hvornår du bliver spurgt. Du er ikke i kontrol, men er måske hele tiden lidt presset og usikker på, hvornår der peges på dig – giver det mening?

På samme måde med det med selvmordstankerne og selvskaden: Du fortæller, at du vil gerne have en at dele det med, men er på samme tid rigtig bange for, at der er nogen, der opdager det. Og det giver så god mening, for det, du ønsker er jo her at være lidt i kontrol og bestemme, hvem og hvornår, der er nogen, der skal vide til de her ting om dig. Hvilket ikke er det samme, som at nogen opdager det, for her er du ikke i kontrol over hvem, hvordan og hvornår.

Man kan godt have det svært – også uden en diagnose

Du tænker over, om lægen vil give dig en diagnose. Det er helt forståeligt, at man måske kan blive lidt nervøs for at få en diagnose.

Men uanset hvad lægen vurderer, så er du stadig den samme person. En diagnose er ikke en dom eller en beskrivelse af, hvem du er. Den kan ændre sig over tid, efterhånden som du får det bedre. Den kan også helt falde helt væk. Den er udelukkende et redskab, lægen bruger for lettere at kunne finde frem til den rette hjælp.

Man kan også have det rigtig svært i en periode og have brug for støtte –  selvom man aldrig har fået en diagnose.

Det første skridt mod at få det bedre

Måske skal dit første skridt være at finde en voksen, du kan dele det med? En, du kan åbne dig for?

Det kan være en psykolog, men det behøver det ikke være til at begynde med. Nogle gange kan det være en stor lettelse bare at tale med en voksen, der har tid og mod til at lytte.

Jeg tror at det vil være en god ide at tale mere om, hvad der presser dig, og du har allerede en fornemmelse af, hvem og hvad, der kunne hjælpe dig videre. Du ved også, at det her ikke er noget, der er opstået fra den ene dag til den anden. Det har bygget sig op over tid, og nu fylder de tunge tanker — også tanker om selvmord — mere og mere. Jeg tror derfor, at du har mange ting, du har brug for at tale om.

Hvis ikke, du har en voksen i dit liv, der kan lytte til dig, så skal du vide, at vi på BørneTelefonen sidder klar ved telefonerne 24 timer i døgnet! På vores nr. 116111 sidder der altid en voksen rådgiver klar til at lytte til dig. Så tøv ikke med at ringe til os, hvis tankerne en dag bliver for mørke eller skræmmer dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej – og en god dag er altid en god start.

De bedste hilsen

BørneTelefonen