Brev

Fritidsjob

Hej

Det er ikke super længe siden st jeg fik et fritidsjob. Det var omkring slutningen af juni, og det virkede enlig som om arbejdspladsen havde styr på tingene.
Efterhånden har de bare mindre styr på tingene, har ikke fået løn endu, aner ikke hvornår jeg skal arbejde. Vi har en app, men de putter aldrig vagterne derind. jeg er i tvivl om jeg får nok i løn. Ved ikke hvem jeg skal spørge om hjælp hos, og arbejder meget mere end jeg enlig må. Det har jeg ikke lyst til, og ville enlig gerne sige op.

Jeg ved bare ikke hvordan. Skal jeg selv sige op. Kan mine forældre gøre det for mig? Og hvem skal jeg sige op hos, for ved ikke hvem der er min chef.
Hjælp

14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 12-årige pige.

Mange tak for dit brev. Hvor er det godt du skriver og spørger til råds, når du er i tvivl om noget.

Du skriver om dit fritidsjob du fik i slut juni. Du skriver, at der ikke rigtig er styr på tingene, at du arbejder mere end du egentlig må, at der ikke er styr på din løn, og at du ikke ved hvornår du skal arbejde. Du skriver, at du egentlig gerne vil sige op, men at du er i tvivl om du selv kan gøre det – plus at du ikke ved hvem din chef er. Du spørger til sidst, om dine forældre kan sige op for dig.

Aller først vil jeg fortælle dig, at vi har skrevet og talt med flere børn på BørneTelefonen, der har været usikre på, om deres arbejdsforhold var i orden på deres fritidsjob. Derfor har vi faktisk lavet en side på BørneTelefonen, hvor vi har samlet regler om fritidsjob og hvor man kan få hjælp. Du får et link til det her: https://bornetelefonen.dk/henvisninger/jobpatruljen/

Det fortæller jeg dig fordi, du skal vide, at du  ikke er alene om at have det sådan. Måske kan det være rart for dig at vide?

I hvert fald er det rigtig sejt du rækker ud efter hjælp. Det viser mig, at du godt kan se, at der er noget der ikke er som det skal være. Det er sejt du stopper op og mærker efter, at det her ikke er godt.

Og det er det bestemt ikke, så det har du helt ret i. Det er under al kritik, at du som barn arbejder mere end du må, at du ikke bliver betalt løn, og at du ikke engang ved hvem din chef er. Uden at kende nøjagtigt til lovgivningen på dette område, ved jeg at de overtræder flere regler.

Jeg kan bestemt godt forstå at du gerne vil sige op, for det lyder ikke som et sted der er godt at arbejde, hverken for dig eller for andre unge mennesker.

Men at stå alene med den slags kan være rigtig svært, så mit bedste råd til dig er at tale med dine forældre om det. Måske ved de allerede alt det du har skrevet her til os? Ellers ville det være rigtig godt hvis du kunne dele det, og få deres hjælp.

Der er flere måder man kan sige op på. De fleste siger det mundtligt, det vil sige at de går til chefen og siger op. Nu hvor du ikke ved hvem chefen er, må I måske spørge nogle af de andre ansatte, hvem der er chefen. Herefter skal du muligvis også sende det på skrift, så de har et bevis på du har sagt op. Måske fik du noget på skrift da du fik jobbet? Hvis du gjorde det, stod der måske hvem der er chef?

Det, der er rigtig vigtigt, er også at du får løn for den tid du har arbejdet der. De har ikke lov til at snyde dig og ikke betale dig, selvom du siger op.

Jeg håber dine forældre kan hjælpe dig og ja, de kan sagtens gå til din chef og sige op for dig, hvis du har givet dem lov til det. Det de også kan hjælpe dig med, er at få fortalt det sted du arbejder, at det overhovedet ikke er okay, at de kører tingene så ustruktureret og ulovligt som de gør. Det kommer der måske ikke så meget ud af, men så ved de hvad jeres oplevelse har været.

Derud over kan man klage til Arbejdstilsynet. Alle oplysninger om tlf.nr med mere kan man finde på nettet. Her kan man henvende sig og fortælle om det du har oplevet. Deres opgave er så at undersøge arbejdsstedet grundigere, og sørge for at de retter op på de ting de ikke har styr på. Det kommer ikke til at gå ud over dig. Det er lidt ligesom hvis man er på en restaurant og spise, og man oplever at hygiejnen ikke er i orden, og man derefter giver det videre til Fødevarestyrelsen. Så vil de tage ud og undersøge sagen, men restauranten vil ikke vide hvem der har klaget over dem. På den måde hjælper man også de kommende gæster.

Jeg kan godt forstå hvis du synes det er en svær situation at stå i, og det er vel nok også ærgerligt når nu du havde fundet et job du egentlig var glad for. Men den måde de behandler dig på er ikke særlig respektfuld og ordentlig, så det er godt du tænker på at sige op.

Ved at sige op, og ved at I måske også går videre med det, hjælper du både dig selv, men også de andre unge som kunne finde på at søge job der, og blive udsat for det samme. Den arbejdsplads, skal jo helst ikke have lov til at fortsætte med at udnytte unge mennesker.

Sejt du skrev herind, det kan du godt være stolt over. Der er mange unge der skriver til os, om jobs de er kede af, men hvor de bliver i det og ikke får sagt noget. Så det er så godt du reagerer på at du ikke bliver behandlet ordentligt, det er virkelig stærkt.

Hvis du får brug for os igen, omkring dette eller andet, må du altid ringe til os på 116111 eller skrive igen.

Mange varme hilsener BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat