Kære dreng på 15 år
Det er godt, at du beder om hjælp. Mobning i skolen er slet ikke i orden, og det skal stoppes. I danske skoler har alle børn ret til at gå i skole uden at blive mobbet.
Desværre går du i en klasse, hvor eleverne ikke har lært at behandle hinanden på en ordentlig måde. Og nu er det dig, det går ud over. Hvis du ikke var i klassen, ville det være en anden elev, der blev mobbet. Det er nemlig ikke, fordi du er forkert, at du bliver mobbet. Det er klassens klima, der er forkert. Med klima mener jeg, den måde eleverne og lærerne er sammen. I en god klasse har alle elever lov til at være som de er, og hvis der er mobning eller drillerier, er der nogle af de andre elever og lærere, der hjælper.
Du skriver ikke, hvor mange elever, der mobber eller om der er nogle, der støtter dig. Jeg har talt med mange børn om mobning, og de fortæller tit, at det kan føles som om det er hele klassen, selv om det måske " kun " er et par stykker. Sommetider kan det hjælpe at blive klar over, hvor mange, der mobber, så man ikke føler, at det er alle i klassen. Det kan også hjælpe at tænke på, om der mon er nogle af de andre elever, der ville støtte dig, hvis de vidste det.
Det lyder som om det er digital mobning, du udsættes for. Jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært, når du modtager billeder og grimme ting, og det er slet ikke i orden. Derfor er det godt, at du nu fortæller om det, så der kan gøres noget. Måske kan dine forældre også hjælpe dig med at snakke med din lærer eller skrive til læreren på intra?
Mobning lever bedst, når det er skjult. Jeg vil foreslå, at du fortæller en af dine lærere om, hvad der sker. Det er nemlig lærernes opgave at hjælpe eleverne, når der er mobning i en klasse. Men lærerne kan kun hjælpe, hvis de får at vide, hvad der sker. Du skal sørge for, at den lærer, du vil tale med, har tid til dig, så du er helt sikker på, at der bliver lyttet til dig.
På nogle skoler er der en AKT lærer, der er særligt god til at arbejde med klasser med mobning. Måske har I sådan en AKT lærer. Ellers har skolen nok en plan for, hvad der skal ske, når der mobbes. Det skal alle skoler nemlig have.
På vores hjemmeside https://bornetelefonen.dk/tema/mobning-drillerier kan du læse meget mere om mobning. Her kan du f.eks. se, hvad du kan gøre, og du kan læse om andre børn og unge, der er i samme situation som dig.
Mange gode tanker fra BørneTelefonen