Kære pige på 14 år.
Det lyder som om, du har det rigtig svært, så det er godt, du skriver til BørneBrevkassen og beder om hjælp. Og det er godt, at du ikke vil finde dig i at blive mobbet.
Du har følt dig så magtesløs og ked af det, at du 3 gange har prøvet at tage dit eget liv. Nu beder du om hjælp i stedet for, og det er godt, for der findes altid en bedre løsning end at tage sit eget liv. Men sommetider kan man ikke selv se den, og så er man nødt til at have hjælp til at finde den.
Men tro mig – den er der.
Jeg tænker, at det du fortæller om din skole, er meget groft. Du skriver ikke, hvor meget skolen har gjort for at stoppe mobningen, men du skal vide, at de har pligt til at gøre det. Det er lærernes og ledelsens opgave at stoppe mobning, når de får kendskab til det. Alle skoler skal have en såkaldt mobbepolitik, hvor de har beskrevet, hvad der skal ske, hvis mobning finder sted.
Du skal huske dig selv på, at mobningen sker, fordi der er nogle, der ikke har lært at behandle andre mennesker ordentligt, og at det ikke er dig, der er noget galt med. Du har ret til at have den hudfarve, du har, og til at være den, du er.
Det er godt, at dine forældre er begyndt at tænke på, at din mavepine kan skyldes, at du ikke trives. Jeg ved ikke, hvor meget du ellers har involveret dine forældre i, hvordan du har det, men jeg tænker, at du har brug for deres støtte til at komme videre. Var det en idé, at du lægger dit brev her fra BørneBrevkassen i en kuvert og giver det til dem?
På den måde har I et udgangspunkt for at snakke igennem, hvordan du kan blive hjulpet.
Jeg tænker, der er flere muligheder.
Som udgangspunkt synes jeg, at dine forældre skal tale med skolen om din manglende trivsel, også selv om de måske har gjort det flere gange før. Sommetider er man nødt til at være meget insisterende, før man finder frem til en løsning.
Måske har du derudover brug for nogle samtaler med en psykolog fra PPR ( Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), der kan støtte dig til at finde dig selv? Du og dine forældre kan komme i kontakt med PPR via skolen, eller I kan selv ringe til dem.
Måske skulle I overveje, om efterskole fra 8. klasse ville være godt for dig? I kan evt. tale med skolevejlederen på din skole om den løsning, eller henvende jer til Efterskolernes sekretariat.
Endelig tænker jeg, at du måske kunne have glæde af et fællesskab med andre unge, der er adopteret. Hvis du søger på nettet, kan du finde flere foreninger, der tilbyder det.
Jeg håber, at mit svar vil hjælpe dig lidt videre. Hvis du synes, du har brug for mere rådgivning, vil jeg opfordre dig til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller logge dig ind på Ungechatten.
Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen