Brev

Sved

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år.

Tak for dit brev. Det er godt, at du skriver til brevkassen om problemet. Jeg tror, at der er mange på din alder, der har det på samme måde. Jeg vil forsøge at svare dig, så godt jeg kan.

Du skriver, at du sveder meget – særligt når du dyrker sport. Jeg kan godt forstå, at det ikke er rart at føle, at sveden nærmest drypper af dig. Jeg synes, det er rigtig godt, at du har snakket med din mor om det, og I har aftalt, at hun vil sige det, hvis sveden skulle begynde at lugte. Du skriver, at den ikke lugter nu. Jeg synes også, det er rigtig godt, at du har været på apoteket og købe en god deodorant. Måske er det en af dem, som er ekstra holdbare. 

I dit brev skriver du, at du dyrker sport, og at I træner ca. 2 og en halv time. Du skriver, at du har lagt mærke til, at du sveder mere end de andre, og at du ikke har det varmt, når du sveder. Som jeg forstår dit brev, er det særligt svedpletter under armene og svedperler i ansigtet, der generer dig. Er det mon rigtigt forstået? Du skriver, at du har lagt mærke til, at nogle af drengene sveder på ballerne, hvilket du ikke gør. Jeg tænker på, at det du kalder ballesved, ikke kun er fra ballerne - men også er sveden fra ryggen som 'drypper' ned af ryggen og ender på bukser eller shorts. Når man er teenager, som du er nu, sker der meget med kroppen. Den er i gang med at udvikle sig fra barn til voksen, og i den tid, er det helt normalt, at man kan svede. Det er hormonerne i kroppen som er i gang, nogle vil beskrive, at de nærmest eksploderer omkring din alder og finder deres stabile leje efterhånden. Det er forskelligt fra person til person. Det betyder også, at det er meget forskelligt, hvor meget man sveder. Når du sveder, er det også vigtigt at du drikker godt med væske, så du ikke får væskeunderskud.

Der ud over er det helt normalt at man hurtigt kommer til at svede, når man dyrker sport. Det lyder som om, at du dyrker en del sport, og jeg gætter derfor på, at du er i rimelig god form. Ofte er det sådan, at jo bedre form man er i, des hurtigere sveder man. Fx er det ofte, at instruktøren i et fitnesscenter sveder meget hurtigere end dem, der er på holdet for at træne. Det er fordi at han/hun er i bedre form. Jeg tænker derfor, at det også kan ses som noget positivt, at du hurtigt kommer til at svede, da det er et tegn på, at du er i god form og træner hårdt. Du kan evt. tage et lille håndklæde med som du kan bruge til at tørre panden med under træning, hvis svedperlerne generer dig for meget. Tror du, at det kunne hjælpe dig?

Du spørger om, hvad du kan gøre. I forhold til svedpletterne på dit tøj tænker jeg, at du kan prøve at tage en lille cardigan udover dine tætsiddende bluser. På den måde kan du skjule svedpletterne under armene. Der er også nogle farver, hvor svedpletterne ses tydeligere end på andre farver. Fx ses svedpletter ikke så tydeligt på sort tøj. Jeg ved, at man kan købe nogle indlæg, som man kan sætte fast i blusen under armene, som absorberer sveden, så den ikke trænger igennem blusen. Du kan måske snakke med din mor, om I kan prøve at købe sådan nogle. Hvad tænker du om det?

Du spørger også om, hvad andre og hvad drenge synes om, at en 14 årig pige sveder. Til det vil jeg endnu engang sige, at det er helt normalt at man sveder, når man er i puberteten. Som du selv skriver, sveder drengene også selv. Jeg tænker også, at du måske selv lægger mere mærke til, at du sveder end andre gør? Hvis du har mod på det, kan du prøve at spørge nogle af dine gode veninder om, om de lægger mærke til, at du nogen gange sveder. Mange gange tænker andre slet ikke over noget, som man selv lægger rigtig meget mærke til. Dine veninder føler måske også, at de sveder eller har andre ting, der generer dem, som du måske slet ikke har lagt mærke til. Jeg håber, at mit svar giver mening for dig, og at du kan bruge nogle af mine forslag til, hvad du kan gøre.
 
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat