Brev

Hvorfor kommer min menstruation ikke mere?

Hej.

Jeg er en pige på 14 år.

Jeg fik min menstruation da jeg var 13. Min menstruation var sådan lidt urelgmæssig, men så plejede den sådan at komme efter en uge eller 2.

Jeg har ocd, og her på det sidste har jeg været meget ked af det og været stresset, jeg kan næsten ikke holde ud når der er larm eller når der er mange mennesker eller børn rundt om mig, og alle de tanker der dukker op i mit hovede gør mig så stresset og jeg kan næsten aldrig koncentrere mig om noget mere.

jeg er også stoppet med at spise så meget som jeg plejede. Fordi jeg har meget tit ondt i maven og hovedpine

jeg oplever også at jeg er svimmel og nogle gange ved at besvime. (jeg er begyndt at drikke væske). Og jeg får ondt i maven af at spise.

Jeg har ikke tabt mig siden dengang jeg fik mine menstruationer, men nu har jeg ikke fået den siden sommerferien, og det er pænt lang tid siden.

Hvad kan grunden være til at den ikke kommer længere?

Kh. Mig

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Udebleven menstruation kan have forskellige årsager, men det er ikke unormalt, at den det første år eller mere kan stoppe og starte meget uregelmæssigt eller simpelthen blive væk i nogle måneder, for så at starte igen. Eventuelt medicin kan også have en indflydelse på udebleven menstruation.

Som du selv kommer ind på, så kan stress påvirke os rigtig meget, så meget at vi bliver kede af det og føler os syge. Ofte handler stress om, at der sker noget i livet, som man ikke synes, man har kontrol over.

En af de livsbegivenheder, man ikke har kontrol over, er puberteten. Hormonerne raser i kroppen, og der sker virkelig meget på det følelsesmæssige plan, som man ikke kan kontrollere, ligesom når tårerne triller ned ad kinderne uden grund, det giver stress hos en hel del unge, som desværre tror, de er alene om at have det sådan.

Du er i overgangen til at blive voksen, og det er en tid, som kan opleves som en ekstrem forvandling – både for dig og for dem, som er tæt på dig. Kroppen ændrer sig fysisk fra en barnekrop til en voksenkrop, og der sker også en stor indre forandring, blandt andet i tanker og følelser.

Stress kan gøre, at man er føler sig meget træt, at man ingen energi har, og mange oplever også at huske rigtig dårligt, og det kan være svært at følge med i skolen. Man kan også opleve, at humøret svinger rigtig meget, og man kan ofte komme til at skælde ud på venner og familie uden grund.

Du skriver om nogle helt konkrete ting, som at du ocd, at du tit har ondt i maven, og at du nogle gange bliver svimmel. Måske er du allerede i gang med en behandling? Ellers vil jeg foreslå dig at tage fat i lægen, så du kan få hjælp. Jeg tænker, det vil være rigtig godt for dig at få ideer og metoder til at styre tvangstankerne og blive mindre stresset.

Det vil måske også være rart for dig at finde en voksen at støtte dig til, når det hele bliver for meget. Jeg ved ikke, om du kan snakke med dine forældre, men ellers kan det være en pædagog, en lærer eller en anden voksen.

Hvis du har lyst, kan du også prøve at ringe eller skrive direkte til os her på BørneTelefonen på 116111 og tale lidt om din bekymring med en rådgiver. Det kan godt hjælpe at få sat ord på nogle af tankerne og bekymringerne, og det er rådgiverne rigtig gode til at hjælpe med.

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat