Brev

Seksualitet, hvordan og hvornår?

Hej jeg er en dreng på 16 år.

Jeg skriver ind fordi jeg er i tvivl omkring hvordan og hvornår jeg bør springe ud.

Jeg er nemlig homoseksuel, og det har jeg vidst i 2 år nu.

Jeg har til dagligt ondt i maven over, at gå og lyve hele tiden. Jeg vil meget gerne snart ud med det til alle der spørger, men også min omgangskreds. Mine venner har det på fornemmelsen, og det er bare en sikker følelese jeg har.

Min bedste veninde har jeg dog fortalt det til, og hun prøver at hjælpe mig så godt hun kan, men det er også svært for hende. Hun ved ikke rigtigt, “hvordan” hun skal hjælpe mig med det. Vi snakker meget om det, og siden hen jeg fortalte det, er jeg blevet meget mere glad.

Min familie har også spurgt mig (som i forældre). Min mor har spurgt 2 gange, men begge gange er jeg blevet vred, og så løj jeg mig ud af det.

Min far derimod joker mere om det, og “venter” på, at jeg får det sagt. Han er nu ikke helt tilfreds med homoseksuelle, men igen så tror jeg, at han ved hvor hårdt det kan være, at føle sig “anderledes”. Jeg har fortalt ham, at jeg synes han skal få flere børn, så han kan få sine ønskede børnebørn, da jeg slet ikke har eller FÅR lyst til at få børn.

Min religion står også “på spil”, da jeg er lidt mere kristen end de fleste. Jeg vil gerne accepteres af gud, men jeg vil også være mig selv.

Jeg overvejer først at fortælle min mor det, og så bagefter tage snakken med resten af mine nærmeste.

Jeg ved bare ikke hvordan eller hvornår, og er det den rigtige at starte med at fortælle det til?

Dreng, 16 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 16

Mange tak for brevet. Det er ikke nogen nem situation, du står i. Men jeg synes faktisk, at du allerede gør dig så mange gode og vigtige refleksioner omkring det hele.

For mig lyder det lidt som om, at din omverden allerede har en idé om, at du måske er homoseksuel. Og det kan jo være meget irriterende for dig, tænker jeg. At andre i det hele taget går og har tanker om ens seksualitet og spørger ind til den, det kan være ret grænseoverskridende. Så jeg kan godt forstå, at du er blevet sur, de gange din mor har spurgt dig.

Måske tænker du, at det faktisk ville være irriterende at fortælle det til nogen, som så reagerer med, at “det tænkte de nok”. Man har brug for at være sig selv og selv finde ud af, hvem man er og hvad man kan lide. Du er dig, og du ved bedst, hvordan du har det. Og det må du gerne give udtryk for til den, du siger det til.

Det lyder rigtig dejligt, at du har en veninde, som kender dig og ved, hvad du går rundt med indeni. Også selvom hun ikke helt ved, hvad hun kan gøre for dig. Men måske ved du det? Måske er det nok, at hun bare er der til at tale med og støtte sig op ad. Og det kan du jo godt fortælle hende.

Jeg synes det er en god idé at fortælle det til din mor. Og hvis du er nervøs for, hvordan samtalen bliver, kunne du måske starte på en anden måde. Hvad med at skrive et brev? På den måde kan du måske komme det hele lidt i forkøbet og få sagt tingene, som du gerne vil sige dem.

Det lyder som om, at der også er ting, der er svære, og som måske kan føles som om, at de står lidt i vejen. Der tænker jeg på din far og din tro.

Det lyder lidt som om, at din far ikke helt ved, hvordan han skal forholde sig. Men også som om, at han faktisk ikke er fjendtligt indstillet. Når noget er anderledes, end man er vant til, så ved man ikke altid, hvordan man skal reagere. Jeg tror og håber, at det bare handler om tid og tilvænning for ham.

Du kan sagtens finde en måde at balancere din seksualitet og din tro. Det er der mange mennesker som gør. Et forhold til Gud er faktisk en meget personlig ting, for tro er jo i en vis forstand en livsfilosofi, hvor der er plads til forskellige fortolkninger, bekendelser og tilgangsvinkler. Mest af alt handler det om kærlighed. Og jeg har før hørt argumentet, at hvis man elsker, så kender man Gud.

Jeg kan ikke henvise dig direkte, men jeg er sikker på, at du kan søge på nettet efter kirker/trossamfund, der vil imødekomme dig, som du er. Ligesom at du kan finde artikler og debatindlæg, der berør spørgsmålet.

Jeg synes, du lyder som en meget fornuftig og reflekteret fyr. Det behøver ikke være lige nu, det behøver ikke være det hele på en gang. Men når du kommer dertil, så håber jeg virkelig, at du finder en god måde at springe ud på.

Mange kærlige hilsner,

BørneTelefonen