Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Bedste venindes kæreste

Kære børnetelefonen, jeg er en pige på 15 år.

Her fornyligt var jeg til en fest hos en god ven. Der var jo selvfølgelig alkohol og jeg havde haft drukket en del. Kort sagt, jeg var pisse stiv.

Min bedste veninde var ikke med, pga sygdom. Senere på aften stødte jeg på hendes kæreste, som vi så kan kalde x. X havde ikke haft drukket så meget da han skulle på arbejde næste dag.

Vi snakkede lidt og lige pludselig lagde han hans hånd på mit lår. Vi endte med at kysse lidt, og snart var vi oppe på en af værelserne, og så kan man jo godt tænke sig til resten…

Her efter festen har jeg haft vildt dårlig samvittighed, for hun er jo min bedste veninde. X har ikke haft nævnt noget og det har jeg heller ik.

Men min mens er forsænket og jeg er bange for at jeg måske er gravid. Kan jeg få en abort ? og hvad skal jeg sige til både X og min veninde.

Kærlig hilsen en pige der lige har fucked up.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver, når noget føles svært. Jeg vil dele nogle tanker med dig, som jeg håber kan hjælpe dig på din videre vej.

Du skriver, at du til en fest havde sex med din bedste venindes kæreste. Du har dårlig samvittighed overfor din veninde og er samtidig bekymret for, om du er gravid og hvad der skal ske, hvis du er.

Jeg kan godt forstå, hvis du føler, at det hele kan virke lidt kaotisk og uoverskueligt. Det er aldrig rart at gå og bære på sådan en hemmelighed. Slet ikke over for et menneske, som man holder meget af.

Den dårlige samvittighed kan tynge rigtig meget, og det kan blive mærkeligt for dig, når du igen skal ses med din bedste veninde. Og særligt i situationer, hvor hendes kæreste også er til stede.

Hvis din veninde betyder meget for dig, tænker jeg, at du næsten bliver nødt til at fortælle hende, hvad der er sket. Det bliver nemlig kun værre, hvis hun hører det fra andre end dig. Måske har nogen f.eks. set jer kysse eller gå op på værelset.

Du kan f.eks. sige til hende, at du er ked af det og har dårlig samvittighed.

Ved at sige det til hende, finder hun også ud af, at hendes kæreste ikke er til at stole på. Det giver hende mulighed for at handle på det, hvis hun vil.

Men det bliver et kæmpe slag i hovedet for hende, når det både er hendes kæreste og bedste veninde, der har svigtet. Derfor skal du være indstillet på, at det vil tage tid for hende, før hun måske kan blive klar til at være veninder med dig igen.

Det kan dog være meget svært at skulle have sådan en samtale med ens bedste veninde. Du ønsker hende jo ikke noget ondt for ellers ville du ikke have den dårlige samvittighed. Så hvis samtalen face-to-face er for svær kan du måske enten ringe hende op eller skrive til hende på SMS eller en anden platform?

Det er også en mulighed ikke at sige det til hende. Tanken bag den løsning er, at hun bliver enormt ked af det, hvis hun får det at vide, og dermed kommer belastningen hovedsageligt til at ligge på hende. Både du og kæresten får renset jeres dårlige samvittighed, og resten er op til hende.

Vælger du derimod ikke at sige det, bliver det formentligt sværere for dig selv, fordi du skal have noget på samvittigheden, som du må gå med og lade nage. Til gengæld belastes hun ikke af det – med mindre andre fortæller hende det.

Hvis du vælger ikke at sige det skal du måske prøve at lade være med at være sammen med hendes kæreste igen. I hvert fald ikke i den tid, de er kærester.

Men du må gøre op med dig selv, om du kan have så stor en hemmelighed for din bedste veninde, som faktisk omhandler hendes kærlighedsliv. Og du må tænke over, hvor stor sandsynligheden er, for at nogen har set dig og X og kan finde på at sige det til hende.

I forhold til bekymringerne om graviditet, skriver du, at din menstruation er forsinket. Det behøver ikke at betyde, at du er gravid. Nogle kvinder har ikke en fuldstændig regelmæssig menstruation og det kan derfor sagtens variere med flere dage, hvornår den kommer. Og faktisk kan psyken også påvirke menstruationen. Dvs. at dine bekymringer om graviditet godt kan forårsage, at menstruationen er længere undervejs denne gang.

Dog skal det tages alvorligt, hvis din menstruation ikke kommer. Du kan så købe en graviditetstest. Det kan du enten gøre i en dagligvarebutik, i Matas, Normal eller på apoteket. Du kan teste derhjemme, så ingen ved noget om det.

Du kan også gå til lægen og fortælle om din udeblevne menstruation og bede om at få foretaget en graviditetstest. Du skal dog vide, at lægen ikke har tavshedspligt over for dine forældre, når du er under 18 år. Men du kan bede lægen om ikke at sige det til dem. Det er dog i sidste ende lægens beslutning.

Skulle det vise sig, at du er gravid, kan du få foretaget en abort op til 12 uger inde i graviditeten. Der er forskellige løsninger, alt efter hvor længe siden, det er, du har haft sex med fyren. Men det kan din læge fortælle dig mere om, hvis du har fået konstateret en graviditet.

Er det tilfældet, at du er gravid, tænker jeg, at du kan snakke med en voksen om, hvordan du skal sige det til din veninde og X. Måske kender du en voksen, som du er tryg ved og som du ved, vil hjælpe dig?

Det kan også være, at du har brug for at snakke med én om alle bekymringerne og tankerne, selvom du ikke er gravid. Det kan være rart at få det talt igennem, når man har haft bekymringer, der har fyldt så meget. Og uanset kan det også være rart for dig at få talt om samvittigheden over for din veninde.

Jeg vil dog slutte af med at sige, at der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, for at en graviditet finder sted. Det betyder ikke, at det ikke kan lade sig gøre og være tilfældet, men måske kan det give dig lidt ro at vide, at det kræver at du har været på det helt rette tidspunkt i din cyklus – og at selvom du har været det, er det ikke altid, at sædcellen er kommet helt op og har befrugtet ægget. Så tag en dyb indånding – og få det undersøgt for en sikkerheds skyld.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, når du om lidt skal beslutte dig for, hvad du gør.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Er du bange for at du er blevet gravid? Få gode råd her

Hvis du har haft ubeskyttet sex og er bange for, om du måske er gravid, kan det være, du har spørgsmål som: Hvordan ved jeg, om jeg er gravid? Hvornår kan jeg tage en graviditetstest? Har lægen tavshedspligt? Kan jeg tage en fortrydelsespille?

 

Her på siden kan du få hjælp ved at prøve guiden, læse gode råd eller breve fra andre unge. Du kan også se, hvilke rettigheder du har, hvis du skal tale med din læge.

Graviditet Andre der hjælper

Klinkker for prævention og sexsygdomme

Rådgivning og undersøgelse - prævention, graviditet og sexsygdomme
Læs mere

Mødrehjælpen

Rådgivning vedr. uønsket eller planlagt graviditet og til unge forældre
Læs mere

Sexlinien

Rådgivning og information om krop, seksualitet, sex, grænser og køn (15-25 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat