Jeg tror jeg er lesbisk…
BREV
Hej,
ved ikke rigtig hvordan jeg skal starte det her brev, så jeg starter bare fra begyndelsen.
Jeg har aldrig haft nogle følelser for drengene fra min klasse.
Og en dag talte jeg med en fra min skole, og snakken gik… Og så kommenterede hun senere “held og lykke med at finde en dreng der er lige så [insæt noget her] som dig!” Og jeg fik det helt underligt, som om der var noget galt? Og så sagde jeg bare “ja…”.
Og nu kom jeg senere til at tænke på noget… Jeg har fuldt med i nogle serier med mine veninder, og de spørger hele tiden hvem af drengene jeg bedst kan lide? Og sandheden er at jeg ikke kan lide nogen af dem… Jeg kan lide en af pigerne.
Og jeg kan virkelig ikke lide ideén om at “springe ud”, for skulle jeg have sagt noget hvis jeg var hetro? Nej. Jeg vil bare gerne have at homosexuelle, hetro o.s.v. har lige forhold.
Så jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre…
Hilsen pigen der er meget forvirret.
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige,
Du har fuldstændig ret, det bør ikke være nødvendigt at definere seksualitet ved at springe ud! Og det kan også lade sig gøre, den dag du møder en som du bliver forelsket i og måske skal præsentere for familie eller omgangskreds, så behøver du ikke definere noget som helst – et navn på kæresten er vel ganske fint, det plejer det da at være.Kærligheden er det vigtigste i alle forhold!
Det ’nemmeste’ er altid at gøre det, de andre gør og tænke det de andre tænker… Langt de fleste teenagere oplever dog at føle sig udenfor og alene med nogle tanker på et tidspunkt. Det kan være tanker om seksualitet, om udseende, om at have anderledes interesser, eller noget helt fjerde. Mon det der frustrerer dig allermest er, at du ved du ville skulle forklare dig (måske nærmest føle at du skulle forsvare dig) hvis du fortalte f.eks. dine veninder om de tanker og følelser du har?
Mange homoseksuelle finder først endeligt ud af, at de er til det samme køn når de er over 20 år. Selvom de måske har haft det på fornemmelsen i længere tid, ved jeg at mange har ’eksperimenteret’ lidt og prøvet at være sammen med begge køn inden… Det er altså helt ok at være åben overfor det der kommer og ikke beslutte om man er til det ene eller det andet køn når man er i din alder. Det kan sagtens være at du er til piger og vil blive ved med at være det, men det kan også være at de drenge du er omgivet af i din klasse eller ser i serier bare ikke ’trykker på de rigtige knapper’ hos dig, og at du kan møde en dreng der gør det.
Jeg kan godt forstå at det irriterer dig og frustrerer dig at man som homoseksuel skal ’springe ud’ og på den måde ikke har lige vilkår som heteroseksuelle. Jeg synes det er en meget stærk og vigtig pointe og det er sejt, at du er opmærksom på dette problem og kan sætte ord på det. Jeg tror alle i din alder der ville have glæde af at høre om seksualitet og om hvordan det er at være bøsse, lesbisk og biseksuel, transseksuel etc.. Der er nemlig mange der tænker over det, men ikke er lige så opmærksomme på deres følelser som du er. Jeg ved ikke om du kunne have lyst til at snakke med dine veninder om det, altså mere generelt, uden at nødvendigvis at fortælle om hvordan du selv har det? Det kunne også være at du kunne foreslå til din klasselærer at det var et emne I tog op?
Tit hjælper det at komme ud med sine tanker, og du er allerede godt på vej ved at have skrevet dette brev. Det kunne måske også være rart at snakke med en enkelt veninde eller måske en voksen, du har tillid? Mange har glæde af råd de har fået på Sexlinien for Unge – prøv f.eks. dette link: http://www.sexlinien.dk/emneside-seksualitet-og-koen/lesbisk.aspx. eller hos www.LGBT.dk Jeg håber du føler du har fået svar på det du håbede og ellers vil kontakte os igen hvis det er , det er du i hvert fald altid velkommen til.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen
læs og giv råd til at springe ud
Vil du gerne fortælle din familie og venner om din seksuelle orientering?
Her kan du få andre børns gode råd til, hvordan du kan gøre det. Du kan også dele dine egne oplevelser og gode råd.