Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Forbudt (næsten) kærlighed HJÆLP

Hej BB

Jeg er en muslimsk pige u. Tørklæde på 12 år

og her forleden kom der en ny dansk og kristen dreng i klassen som jeg er blevet ulyjjelig forelsket i.

Jeg tænker ikke på andet end ham.

Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre da jeg er muslim og han er kristen.

Jeg tør ikke sige det til min mor, far og mine veninder da jeg er bange for at mine veninder går hen og siger det til alle mulige andre og også ham hvis vi blev uvenner.

Hvad gør jeg?

Min religion forbyder det jo men jeg vil ikke bryde nogen regel.

KH ANONYM

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Tusind tak for dit brev. Jeg vil gerne begynde med at skrive, at det er rigtig fint, at du skriver, at du er anonym. Måske ved du det allerede, men du vil altid være anonym, når du skriver eller ringer til BørneTelefonen.

Det er så dejligt at være forelsket, men det er vanvittig hårdt at være ulykkelig forelsket, så jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Jeg vil gerne prøve at give dig nogle ideer, som jeg håber, du kan bruge.

Du skriver, at du ikke tør sige det til dine veninder, fordi du er bange for, at de vil sige det til drengen og til andre. Når man er så forelsket som du er, kan det faktisk være en hjælp at få det sagt til et andet menneske. Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at sige det til dine veninder, når du er bange for, at de vil sige det til drengen. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om der mon er én af dine veninder, som du har et særligt godt forhold til? Er der mon én af veninderne, som du kan stole mere på end de andre? Det tænker jeg, kan være godt for dig at overveje en gang mere, og hvis der er det så at betro dig til hende.

Jeg bliver nysgerrig efter, om du kender dine forældres holdning til at bære tørklæde, hvad man må og ikke må, når man er muslim og om det at være forelsket i en dreng, der ikke er muslim? Har du mon talt med dem om det? Når jeg spørger om det, så er det fordi du skriver, at du ikke bærer tørklæde. Har dine forældre accepteret det, eller vil de helst have, at du bærer tørklæde? Hvis de har det ok med, at du ikke bærer tørklæde, så har de det måske også ok med, at du er forelsket i drengen? Måske kender du allerede svaret men hvis ikke, så tænker jeg på, om det kunne være en hjælp for dig at tale med dine forældre om det?

Har du mon søskende, der er ældre end dig? Hvis du har det, så kunne du måske tale med dem om, hvad de synes, er det rigtige at gøre. Hvis du har ældre søskende kan det også være, at de kender jeres forældres holdning til at være forelsket i en dreng, der ikke er muslim. Måske har de prøvet det samme som dig.

Jeg har nu givet dig nogle forskellige ideer til, hvad du kan gøre. Jeg ved ikke, om det er ideer, som du tænker, du kan bruge. Det kan også være, at du gerne vil bruge en af ideerne, men at du synes det er svært at finde ud af, hvordan du skal gøre det. Hvis du har lyst, så kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en af rådgiverne der. De vil også kunne hjælpe dig. Hvis du tænker, at det er svært at skulle forklare over telefonen, så kan du jo læse dit brev og måske også svaret højt eller give rådgiveren id.nr. til dit brev og mit svar. Så kan rådgiveren læse det på vores hjemmeside, ligesom du gør nu. 

Jeg ved, at der er rigtig mange andre piger og drenge, der er i samme situation som du. Når du har skrevet et brev giver du andre mulighed for at læse med og måske kan andre så også finde løsninger på deres problemer. Derfor er det en rigtig god beslutning, at du har skrevet brevet og jeg vil gerne endnu en gang sige tak for dit brev.

Kærlige tanker og hilsner fra BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør sangeren Clara og 15-årige Tiba tale om at have en udenlandsk baggrund og føle sig anderledes.

Religion og kultur Andre der hjælper

Amal Hayat

Hjælp til unge på vej ind og ud af radikalisering
Læs mere

Diskriminationslinjen

Rådgivning i forbindelse med diskrimination
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat