Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Vil ikke bo hjemme

Hej

jeg er en pige på 13 jeg går psysisk ned hvis jeg ikke kommer hjem

min mor og far skændes heletiden og slås og jeg skændes med min mor hver dag og det sindssyg voldsomt plus jeg aldrig får lov til noget som helst

jeg hader min mor!

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 13 år

Tusinde tak for dit brev. Hvor er det modigt af dig, at du skriver her. Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at du er god til at mærke, at noget hjemme hos dig måske ikke er helt, som det burde være.

Jeg kan godt forstå, at du bare ikke vil være med til det længere. Jeg forstår godt, at du får lyst til at flytte hjemmefra, så du kan slippe væk fra dine forældres skænderier og slåskampe. Og fra dine voldsomme skænderier med din mor.

Du er bestemt heller ikke alene om at have svære følelser forbundet med dine forældre. Der er mange unge, som skriver om at hade deres forældre og deres hjem. Der er mange børn, som ringer og sms’er til BørneTelefonen, fordi de ikke har det godt hjemme. Måske er det noget for dig at ringe til BørneTelefonen på 116111?

Vi vil altid gerne være der for dig og tale med dig. Vi kan også hjælpe dig med at komme videre med dine problemer derhjemme.

Det er i hvert fald vigtigt, at du får talt med en voksen som du stoler på, om det her. Det er ikke meningen at børn skal bo i et hjem, hvor forældrene skændes meget og slås.

Dine forældre skal passe godt på dig. Det betyder, at de skal sørge for, at du har det godt og er tryg derhjemme. Hvis dine forældre har svært ved det, så har I ret til at få hjælp.

Jeg ved at der er mange børn, som har det godt med at snakke med en lærer, en pædagog eller en venindes forælder. De ved, hvad de skal gøre for, at dine forældre kan få hjælp til at passe bedre på dig.

Det kan godt være svært at fortælle nogen om det her. Derfor tænker jeg også, om det kunne være en idé, at du viste dit brev til mig og mit svar til dig til en voksen?

Du kan fx sende brevene til din lærer, og så kan I snakke om det over computeren eller i telefonen bagefter. Jeg tænker, du nok ikke er i skole lige nu pga. Corona, så det kan være, du skal gå en tur, imens du taler med din lærer. Hvad tænker du mon om det forslag?

Nu du skriver, du gerne vil flytte hjemmefra, så vil jeg også gerne fortælle dig om BørneTelefonens bisiddere. Det er nemlig kommunen, som kan hjælpe dig med at finde ud af, om det er en god idé for dig at flytte hjemmefra.

En bisidder fra BørneTelefonen er en voksen, som kan gå med dig til møder i kommunen, når du skal fortælle om, hvordan du har det.

Bisidderen kan gå med dig for at støtte dig og hjælpe dig med at få sagt de ting, som du synes er vigtige.

En bisidder kender også meget til børns rettigheder og kan derfor også fortælle dig om de rettigheder, du har, og hvordan det måske kan lade sig gøre at flytte helt eller delvist hjemmefra. Du bestemmer også helt selv, hvor du gerne vil mødes med din bisidder. Det behøver slet ikke være derhjemme. Det kan være til en gåtur eller på din skole – også selvom den er lukket ned lige nu.

Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, der har haft det svært, med at få den hjælp de har brug for. Hvis du gerne vil høre mere om, hvordan en bisidder kan hjælpe dig, så ring til os på 35555559.

Du kan også møde en ung i videoen her, som har fået en masse støtte af en bisidder, der hedder Anette: Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg håber, at du får lyst til at ringe og snakke med os på BørneTelefonen en dag.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

 

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Flytte hjemmefra Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Studenterrådgivningen

Psykologhjælp og andre tilbud til studerende på videregående uddannelse
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat