Min far har misbrugt mig, hvad skal jeg gøre?

Det er ikke i orden, det din far gør. Incest er forbudt ved lov, og det er altid den voksnes ansvar at overholde. Du kan fx få kommunen til at hjælpe dig, og du kan få en bisidder fra Børns Vilkår. Hvis du har brug for at snakke med en rådgiver om, hvad du skal gøre, kan du ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på vores chat.

Hej,

jeg er en pige på 13 år og jeg er blevet misbrugt sexuelt af min far siden jeg var 5.

Der jeg så fortalte om det til en veninde blev hun meget forskrækket, og sagde jeg burde anmelde det, da det er ulovligt.

Men jeg elsker min far og han er det eneste familie-medlem jeg har tilbage. Ogjeg ved ikke hvor jeg skulle flytte hen hvis jeg skulle flytte.

Hvad skal jeg gøre?

Hjælp mig please!

Pige, 13 år

Kære pige på 13 år.

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du er i en svær situation, når din far har misbrugt dig seksuelt, og jeg kan godt forstå, at din veninde blev forskrækket, da hun hørte det.

Det er ikke i orden, det din far gør. Incest er forbudt ved lov, og det er altid den voksnes ansvar, også selv om barnet går med til det. Andre børn, der har haft det som dig, har fortalt mig, at selv om de syntes, at det var lidt mærkeligt, så kunne de også sommetider synes, at der også var noget rart ved det. Måske genkender du det?

Hvis du gerne vil have hjælp, er det kommunen, der skal hjælpe dig. Du kan få en bisidder fra Børns Vilkår til at hjælpe og støtte dig, og du kan se mere om vores bisidderordning på bornetelefonen.dk/bisidder. Hvis du har brug for at snakke mere med en rådgiver om, hvad du skal gøre, synes jeg, du skal ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på vores chat.

Du er altid velkommen til at skrive til os igen.

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat