Min far

Hej Brevkassen.

Jeg har igennem mange år haft problemer med mig selv, og det at stole på andre. For mange år siden, blev mine forældre skilt. Jeg husker stadig øjeblikket de fortalte det til mine tre storesøstre og mig.. Min far har aldrig været en rigtig far. Der er aldrig blevet udvist kærlighed, omsorg eller nærvær fra ham..

Min far startede med at bo i en campingvogn ved siden af vores hus. Efter det flyttede han længere væk… Hold da op det er svært at finde ud af hvad jeg skal skrive..

Det har altid været mine søskende og mig der har spurgt ham om vi kunne komme og besøge ham i weekenden. Han har aldrig taget initiativet selv.. Vi har aldrig følt os gode nok i fars øjne..

To-tre år går der før vi ikke får svar fra vores far.. Vi tager op til ham, intet lys i huset, min ældste søster går og kigger ind i huset, de andre sidder sammen med mig. Hun finder min far liggende på sofaen, og han rejser sig op og åbner vinduet. J. spørger hvorfor han ikke svarer, og han siger at han ikke vil se os længere..

Min reaktion kan jeg stadig huske den dag i dag… Jeg trampede i gulvet og skreg så højt jeg kunne mens jeg græd og mine søstre holdte i mig og prøvede at få mig til ro.. Det gjorde bare så ondt, og jeg tror at det var det der satte kog i alt inden i mig.. Det er også først nu at tårerne kommer, i mens jeg skriver det her.

Endnu to år går der og vi kommer i kontakt med ham igen.. Min søster var ude at gå og tilfældigvis ser hun min far kørende forbi og han ser hende.. De snakker sammen og finder ud af at mødes igen.. Da jeg fik det at vide, virkede det helt surrealistisk.. Jeg tror at jeg havde vænnet mit hoved og mit hjerte til aldrig at skulle se ham igen..

De aftalte en dato og vi tog op på den adresse som var angivet.. Han var meget gladere end før, og et lille håb kom op i mig… Jeg havde aldrig set min far være glad.. Men samtidig holdte jeg mig tilbage og nægtede simpelthen at tro på det..

Vi ser hinanden allesammen, vi hygger, har det godt, men igen er det for det meste os som skriver til ham.. Jeg kan huske at der en sjælden gang kom en besked hvor han skrev: “Hvad skal min pige lave i weekenden?” og det var som om jeg blev forelsket da jeg fik sådanne beskeder.. Men igen, troede jeg ikke på det..

Tiden gik og han svarede os ikke igen.. En af mine søstre og jeg tog op til ham, og jeg kunne mærke vreden i mig… Han sidder i et helt mørkt rum med en smøg i kæften.. Og jeg skælder ham ud og prøver at finde et svar.. Men det eneste man får ud af ham er: “Jamen M., jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” Jeg kunne ikke kende mig selv, så gal var jeg.

Min søster og jeg kørte, selvom jeg ikke var meget for det fordi han var som han var.. Depressiv og helt alene.. Og på en måde har mig og en af mine søstre altid tænkt fra hans side af.. Ikke fra vores. Men den aften var jeg ligeglad og skulle bare ud med alt det jeg havde indeni..

Hver gang jeg skulle til noget med skolen, skolefest eller andet, ville jeg invitere min far.. Men det var noget af det sværeste jeg gjorde som barn.. Det eneste jeg tænkte på var, om han hyggede sig… Jeg kan stadig huske den klump i maven, fordi jeg ikke kunne underholde min egen far fordi han bare så ud som om at han aldrig havde kedet sig mere i sit liv.. Jeg tænkte og tænkte men der var ikke noget jeg kunne gøre… Det var de længste aftener i mit liv..

Igen gik der noget tid før vi sås, efter den aften hvor jeg skældte ham ud.. Vi fik et opkald af vores faster om at han havde prøvet at gasse sig selv ihjel.. Mine søstre, som blev ligeglad med ham efterhånden, skyndte sig at sige at vi skulle op og besøge ham på sygehuset.. Men jeg ville ikke.. Det var som om at jeg intet følte.. Jeg var ligeglad.. Jeg kunne ikke rigtig forstå alvoren i det.. Jeg tror at mit hoved ikke kunne rumme mere..

Dagen efter tog jeg med mine søstre derop.. Det var så dejligt at se ham.. Vi holdte om hinanden i meget lang tid, mens mine søstre stod omkring og kiggede på.. Vi græd allesammen og det var et meget specielt øjeblik.. Jeg husker stadig hans ansigt idag. Det var så fyldt med sorg og skyldfølelse.. Han sagde til mig at han var så glad for at jeg valgte at tage med alligevel..

Denne gang havde han fået en kone fra Thailand.. Han var meget forelsket og fløj på en lyserød sky.. Han ville endda have flere børn med hende.. Men det nåede de aldrig fordi hun fandt en anden. Og det var grunden til at han ikke kunne se hvorfor han skulle være her mere.. Jeg kan huske at han sagde at der ikke var noget tilbage som elskede ham.. Vi og hans kone fra Thailand var jo “skredet”.

I mellem tiden er der sket en masse, som det forrige jeg har skrevet omkring ham.. Han er/var en meget svær mand at forstå. Og det gjorde at jeg faktisk var den eneste som havde kontakt med ham..
Der gik så lidt tid, og han fandt en anden pige fra Thailand. Dette er ikke så lang tid siden. Denne gang er jeg den eneste af mine søstre som har kontakt med far.. De andre gav op for lang tid siden, hvilket jeg udemærket godt forstår..

Mig og min far havde nærmest bygget et nyt bånd i mellem os, og vi havde det bedre end nogensinde. Han havde planer om at flytte til Thailand. Og det er mest fordi at hans krop er ødelagt… Han har været lastbilchauffør i mange år og har været igennem mange ulykker så han har fået en masse gigt og derfor er det for koldt for ham at bo i DK. Jeg kan godt forstå ham og så alligevel ikke.. Han har fire døtre herhjemme…

Jeg beder ham så om at fortælle mig når han tager til Thailand så jeg kan sige farvel til ham, og måske få mine søstre med, og det siger jeg til ham utallige gange.. Det næste er så at jeg spørger ham om han er hjemme, og så svarer han med et check-in i Thailand.. Jeg var knust..

Det er omkring 8 måneder siden nu.. Det eneste jeg har fra ham, er fra hans mange ture til Thailand, hvor han har sendt en video til mig hvor han siger at han savner og elsker mig. Det er meget svært for ham at sige sådan nogle ting, og det var det også i videoen, kan man se…

Idag sidder jeg/vi så tilbage uden vores far.. I starten havde jeg det okay med det, men det tror jeg også kun er fordi at det gør for ondt at tænke på..

Jeg har haft en kæreste i 2,5 år som har støttet mig meget i alt det her… Men problemerne med min far i fortiden, ødelægger meget i vores forhold.. Jeg forventer utroligt meget af min kæreste, ting som jeg ikke kan forvente af ham i vores alder og pga. hans personlige problemer..

Han har afghaner og kommer fra et muslimsk hjem.. Hans forældre forstår ikke deres børn og min kærestes lillesøster er kommet i plejefamilie pga. det.. Nu er han tilbage og chikanere.. Han får ikke plads til at være sig selv, og han er så frustreret over at de har taget hans lillesøster væk fra ham..

De har kontakt, og mødes tit, men tanken om at hun er en del af en anden familie, er hårdt for ham..

Siden februar har jeg røget en del hash sammen med ham fordi at vi følte at det var vores eneste flugtsted.. Et sted hvor der kun var glade tanker, og alting var sjovt.. det manglede vi især i vores hverdag..

Jeg skriver herind fordi jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal håndtere sorgen over min far. Den har været skyld i at jeg de sidste 3 år, ikke har kunnet finde ud af hvad jeg vil, og hvem jeg er. Jeg har været igennem 3 uddannelser, men hoppet af igen.. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af hvad jeg ville.. Den har ødelagt mit selvværd og har gjort at jeg i mange tilfælde har følt mig alene..

Jeg mandler tit opmærksomhed, og nogle gange tror jeg at jeg har brug for problemer til at få kærlighed og opmærksomhed.. Jeg skaber problemer ubevidst.. Og det er kun fordi jeg mangler nogen til at være over mig 24/7..

Jeg har endelig fundet ud af hvad jeg vil… Jeg går på Handelsskolen og arbejder ambitiøst med det… Men jeg mangler at blive taget hånd om.. Ååååh der er så mange ting jeg kan tilføje til alt det jeg har skrevet, og jeg har nu siddet i en time og prøvet at skrænke det ind..

Jeg vil bare gerne komme over min far, og leve mit liv.