Kære du.
Tusinde tak for dit brev. Jeg kan sagtens forstå, at du har brug for at dele dine tanker, og jeg vil gøre mit bedste, for at hjælpe dig.
Det lyder som en rigtig svært situation, du beskriver.
Du skriver, at din mor har fortalt, at hun ikke ville have noget med sine søskende at gøre, hvis hendes forældre ikke levede. Hun har også sagt, at hendes søskende ikke kan lide hende, og de synes, hun er pinlig og træls. Du fortæller, at det skær i dit hjerte, at din familie ikke kan lide din mor.
Når jeg læser dit brev, så får jeg den tanke, at det måske ikke altid er sådan, at de ikke kan lide hinanden, og at din mor i det øjeblik hun fortæller dig dette, er vred på sin familie og såret over noget de har sagt eller gjort, og derfor får sagt nogle hårde ord om sine søskende.
Kender du mon det fra dit eget liv? At når man en gang imellem bliver såret eller vred over noget, nogen har sagt, så kan man blive så gal eller ked af det, at man får sagt nogle ord, man ikke helt mener. For eksempel er det ikke sikkert, at din mor ikke vil ses med sine søskende, hvis hendes forældre ikke levede.
Det virker til, at du er en dejlig og kærlig person, der bekymrer sig om din mor og hele din familie.
Jeg tænker, at du ønsker, at der er ro og fred i din familie.
Jeg mener, at det er en "voksenting", din mor har involveret dig i. Det ville være bedst, hvis hun ikke havde fortalt dig om konflikterne, men i stedet havde fundet andre voksne, der kunne hjælpe og støtte hende.
Som jeg læser dit brev, så har du jo ikke noget med konflikterne at gøre, og du kan og skal ikke løse de voksnes stridigheder. Jeg kan godt forstå, at du synes det er synd for din mor, men jeg mener altså ikke, at det er din opgave at hjælpe hende.
Da du skrev dette brev, fortæller du at du gerne ville tilbage til efterskolen eller besøge en veninde, men du fortæller også, at dette ikke var muligt. Hvad gjorde du mon, for at komme igennem dagen? Gad vide om der stadig er lige store spændinger i din mors familie?
Jeg blev glad, da jeg læste, at du havde lyst til at ses med nogle af dine venner. Det er nemlig rigtig godt at kunne bruge sine venner, når man f.eks. føler sig påvirket af familiekonflikter. Det kan være hjælpsomt at tale med ens venner om problemer i familien. Jeg tænker på, om der mon er nogen, du kan ses med , når du er hjemme hos din mor?
Jeg vil foreslå dig, at tage en snak med din mor om, hvordan du har det. Jeg synes, det er nogle svære følelser at gå med alene, og det er ikke sikkert, at din mor havde valgt at fortælle dig om alt dette, hvis hun vidste, hvor ked af det du blev. Du kan eventuelt lade hende læse dit brev og mit svar, så hun ved, hvordan du har det.
Hvor kunne det være dejligt, hvis din familie kunne finde fred med hinanden. Er der mon nogen af dine mors søskende, som du taler godt med? Måske kunne det være en idé, at fortælle dem, hvad din mor har fortalt dig, hvor du samtidig fortæller dem, at du er rigtig ked af det. Når jeg siger dette, så er det ikke fordi du skal hjælpe de voksne med at løse konflikterne, men det kunne være en måde at gøre din familie opmærksom på, at det gør dig ked af det, når du hører, at de ikke kan lide din mor. Det kan være, at de voksne i din mors familie vil tænke lidt mere over, hvordan de taler med og om hinanden fremover.
Hvis det er for svært at tale med din familie om, så kunne det være, at der var andre voksne, som du taler godt med, der kunne hjælpe dig med at tale med din mor. En sundhedsplejerske på skolen, en lærer, en venindes mor eller en god nabo måske.
Jeg synes, det er så flot, at du skriver herind omkring din families trivsel, og det er tydeligt, at din familie betyder meget for dig.
Jeg håber, at der kommer ro i din familie, og du skal huske, at du altid er velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111. Det er gratis, og du kan være helt anonym.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
