Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er bekymret for min mor

Hej

Jeg skriver til jer angående min mor. For 4 år siden blev min mor og far skilt fra 18 års meget giftigt forhold. Vi havde sådan en slags patriark familie, hvor det var min far der styrede det hele, og det skulle alt sammen være som han ville have det. Min mor er typen som lytter og fortæller ikke så meget om sine følelser, imens min far taler en masse om sig selv og brokker sig en hel del. Men problemet stoppede ikke her, for min far flyttede ud og min mor blev boende i huset.

Her blev han ved med at dukke op og lave rav i det hele ved at kører stemninger helt op, bare fordi han synes det var sjovt, og fordi han mente at han stadig ejede en del af huset, fordi han betalte stadig for et eller andet med huset at gøre. Herefter besluttede min mor sig for en frisk start og vi flyttede. Min mor arbejder som plejemor, så hun er eneforsørger til 4 børn pt. Vi har nu boet i det nye hus i over et halvt år.

Selve problemet er ikke min far. Jeg holder ikke rigtig kontakt med ham, udover at han skriver en gang imellem, men det har jeg kontrollen over.
Problemet er, at min mor får de her voldsomme humørsvingninger, hvor at det kan gå godt i en længere periode. Det kan være nogle måneder, og så pludselig eksploderer hun. Alt er galt. os børn sætter ikke stor nok pris på hende og familien, og der er ingen, når hun har brug for hjælp.

De her eksplosioner kan komme ud fra små dagligdags problemer som at vi skal tømme skraldespandene uden hun skal sige det, eller at vi havde planlagt at tage på stranden, men vi stod alt for sent op til, at hun gad at være ude i solen. Det tager en hel del på mig og min søsters mentale energi, især fordi vi ikke ved, hvad hun ville have fra os. Jeg har siddet og talt med min mor om det, men det som om hun ikke fortæller hele sandheden.

Jeg var på efterskole sidste år, og da jeg kom hjem eksploderede hun om sommeren 2021. Hun blev så sur, fordi jeg ikke kunne beslutte mig for om jeg ville bo kun hos hende eller hos hende og min far, (men jeg fandt senere ud af, at hun ville reelt bare gerne have, at jeg boede hos hende, fordi hun følte, at min far fik alt og gjorde intet selv for sine børn, og vi ville alligevel priortere ham højere end min mor, som rent faktisk gør en masse for os.) og det endte i, at hun blev mega sur og smed mig ud med undskyldningen, at hun ikke kunne klare at være sammen med mig, for jeg mindede for meget om min far, og så skulle jeg bo hos min far.

Dette var selvfølgelig en fiasko, og en meget svær periode for mig. Senere hen flyttede jeg hjem til min mormor. Det var også det år jeg startede i 1.g og endte med en depression som fik mig i udredning, og jeg fik konstateret ADD. (Endte også med at få lov til at flytte tilbage hjem til min mor). Hendes udbrud var der også julen 2021 og nu også sommeren 2022 og så har der også været små som jeg ikke husker præcis dato. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg prøver virkelig at ændre på de ting, som hun gerne vil have mig til at ændre, men jeg føler hele tiden, at der bliver fyldt mere på listen, og at hun aldrig er helt tilfreds.

Nu står jeg og tænker, at det nok ikke er mig som er problemet, men at min mor aldrig rigtig fortæller, hvordan hun har det, og så ophober følelserne i hende, og det ender med en eksplosion, for sådan var jeg også, før jeg fandt ud af, at jeg har brug for at tale med nogen om mine følelser og at jeg har ADD. Jeg er blevet bedre, men lige angående min familie er jeg følsom og de ting gemmer jeg lidt.

Ved ikke om jeg kan få et reelt svar eller om dette kunne forståes, da det er meget kompliceret og der er en masse baggrunds viden som jeg ikke har skrevet her, fordi det ville fylde for meget.
Men havde måske også bare brug for at skrive det ned, og have nogen som læste det.

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år

Tusind tak for dit brev til BørneTelefonen.

Det lyder som noget af en følelsesmæssig tur, du har været igennem i dit liv, så jeg synes, det er godt, at du skriver. Jeg synes, du med dit brev, tager et ansvar. Det er super flot af dig, at du viser den bekymring og den omsorg for både dig selv og din familie.

Det lyder, som du selv skriver, kompliceret og det er den slags ting som regel, når familie, skilsmisse, diagnoser og mentale udfordringer er i spil på én gang. Det er du ikke den første, der har oplevet, så der er du ikke alene.

Selv om der er mange ting i spil i din fortælling, så fornemmer jeg, at det er forholdet mellem dig og din mor, der fylder mest? Så det det, jeg vil forsøge at holde mig til. Jeg håber, det er ok.

Det første, jeg vil sige til dig, er, at jeg er glad for at se, at du er nået til den konklusion, at det nok ikke er dig, som er problemet. For det er det naturligvis ikke. Jeg er glad for, at du selv kan se det.

Du beskriver din mor, som typen som lytter og fortæller ikke så meget om sine følelser, og din far som en, der ofte sætter sig selv i fokus, fremhæver sig selv og beklager sig. Sådan et forhold kan koste rigtig mange kræfter at være i gennem 18 år. Jeg gætter på, at det har kostet kræfter hos din mor, og det lader til, at hun nok endnu ikke helt har genvundet de kræfter igen.

Du fortæller, at hun har det godt i perioder, men at ballonen så eksploderer, selv over det, man kan betegne som “bagateller”.

Det svarer lidt til, når folk får en diskusprolaps i nakken ved noget så uskyldigt som at nyse.

Det er ganske vist nyset, der udløser prolapsen – men det er de måneder og års hårde slid på systemet, som går forud for nyset, der har gjort nakken så skrøbelig, at den ikke længere kan håndtere nyset. Men det er stadig nyset, som i første omgang får skylden.

Måske du kan genkende det i dit forhold til din mor? Måske hun er blevet slidt op i et ikke-fungerende forhold til din far gennem mange år – og så skal der ikke meget til, før hun reagerer.

Lige som en fysisk diskusprolaps i nakken kræver lang tids omsorg og pleje for at hele, ligesådan gør mental nedslidning. Ofte kræver det mentale endda længere tid om at komme sig, end det fysiske gør.

Det lyder, som om din mor aldrig rigtig har kunnet finde tiden til at komme sig mentalt. Jeg tænker også, det må være svært som plejemor til 4 børn. Det er et krævende job, hun har, hvor hun hele tiden skal være der for andre. Jeg tænker på, om hun mon nogensinde har tid til at være der for sig selv?

Det er også det, du selv er inde på, når du fortæller, at din mor aldrig rigtig fortæller, hvordan hun har det, og så ophober følelserne i hende, og det ender med en eksplosion.

Du kender det også fra dig selv i forbindelse med din ADD. Der er altid en årsag, men som regel også en løsning. Og det tænker jeg også, der er for din mors vedkommende.

Jeg fornemmer jo, at du rigtig gerne vil hjælpe hende. Ikke så meget for din egen skyld. Men for hendes. Og jeres families. Mon jeg fornemmer rigtigt her?

Alligevel tænker jeg, at det er HELT ok, hvis du også ønsker en løsning for din EGEN skyld. Det må være hårdt at blive smidt ud, få at vide, at ens mor ikke kan klare at være sammen med en og hele tiden ændre på sig selv i et forsøg på at imødekomme sin mors ønsker – så hun ikke eksploderer.

Måske var din mors reaktion, hvor hun smed dig ud, i virkeligheden hendes måde at beskytte dig på. Hvis ikke du er i huset, kan hun ikke sige eller gøre noget, som kan såre dig. Måske var dét, det bedste hun havde overskud til at gøre for dig lige på det tidspunkt. Måske er det hendes måde at passe på dig.

Som jeg forstår det, bor du nu hos din mor igen, og udover at få sat ord på det hele (hvilket du gør super godt), så fornemmer jeg som sagt også et ønske om at kunne hjælpe dig selv, din mor og jeres familie.

Jeg tænker på, om din mor mon har været ved lægen for nylig?

Hvis ikke, tror jeg, det kunne det være et rigtig godt første skridt. Lægen vil kunne lytte til din mor, høre hendes historie og vurdere, hvad der vil være det bedste for hende at gøre for at få det godt igen. Det kunne fx være henvisning til psykologsamtaler. Men det vil være op til lægen at vurdere.

Hvis din mor selv synes, hun har har svært ved finde ud af, hvordan hun skal være der for jer børn, kan hun også altid ringe til ForældreTelefonen på 35555557. De kan hjælpe og rådgive forældre om svære emner som fx omsorg og kommunikation med deres børn.

Du er naturligvis også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for at snakke med os.

Hold fast i, at det ikke er dig, som er problemet. Jeg tænker heller ikke, det er din mor. Til gengæld  tror jeg, at det er den “bagage”, hun har med sig, som tynger og giver problemer.

Og det vil nok være rigtig godt for hende at få snakket med nogen om. Det kunne du måske hjælpe hende med. Fx ved at vise hende dit brev og mit svar. Det er du i hvert fald meget velkommen til.

Måske hun vil kunne genkende nogle ting, når hun ser det skrevet ned på papir. Og måske vil hun finde modet til at handle på det.

Du har i hvert fald vist et kæmpestort mod og et lige så stort hjerte ved at skrive herind.

Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat