Brev

Føler mig svigtet af mine forældre

Brevet er anonymiseret

Hej
Jeg har flere problemer i mit liv, blandt andet lever jeg med nogle dårlige forældre som hele mit liv har skældt mig ud, gjordt mig ked af det og sagt at jeg er anderledes og mærkelig. Specielt min far har – siden jeg har været helt lille – råbt, skældt mig ud og været hånlig over for mig, som altid har resulteret i store skænderier, hvor jeg blev sendt alene ind på mit værelse. Jeg har aldrig følt mig elsket.

Skænderierne starter altid med at min far skal blande sig i mig og min mors samtale, så ender det med at vi råber af hinanden og skælder ud ved aftensmaden.

Ligesom min far har jeg også selv et stort temperament, så vi fungere bare ikke sammen. Begge mine forældre har altid skyldet skylden på mig, og har sagt at hele min familie har det så godt når Jeg ikke er der, og at det altid er mig der er sur og skaber problemer.

På den baggrund sendte de mig som lille til flere forskellige psykologer for at få problemet “fixet”, uden at jeg selv forstod hvorfor jeg var der. Det “hjalp” aldrig, og har ikke været til en psykolog siden 8-9 års alderen. Her de sidste 2 år har jeg rigtig gerne vil gå til psykolog, da jeg er trist, umotiveret og føler mig ligegyldig i livet.

Jeg har også sagt flere gange til mig mor at jeg vil begynde – hver gang har jeg skulle skabe meget mod for at gøre det, da jeg selv føler mig svag når jeg skal sige det til hende. Men ja, det er aldrig sket.

Tror vist det hele her hedder psykisk vold? Jeg har i vært fald altid hadet mig selv, min familie og mit liv. Har dårligt selvværd/selvtillid og har svært ved at dele personlige tanker med andre. Et af mine største ønsker som barn var at min mor vil fraskille sig min far. Tror stadig at mange af mine problemer vil blive løst af det… Min mor kan ikke se hvor dårlig han er for mig og hvor meget skade han har gjordt på mig (psykisk), og hun tager altid hans side i diskussioner osv.

Er ret sikker på den dårlige forældreoplevelse har gjordt at jeg så også har haft problemer socialt. Har altid følt mig ensom og har aldrig haft mange venner.

Lige nu har jeg to veninder, hvor vi skriver til hindanen og ses, og dem har jeg det rigtig godt med. Men var for eksempel på efterskole for nogle år siden, hvor jeg var ensom hele året. Har ikke ses med nogle som helst fra efterskolen siden året var færdigt, og ingen af dem jeg snakkede godt med har selv taget intiativ til at være sammen/spørge hvordan det går.

Har aldrig været i en vennegruppe, og har aldrig været “inde i varmen”. Har kun været til få fester før, da jeg aldrig bliver inviteret, og når jeg spørger pænt om jeg må komme med siger de bare “at der ikke er mere plads” – hvilket jo er løgn, men en undskyldning for at de ikke gider at have mig med. Forstår ikke selv hvorfor ingen vil være venner med mig, fordi jeg ER en sød pige som respekterer alle.

Det var en lille del af hvad der sker, men ja jeg ved simpelt hen ikke hvordan jeg bliver glad, har drømt om at flytte hjemmefra siden jeg var helt lille. Jeg kan bare ikke holde mine forældre ud. Går i gym lige nu, så jeg har vist heller ikke mulighed for at flytte. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre for at blive glad, og jeg er bange for at jeg aldrig bliver glad i mit liv, når jeg bliver ældre.

Hilsen X

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 18 årig unge kvinde

Dejligt, at du valgte at skrive herind og dele dine udfordringer med os – jeg vil gøre mit bedste for, at hjælpe dig på vej mod nye handlemuligheder.

Du lyder som en meget reflekteret ung kvinde, som har tænkt over mange ting i livet. Du kan også “læse indad”, mærke hvordan du har det og tænke over, hvorfor eller hvordan. Det er ikke alle der har den evne, den skal du være glad for.

Det lyder på dit brev som en barndom, hvor du ikke altid er blevet mødt der, hvor du havde behov for, at blive mødt. At dine forældre har givet dig skylden for familiens problemer virker noget uansvarligt.

Det er aldrig børnenes skyld, at familien har problemer – det er altid de voksne som bærer ansvaret for stemningen i familien. Børn kan ikke påduttes skyld for uoverensstemmelser, børn gør det bedste de kan og det de har lært!

Hvor er det ærgerligt, at hverken dine forældre eller dine lærere har opdaget, hvor skidt du har haft det.

Du skriver, at du tror din mangel på selvtillid og dine sociale kompetencer skyldes din barndom/opvækst – dette kan sagtens være rigtigt. Mange af de børn og unge som jeg har talt med, fortæller om nogle af de samme “bivirkninger” som du beskriver.

Jeg tror du har ret i, at du har brug for hjælp til at komme videre. At gå til psykolog er en rigtig god ide, de har god forstand på din situation og på hvordan de kan hjælpe dig videre. Da du er fyldt 18år kan du sagtens gøre dette uden at blande dine forældre ind i det.

Du kan enten gå til din læge og fortælle om dine udfordringer, og blive henvist til en psykolog. Eller du kan kontakte ungerådgivningen i din kommune. Dem finder du på kommunens hjemmeside. Du kan også kontakte din sagsbehandler i kommunen og tale med denne om din situation. Her kan du også lufte ideen om, at flytte hjemmefra.

Det er bedst, hvis du fortæller åbent om den psykisk vold og de eftervirkninger, du føler dig ramt af. Fagpersonerne i kommunen og din læge har pligt at fortælle dig om dine muligheder og hvordan du får mere hjælp. Du kan også kontakte Headspace – her kan du med stor sandsynlighed også finde støtte og få flere ideer og forslag til, hvordan du bedst kommer videre.

Som du selv skriver kan det godt virke lidt uoverskueligt, at få taget hul på det hele. Det er godt, at du har dine veninder som du kan læne dig op ad og som du kan tale med. Du skal ikke være bange for, at dele dine tanker og følelser med dem. Ofte bliver et venskab endnu stærkere af, at der er tillid til hinanden og til, at I kan være der for hinanden. I næsten alle venskaber har den ene part i perioder mere brug for støtte/opbakning, og i andre perioder er det den anden part.

Hele vejen igennem dit brev fornemmer jeg en fighter, du vil gerne noget andet for dig selv – det er så sejt, at du kan holde fast i dig selv på den måde! Det er en evne som kan blive din bedste ven igennem hele dit liv.

Jeg håber, at du får nogle gode snakke med dem som du rækker hånden ud efter, og at du får lige den hjælp som passer til dig.

Kærlig Hilsen BørneTelefonen

 

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat