Brev

Det er som om at hun er bange for mig?!

Hej, kald mig bare Z. Jeg er 21 år.

I 4½ år har jeg kendt til en søskendeflok på tre, henholdsvis en pige og to brødre. Da jeg var 16 år mødte jeg dem for første gang, og dengang var de henholdsvis 13, 13, og 12 år. Jeg kendte dem fordi min mor kendte deres mor.

Engang i mellem og cirka 2-3-4 gange om året sås mig og min mor så med deres mor og de tre børn, hvilke har fyldt en væsentlig stor del af min barndom grundet den lave mængde venner jeg sådan set har haft gennem min barndom. Nå… nok om det. Det er bare for at sige, at disse tre børn har haft en historisk betydning for mig og mine teenage-år, og sikkert mere end jeg har haft for dem.

Her for nogle år siden havde vi ikke set hinanden i lang tid, fordi vi havde gået på hver vores efterskoler/højskoler, men så genskabte mig og min mor ligesom kontakten til denne familie, og nu, hvor jeg var 19, og de tre børn var 16, 16, og 15 var vi jo blevet ældre, hvilket betød at jeg begyndte at ses privat med nogle af dem uden at vores forældre var involveret.

De to brødre holdt jeg ligesom op med at ses med, men søsteren, havde jeg så i mellemtiden opbygget et tættere venskab med, hvor vi herefter to gange havde været hjemme hos mig og se film sammen, og en enkelt gang ude i naturen for hygge os dér.

Efter første filmaften sendte hun mig også spontant en sms og skrev at det havde været vildt hyggeligt, og hun virkede sådan set rimelig glad for at se mig, når jeg lavede en aftale med hende. Efter vores anden filmaften, valgte jeg så selv at skrive at det havde været meget hyggeligt, hvorefter hun svarede mig med at det var det da, og at det skulle da helt sikkert ske igen!

Mig og pigen, som vi bare kan kalde P, for pige, havde så lært hinanden bedre at kende, og jeg så kun for mig at dette var begyndelsen på et tæt forhold mellem os.

Men så kom der pludseligt en serie af perioder hvor hun ikke var til at kontakte overhoved. Hun svarede ikke på mine sms’er eller facebook beskeder, i lange perioder, og var i det hele taget blevet en del svær at komme i kontakt til.

Dette førte til at jeg begyndte og spørge mere ind… “Har du brug for at jeg lader dig være?” “…Altså hvis du ikke har lyst til at ses, så venter vi bare til en anden gang” “…Hvad vil du have at jeg skal gøre??”, og jeg fik som regel efter lang tid en forklaring om at hun havde været stresset og haft travlt, og derfor ikke havde svaret.

Dette gjorde jeg aldrig et større nummer ud af, end at sige at det var da bare i orden, og forsøgte herefter at få indført en aftale med hende. Men hver gang det var lykkedes os at få indført en aftale, gik den i vasken af den ene årsag efter den anden fra hendes vedkommende.

Jeg blev selvfølgelig ved med at spørge ind, om der var noget i vejen, og forklarede hende at jeg syntes det var lidt ærgerligt at der nu snart var gået mange måneder og vi aldrig fik set noget til hinanden, uden rigtigt at få nogle svar igen.

Så kom der så en periode på næsten tre måneder, hvor jeg SLET ikke kunne komme i kontakt med hende, indtil jeg en dag indså, at det var håbløst at blive ved med at prøve, og at den eneste måde jeg kunne finde ud af hvad der foregik måtte være at tage hen og finde hende på vej hjem fra skole.

Så en dag, efter at hun ikke havde været kontaktbar i nærmest 3 måneder, besluttede jeg mig for at cykle hen til hendes gymnasium for at finde hende dér da hun fik fri. Jeg lyver ikke når jeg siger at hun tydeligvis virkede glad for at se mig.

Vi snakkede sammen længe, og alting virkede som om at vi stadig var gode tætte venner, på trods af at vi ikke havde set hinanden i et halvt år. Jeg forklarede hende hvorfor jeg var taget derop, og hun indrømmede at ingen for tiden var i stand til at kontakte hende, og at der var mange der havde dette besvær.

Jeg lavede så en aftale med hende igen om at mødes et par dage efter, hvilket igen var en aftale der gik i vasken, pga hun denne gang “havde sovet over sig, og skulle spise middag med sin familie”.

Der gik noget tid, og det samme skete med at jeg prøvede at komme til at se hende igen, og fik indført en aftale som gik i vasken igen, indtil en dag hvor jeg ikke var i stand til at kontakte hende, havde skrevet at hun bare lige skulle vide at jeg var ved udgangen af hendes gymnasium, og at jeg gik ud fra at det var i orden for hende, ellers måtte hun lige sige til.

Dér svarede hun mig med “Nej tak :)” Jeg blev lidt forvirret, og spurgte om det havde noget med mig at gøre. Jeg fik så en forklaring fra hende om at jeg havde overskredet hendes grænse, da jeg var taget op til hendes gymnasium uventet dén forrige gang, og derfor ville hun ikke have lyst til at ses med mig privat.

Jeg undskyldte meget, og forklarede min tankegang bag det i en sms, hvorefter hun skrev tilbage at det var hun glad for at høre mig sige. To dage efter spurgte jeg om ikke vi skulle lægge problemerne bag os, og tage ud til et marked sammen.

Da hun ikke svarede mig på dette, blev jeg meget nervøs, og lavede en video til hende på 22 minutter, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at genvinde hendes tillid, og gøre tingene gode igen, ved at undskylde, forklare hvordan jeg så på det hele, og i det hele taget give hende et godt indtryk af mig igen.

To dage efter at have sendt videoen, så jeg at en dreng havde skrevet på hendes facebook-væg at hun skulle ringe til ham. Jeg skrev da til ham, og spurgte ham i en facebook-besked om han også havde vanskeligheder med at få kontakt til hende, eller om det bare var mig. Han svarede mig med at der var mange der havde svært ved det, og gjorde mig så den tjeneste at sige til hende at jeg spurgte efter hende.

Dagen efter fik jeg så en meget negativ sms fra hende om at jeg gik LANGT over grænsen ved at kontakte hendes ven, og at hendes venner var bekymrede for mit adfærd, og alt muligt.

Dette gjorde naturligvis dybt ondt på mig at høre, og jeg prøvede forgæves at ringe hende op, og undskyldede i sms’er og forklarede hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og alt muligt, men hun reagerede ikke. Jeg valgte så, på baggrund af mit mors råd, at lade være med at kontakte hende i et halvt år, og håbe på at tiden ville gøre alting godt igen. Jeg prøvede i hvert fald.

Men jeg kunne slet ikke holde ud at hun havde skrevet det til mig, og tænkte ikke på andet end at få løst problemet, så efter tre måneders tid, forsøgte jeg igen forsigtigt at kontakte hende, og spørge hende om vi skulle lægge det bag os, om hun stadig var sur på mig osv. uden held.

Til sidst kunne jeg ikke klare det længere, og skrev så til hendes mor (som jeg jo også kendte personligt) at der havde været en konflikt imellem mig og P, og at jeg på ingen måde kunne komme i kontakt med hende, men virkelig havde brug for at tale med hende.

Jeg fik så endelig en undskyldning på sms fra P for hendes opførsel overfor mig, men samtidigt sagde hun også at hun ikke ville være min ven længere fordi at hun mente at den periode hvor vi ikke havde snakket sammen, havde brændt alle broer mellem os.

Jeg, som stadig huskede vores filmaftener som var det i går, skrev at jeg jo måtte acceptere hendes tanker, men nu alligevel ville spørge hende igen om vi skulle give det en ny chance, når det blev sommer. Men jeg kunne ikke holde hvad jeg lovede, fordi jeg bare SÅ F***ING MEGET savnede hende, at jeg bare syntes at vi bør mødes igen, og give vores venskab en ny chance.

Så jeg tog mig god tid, skrev hele episoden mellem os ned i et brev, både fra mig, og hvad jeg forestillede mig var hendes synspunkt, for virkelig at give hende en forståelse af at jeg forstod hende, og tog hensyn til hende, og spurgte så til sidst om ikke vi bare skulle lægge det hele bag os, og se om vi kunne give vores venskab en ny start, eventuelt om nogle uger, eller nogle måneder.

Nogle dage efter skrev hun til mig på facebook at hun havde læst mit brev, og bad mig om aldrig nogensinde at kontakte hende længere, og hvis jeg gjorde det ville hun kontakte autoriteten.

—
Jeg forstår bare ingenting! Hvorfor stritter hun sådan imod mig? Det er næsten som om at hun har glemt det forhold vi havde haft til hinanden! Næsten som om at hun er ligeglad med at vi nærmest er barndomsvenner?! Næsten som om at hun er bange for mig?!! Når jeg tænker tilbage husker jeg mest af alt hvor forsigtig og hjælpsom jeg altid havde været overfor hende, og hvor god jeg havde været til at spørge ind, for netop at UNDGÅ en konflikt som denne… og alligevel? For ca. to uger siden skrev jeg dette til hende:

“Hey, nu skal du høre. Jeg har forstået at du ikke vil være min ven, og at jeg bliver nødt til at acceptere det selvom det er meget svært. Men hvis jeg nu spørger dig pænt, vil du så gå med til at aftale med mig at vi lige mødes en enkelt gang når vi er færdige med gymnasiet om et år, bare for at give det en chance? Hvis du så ikke er interesseret i at starte et nyt venskab med mig til den tid, så behøver vi ikke at ses mere end bare denne ene gang. Jeg er ikke i stand til at forholde mig til store ord som “aldrig nogensinde”, men jeg vil gerne love dig at jeg ikke kontakter dig, hvis du lover mig at du gerne vil mødes med mig igen når vi er færdige i 3.g til næste år. Er det en aftale? Hilsen Z”

Den har hun ikke svaret mig på. Men problemet er, at jeg simpelthen ikke kan tåle at miste hende. Hun har betydet rigtig meget for mig, og jeg ønsker kun at vi giver vores venskab en chance til. Hver dag ser jeg hendes uskyldige og venlige ansigt for mig, og husker på det venskab jeg havde med hende, og det kan godt være at det ikke helt er det samme med hende om mig, MEN HVORFOR SKAL DET VÆRE ET PROBLEM FOR HENDE, BARE AT MØDES MED EN GAMMEL VEN SOM MIG OM ET ÅR?

Jeg har været inde på en hjemmeside og læse om hvad der sker, hvis man rent faktisk anmelder en “stalker”, hvilket jeg dog ikke selv vil beskrive mig som… Men du ved, en person som forfølger én. Og der står at de vil tage en snak med os begge to, for at høre historien fra begge vores synsvinkler, og dermed tage en beslutning om jeg skal have et forbud mod at kontakte hende.

Så sådan set er jeg ikke så bange for om hun kontakter autoriteten. Men mest af alt har jeg brug for et råd om hvordan jeg på nogen som helst måde kan gøre tingene gode igen. Ligeså meget som det er hendes vilje ikke at være min ven, er det også min vilje, at vi giver vores venskab en chance til, og jeg kan simpelthen bare ikke se problemet i at hun giver en god gammel ven som mig, en chance mere.

Så kære brevkasse. Hvordan får jeg gjort tingene gode igen, og hvor kunne det være at det pludseligt gik galt? Hvordan kunne noget der fungerede så godt, ende så galt?! Det er ikke fordi at jeg ikke er frisk på at komme videre i livet, men jeg kan ikke leve med tanken om at føle mig uvelkommen hos en familie som jeg engang var mere end meget velkommen hos.

Derfor bliver jeg nødt til først at få gjort noget ved det hele, før jeg kan tænke på nogle andre ting. Jeg sidder simpelthen fast. Jeg har ikke lyst til at blive set på typen som ikke kan forstå et nej, men jeg bliver nødt til at finde en måde at få hende til at forstå hvad det er hun udsætter mig for af fortvivlelse, når hun bruger ord som “aldrig nogensinde”.

Jeg bliver nødt til at få hende til at ændre mening. Hjælp mig. Helt seriøst. Hvad gør jeg? Og nej, jeg kan ikke stoppe her. Hun er et vigtigt symbol på den eneste pigeven jeg har haft gennem barndommen, og jeg er ikke mig, hvis ikke jeg kæmper for at få lavet om på det her.

Jeg vil gøre ALT for at gøre tingene gode igen. Et eller andet MÅ kunne lade sig gøre!

Dreng, 21 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære "Z"

Tak for dit brev. Det lyder ikke rart, at du ikke kan få skabt en kontakt til din gamle veninde, når du ønsker, at I skal være venner igen.

Ud fra dit brev lyder det som om, at du har prøvet mange ting for at få løst konflikten mellem dig og din hende og det synes jeg er super flot. Du er rigtig god til at skrive til os og det lyder også som om, at du har været god til at skrive til din veninde, hvordan du har det og sætte ord på dine følelser.

Det lyder som om, at din gamle barndomsveninde, har haft en stor betydning for dig og at det derfor er svært for dig at "slippe" hende igen. Det er helt normalt at have det på denne måde med personer, som har haft en stor betydning for en. Du skriver, at I i en periode ikke har haft kontakt til hinanden, hvor I har været på efterskole/højskole. Det kan desværre ofte være sådan, at når man er væk fra hinanden på efterskole/højskole, at så udvikler man sig rigtig meget, og som veninder/venner/kærester kan man gå hen og vokse fra hinanden. Så selvom I har haft nogle hyggelige filmaftner og en hyggelig tur ude i naturen, så lyder det som om, ud fra dit brev, at "P" har hygget sig, men at hun samtidig også har oplevet, at I måske er vokset fra hinanden og derfor har trukket sig fra dig, mon det kan være rigtigt?

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at acceptere, at din veninde ikke har lyst til at I skal ses længere, og især når hun har haft så stor en betydning for dig, som hun har. Mon du har fortalt hende alle de ting, som du skriver i brevet til os? Ellers tænker jeg, at du kan prøve at skrive et sidste brev til hende, hvor du forklarer hende, at du skriver det her sidste brev, fordi du har brug for at få afklaret tingene mellem jer og fortælle hende, hvilken betydning hun har haft for dig, hvilket kan forklare hvorfor du har ønsket at genoptage kontakten mellem jer så mange gange. Du kan bl.a. skrive til hende, at hun har en historisk betydning for dig, at hun har betydet rigtig meget for dig generelt og at hun er et vigtigt symbol for dig som den eneste rigtig pigeven, du har haft i din barndom. Du kan evt. også skrive til hende, at du ikke forventer, at hun svarer et langt brev tilbage, men at du blot ønsker at forklare dig og gøre tingene gode igen imellem jer, og det vil betyde meget, hvis hun bare svarer et eller andet, så du ved, at hun har læst det. Hvordan mon det ville være for dig? Jeg kan desværre ikke garantere dig, at hun svarer dig, men jeg tænker, at det måske kunne være godt for dig at få sagt de her ting til hende, så du også kan komme videre, hvis hun virkelig ikke ønsker at være din gode veninde længere. Mon det vil være hjælpsomt for dig?

Samtidig vil jeg også sige, at man jo ikke kan tvinge nogen til at genoptage venskab, og jeg tænker, at det er tid til at give slip på det der var en gang. På det du skriver, virker hun tydeligvis til at være et andet sted i sit liv, end du ønsker og håber på - og det kan være svært at indse, men vigtigt at respektere. Ud fra dit brev lyder det som om, at du er en super god ven, du lyder både trofast og som en man kan stole på, og jeg tænker, at det rigtig ærgerligt, hvis du ikke får lov til at være den gode ven, som det lyder som om, at du er. Måske du kan få lov til at være den gode ven overfor en anden veninde, som vil sætte pris på at have en god ven som dig. Mon det er noget, som du kunne have lyst til at prøve?

Det lyder også som om, at du har en masse gåpåmod og positiv enerig ud fra dit brev, og måske du endda kan bruge noget af det til at få en kæreste, hvis du ikke allerede har sådan en? Det kan være, at det i en periode kan få dine tanker væk fra "P". Mon det ville være noget for dig?

Jeg synes også, det er rigtig flot, at du har talt med din mor om det. Det lyder som om, at du kan tale med din mor om de ting, som er svære, og det er super dejligt at have en mor, som man kan dele ting med. Måske du kunne prøve at tale med din mor om det igen, det kan være, at hun har et godt råd ligesom sidst, som måske kan være hjælpsomt for dig?

Jeg synes i hvert fald, at du lyder som en super sej ung mand, der ved hvad du vil, og som har en masse energi og mange dejlige venneevner, som jeg håber, at du kan få lov at bruge på nogle af dine andre venner og veninder, når "P" ikke ønsker at gentoptage kontakten til dig.

Rigtig meget held og lykke med det!

Mange tanker og knus fra Børnetelefonen.

"det kender jeg godt" få gode råd fra panelet

Er din ven ked af det, og bekymrer du dig? Få råd til, hvordan du kan hjælpe din ven.

podcast

lyt til afsnit

"alene" hør andres fortællinger

Hør 14-årige Pelle og DJ og producer August Fenger, også kaldet ELOQ, tale om vennegrupper, og ikke at lade sig styre af andres opfattelse af en selv.

podcast

lyt til afsnit

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Læs mere her

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.