Største fejltagelse
Hej. Da jeg var lille havde jeg to bedste venner, som jeg holdt virkelig meget af, en pige og en dreng. Da vi blev ældre skulle drengen og jeg gå på samme årgang i skolen, men vores veninde som var et år yngre skulle stadig blive i børnehaven. Det endte med at vi kun gik i parallelklasse, da lærerne besluttede at jeg var for indadvendt og derfor skulle have flere pigevenner.
Det gik okay, da jeg i starten fik en del nye, men problemet er bare, at der var en, som var virkelig kontrollerende. Hun tvang mig til at lege med hende, kun hende, og derfor mistede jeg langsomt mine andre venner. Det resulterede i, at jeg mistede min bedste ven (drengen). Jeg blev virkelig ked af det, og har hele mit liv haft social angst.
Derfor var jeg bange for at spørge drengen om vi skulle være venner igen, da jeg var bange for at han ville afvise mig. Han havde jo masser af andre venner, selvom vi begge var enige om, at vi var bedste venner dengang.
Da jeg blev ældre, fik jeg to nye veninder. Sorry at det lyder mega egoistisk/snobbet, men de var ikke specielt intelligente. Det gjorde det svært for mig at kommunikere ordentligt med dem, og det var ikke et særlig rart venskab.
Jeg begyndte at savne mit venskab med drengen, da vi begge er meget begavede og forstod hinanden. Det var nok også en af grundene til at vi fandt sammen i børnehaven. Pigen vi legede med er nemlig også super klog i dag. Anyways, i 7. Klasse blev vi blandet, og jeg kom i klasse med drengen. Han havde dog forandret sig en del. Nu var han venner med en anden klog dreng, og sammen drillede de alle de andre elever når de sagde noget forkert/dumt.
Det gjorde mig trist, da jeg gerne ville være venner med ham igen, men ikke hvis han opørte sig som en idiot. Jeg tror dog han opdagede efter et stykke tid, at de to ikke var de eneste kloge i klassen.
Jeg rakte mere og mere hånden op, mens jeg med de to andre drenge altid var først færdig med opgaverne. Derfor skulle vi lave ekstra opgaver sammen. Jeg skulle også med på et hold med ekstra svær undervisning, men da jeg stadig ikke havde venner, besluttede jeg at skifte skole. Fuck det var dumt.
På den nye skole fik jeg heller ingen venner, og har i de sidste to år været alene. Jeg føler bare jeg smed det hele væk. Jeg var lige ved at blive venner med drengen igen, men jeg ødelagde det ved at skifte skole. Og nu ser jeg at en af mine “veninder” fra den gamle skole er venner med ham på Facebook.
Jeg ved ikke om det er fordi de er klassekammerater, men det sårer mig. Tænk at en af mine fake veninder er ved at stjæle min bedste ven. Eller eks bedste ven. Jeg ved jeg overdriver. Jeg tror bare det er fordi jeg var totalt forelsket i ham da vi var yngre og det sidder lidt i mig.
Jeg bliver bare pisse ked af det når jeg tænker på at jeg aldrig skal se ham igen. Det eneste håb er at han måske skal gå på gymnasiet ved siden af skolen. Men det er jo ikke sikkert… Jeg har bare brug for at se ham igen.
Er det fordi jeg stadig er vild med ham, eller savner jeg bare at have rigtige venner?? Måske er det fordi han var den første person i mit liv jeg ægte var forelsket i. Ikke bare er crush. Hvad fuck skal jeg gøre?? Please lad være med at skrive jeg skal sende en sms og spørge om han vil hænge ud. Det kan jeg ikke. Og jeg kan heller ikke tage tilbage til min gamle skole, for der sker forfærdelige ting lige nu (lærere bliver fyret, elever bliver mobbet). Desuden skal jeg på efterskole.
Håber du kan hjælpe, undskyld for stavefejl og kommafejl, men klokken er 4 om natten og jeg kan ikke sove…
Jeg lover jeg har styr på grammatik, og at jeg ikke bare finder på delen med at være højt begavet. Vh en stresset, ensom og forvirret pige.
