Jeg er ensom og jeg har ingen venner

Kære pige på 13, tak for dit fine brev. Det kræver mod at sætte ord på sine tanker, især når det handler om så svært et emne. Det gør du utrolig flot. Du er velformuleret og får beskrevet følelsen af ensomhed på en ærlig og detaljeret måde.

Det at føle sig isoleret fra fællesskabet kan sidestilles med mobning. Hvis man oplever at blive ignoreret og overset, er det meget nedbrydende for selvværdet. En følelse, der er vigtig ikke at gå alene med. Du er modig at du skriver herind og jeg håber at du oplever at få nogle brugbare råd med på vejen.

I brevet fortæller du at du føler dig ensom og jeg læser mig til at du selv har forsøgt at gøre flere ting for at ændre din situation. For eksempel beskriver du, hvordan du forsøger at gå hen til nogle af de andre, der også går alene i frikvarterne. Du ringer også til dem i fritiden, men indtil videre har det ikke rigtig virket. Jeg tænker at det må være hårdt at blive afvist, men jeg synes at det er sejt at du ikke giver op. Du beskriver også, hvordan du forsøger at være positiv, sød, venlig og hjælpsom. Det fortæller mig at det er værdier og kvaliteter, du tænker er vigtige som menneske. Med de egenskaber tænker jeg, at du faktisk ville være en rigtig god veninde.

Du beskriver at du føler dig overset og isoleret, og at du har haft det sådan siden din bedste veninde flyttede skole for snart 2 år siden. Jeg bliver nysgerrig på om I mon stadig ses og om hun er en, du kunne tale med om ensomhed? Hvis I ikke længere har kontakt, tænker jeg at du måske kunne overveje om der var en fritidsaktivitet som du kunne have lyst til at gå til. Jeg ved godt at det ikke betyder at du får flere at være sammen med i skoletiden, men måske kunne venskaber udenfor skolen være rart. Hvad tænker du om den ide?

Jeg læser mig til, at dine forældre ikke vil have at du flytter skole, men jeg bliver så nysgerrig på om de mon ved hvordan du har det i klassen? Har du nogensinde haft mulighed for at sætte dig ned og beskrive hvordan du oplever din skolegang? Hvad ville de mon sige, hvis de vidste at du gik og følte dig overset og isoleret hver eneste dag? Samtidig tænker jeg også på, om din lærer mon ved hvad der foregår? Det er jo lærerens arbejde og ansvar at hjælpe jer med at skabe et fællesskab, hvor der er plads til alle. Gad vide om du har mod på at tale med enten din lærer eller dine forældre om dine tanker og følelser. Nogle gange kan det være svært at tale om, hvordan man har det. Derfor kan det være en rigtig god ide at skrive det ned i et brev. Alternativt kan du måske vise dit brev og mit svar.

Derudover er du naturligvis også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111. Der sidder dygtige rådgivere, som er vant til at tale med børn og unge der oplever det samme som dig.

Med venlig hilsen BørneTelefonen