forvirret

Kære pige på 18 år, 

Hold da op. Det lyder til at der har været mange svære ting i dit liv. Der er ikke noget at sige til, at du er mærket af det den dag i dag. Det tror jeg de fleste ville være – især hvis man ikke har mulighed for at bearbejde de ting, som er sket. Men det lyder også til, at du kan mærke, at du har  brug for at få talt med nogen, om det ting, du har været igennem og de stemninger, du har levet under i dit barndosmhjem. Det er godt, at du mærker efter og søger rådgivning. 

Jeg forstår godt, at du synes det er lidt forvirrende; at du på den ene side føler dig ensom og gerne vil være sammen med andre, og på den anden side mest af alt bare har lyst til at trække dig fra det hele. Jeg tænker, at det primært er fordi du ikke har haft mulighed for at bearbejde dine følelser og derfor har svært ved at rumme dem – og hvis du ikke selv kan rumme dine egne følelser, hvordan skulle du så få troen på at andre kan? Men måske er din 'ballon' ved at være fyldt op, fordi du har levet i det - det har de andre omkring dig ikke, så måske har det slet ikke den følelse af at være fyldt op. Måske er der allligevel nogen, som kan lytte og støtte dig - det betyder ikke, at de kan løse eller fikse tingenen, men være der for dig i den proces, du er ved at sætte igang.

Når du skriver, at du ikke føler du kan kommunikere med nogen længere –  Hvis du tænker det som, at de kan lytte og støtte og ikke fikse det, er der så ikke nogle du kommunikere bedre med end andre? I så fald tænker jeg du måske skal starte dem den person. Det kan være en veninde eller en anden du stoler på – du kunne eventuelt vise brevet for på den måde at starte samtalen? Jeg mener, at fordi du måske føler,  du ikke kommunikerer særlig godt mere, betyder det jo ikke, at andre ikke gør... Jeg håber på,  at du vil kunne finde lysten til at åbne dig op, hvis der bare bliver lyttet og spurgt ind til det.

Du skriver at du har meget på hjerte og det kan være svært at vide, hvor man skal starte, men ved personen noget i forvejen, er det nogle gange lidt nemmere at tage den derfra. Jeg ved ikke om du kender det med, at have veninder som ved mere end andre og de veninder er sjovt nok også for det meste dem, der er nemmest at fortælle nye ting til – fordi de allerede er godt inde i ens liv og man ikke behøver at starte forfra hver gang? Jeg tænker det er vejen frem for dig og tvivler faktisk ikke på, at det vil lykkes for dig en dag efter at have set dit velformulerede brev, hvor du både giver udtryk for svære oplevelser og følelser – det er langt fra alle, der er i stand til det! 

Jeg vil derudover anbefale dig at tage en snak med din læge om at få en henvisning til en psykolog og få snakket ud om alt det, du har oplevet. Jeg tror det er nødvendigt for, at du få vendt tingene og se dit liv igennem og finde en vej i det, som er god for dig. Det er ikke sikkert, at du behøver at tage derhen mere end et par gange, men ikke desto mindre er det meget vigtigt, at du finder modet og gør det. Du er over 18 år, så dine forældre behøver ikke at være inde over det og får du en henvisning fra lægen, så kan du få tilskud til betaling. Det er din læge, der kan vurdere det. Du kan også kigge på linket til psykiatrifonden, og se om du bor i en kommune, som tilbyder gratis psykologhjælp til unge mellem 18-25 år: http://www.psykiatrifonden.dk/om/projekter-aktiviteter-og-samarbejder/kv-17/er-din-kommune-roed-gul-eller-groen.aspx 

Jeg håber at du har mod på at gøre nogle af de ting eller er blevet inspireret til at gøre noget andet for at få talt om det. Du virker til at være på vej til at tage et skridt mere.

Hvis du har brug for at snakke mere om alt det, der er sket, er du meget velkommen til at ringe eller smse til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på vores chat. 

Kærlig hilsen

BørneTelefonen