Min start på efterskole

Kære efterskoledreng

Hvor er det godt, at du skriver til brevkassen, når du har brug for at tømme dit hjerte. Og hvor kan jeg altså bare godt forstå, at du har brug for det. Sådan en efterskolestart er nemlig fuld af indtryk, følelser, oplevelser, uro og nye rammer. Det sætter gang i mange følelser og tanker for de allerfleste efterskoleelever.

Jeg forstår derfor virkelig godt, at du føler hjemve. Selvom du synes, efterskolen er god, så savner du alt det gode derhjemme: din far, mor, søster, hund, venner og skole. Og det kan jeg virkelig godt forstå. Det lyder til, at du har en rigtig god og dejlig familie. Hvem ville ikke savne dem?

Jeg har talt med mange andre efterskoleelever, som beskriver præcis det samme som dig. De er egentlig rigtig glade for deres nye efterskoleliv. Men de savner også familie og venner derhjemme rigtig meget. Og de føler sig nogle gange helt skamfulde over at have det sådan, fordi alle jo siger, at efterskoleåret er det bedste i ens liv.

Men ved du hvad; det er jo tit folk som ikke længere går på efterskole, som siger sådan. Og når man ser tilbage på en oplevelse, så bliver oplevelsen nemt unuanceret. Så ser man den som helt vildt god og glemmer de svære tider, som selvfølgelig også opstår på en efterskole.

At starte på en efterskole betyder, at man skifter alt det kendte ud med noget nyt. Hverdag, skole, venner, bolig. Det er en meget stor omvæltning. Og det tager tid at vænne sig til. For nogle længere tid end andre. Og nogle vænner sig aldrig til det, men vælger at tage hjem fra efterskolen. Og det er jo helt ok. Det er svært at vide, om man trives med noget, før man prøver det.

Det lyder til, at du har lyst til at give efterskolen en chance. Du skriver, at du er forhåbningsfuld. Du skriver også, at du tror, at det nok skal blive en af de fedeste oplevelser i dit liv. Men får jeg fornemmelsen af, at du også går og tæller ned, til efterskolen er færdig, når du skriver, så er der ikke 7,5 måned til, jeg er færdig, men måske bare 4-5.

Det får mig til at tænke, at du måske lige nu kæmper lidt imod den følelse af tvivl, du måske mærker. Men hvordan ville det være for dig at stå ved hjemveen og tvivlen? At give dig selv lov til at dele det med nogen?

Du fortæller, at du taler rigtig godt med din forældre – specielt din far. Men samtidig tør du ikke rigtig åbne dig op for dem, fordi du er bange for at skuffe dem.

Måske føler du, at du vil skuffe dem, hvis de vidste, hvordan du har det? Og du tænker måske, at der er noget galt, når du både er glad for efterskolen, men også savner dit gamle liv. Men der er intet galt overhovedet. Sådanne to forskellige følelser kan man godt føle på samme tid. Mon ikke dine forældre vil kunne genkende og forstå det?

Som du selv beskriver i dit brev, så er der en ”fortælling” blandt mange om, at efterskolen bare er det fedeste nogensinde, og Guds gave til jorden.

Den fortælling er I måske kommet til at fortælle hinanden lidt for meget i familien? Og du er måske kommet til at “gå med” den fortælling, når du siger, at det er bedre, end det er. Men ikke alt på en efterskole er fantastisk, og det kan være rigtige vigtigt også at få lov til at tale om det, der er svært. For så kan man langt bedre finde løsninger på det, som ikke fungerer.

Derfor, hvordan ville det være for dig, hvis du næste gang, du taler med dine forældre er ærlig om, at savnet til dem fylder meget? Og at du et eller andet sted ikke føler dig helt tilpas? Så kan I sammen undersøge, hvad det handler om, og om der er noget, at gøre ved det.

Jeg vil også råde dig til at snakke med din kontaktlærer eller en af de andre voksne på efterskolen om, hvordan du har det. De har helt sikkert talt med elever, der har det lige som dig. Og har sikkert en helt masse forslag til, hvad I sammen kan prøve for at finde ud af, hvordan du kommer til at trives.

Der er nok også er andre på din efterskole, der nogle gange har det lige som dig. Men bare ikke taler højt om det. Hvis du har mod til det, kunne du derfor prøve at dele dine tanker med nogle af dine kammerater og forhåbentlig finde støtte og forståelse hos dem.

Du spørger, hvad vores holdning er. Og jeg tror, at du dermed gerne vil have BørneTelefonens råd til, om du skal give efterskolen mere tid– mon det er rigtigt forstået? Det kan jeg ikke svare på så klart. For det er en beslutning, kun du kan tage. Men jeg tror første vigtige skridt kunne være at åbne op om, hvordan du har det. Gerne overfor dine forældre, så de kan støtte dig. Det lyder det nemlig til, at de rigtig gerne vil.

Du er virkelig god til at forklare, hvordan du har det. Dit brev rummer så mange fine nuancer og beskrivelser af alle de følelser, et efterskoleophold fører med. Og det er en stor styrke hos dig, at du kan se tingene udefra og godt ved, at ting kan tage tid at vænne sig til. Det lyder til, at du kender dig selv rigtig godt og er vant til at mærke efter, hvordan du har det. Derfor tror jeg også, at du finder din vej i efterskolelivet. Og at du – uanset hvad du vælger – vil vælge det, der føles mest rigtig for dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste. Og håber, at du får 7,5 gode måneder uanset hvor, du vælger at tilbringe dem.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen