Kære du,
Det lyder som en rigtig svær situation. Det er virkelig flot, at du har skrevet herind. Jeg tænker ikke, at det har været let. Men som jeg læser det, er du nået til et punkt, hvor du ikke kan tage ansvar for din mor længere. Jeg synes, at det er meget modigt, at du er kommet til den anerkendelse.
Psykisk sygdom i familien
Du skriver, at du fra en meget tidlig alder har skulle passe både på dig selv og din mor. Sådan er det desværre for mange børn, som har en forælder, der lider af en psykisk sygdom. Siden du har været barn, har du faktisk båret rundt på et meget stort ansvar, som aldrig skulle have været dit.
Jeg forstår, at der måske kan være en samvittighedsfølelse, der spiller ind. Hun er din mor, som du selvfølgelig gerne vil passe på. Men det er ikke meningen, at du skal tage ansvar for både dig selv og hende i de perioder, hvor din mor har haft brug for ekstra hjælp. I flere år har du skulle gøre mere end de fleste på din alder, derfor forestiller jeg mig, at du måske også faktisk er ret træt nu?
Hvis du har lyst til at høre lidt om hvordan andre børn og unge har oplevet psykisk sygdom i familien og læse nogle gode råd, så kan du finde det lige: her
Er der nogen, der ved hvordan du har det?
Nu kender jeg ikke til hvordan du bor, eller hvem du bor med. Er det kun dig og din mor, som bor sammen? Har du måske haft tanker om at flytte hjemmefra? Måske har du en anden forældre eller familiemedlem, som du bor hos?
Har du mon snakket med nogle om, hvordan du har det? Jeg tænker måske, at du allerede har nogle familiemedlemmer eller venner, som kender til din mors sygdom. Men det er måske også godt for dig at få sagt højt, hvordan DU har det. Det er nemlig vigtig, at du også bliver hørt, og der bliver taget hensyn til, hvordan du er blevet påvirket.
Jeg forstår, at det ikke er let at tale om, men med tiden vil du forhåbentlig opleve, at det faktisk giver dig plads til at være dig – og energi til at gøre nogle ting, som du måske tidligere har givet afkald på, fordi du har passet på mor.
Det sikkert været svært at høre, at din mor ikke kan se en grund til at leve, hvis hun ikke havde dig. Det er en erklæring til dig MEN det er faktisk også et stort og uretfærdigt pres, der er blevet lagt hos dig. Er det mon også sådan, at du oplever det?
Ved din mor egentlig, hvordan du har det? Det kan være, at du på et tidspunkt har lyst til at tale med hende om det? Jeg tænker, at det måske er rart for dig at vide, du har forklaret det til hende. Også så hun ved, hvorfor du har brug for at trække dig i en periode. Du kan måske prøve at skrive et brev til hende eller måske spørge en person, du er tryg ved, om de vil tage med, så du ikke skal mødes med hende alene?
Hvem kan hjælpe?
Du skriver, at du ikke ved, hvordan du skal undgå situationen – her er det vigtigt for mig at understrege, at du altid har et valg. Selvom det kan være svært, fordi det involverer en du elsker højt, så må du gerne sige fra. For nogle kan det betyde at tage afstand i en periode, for nogle er det måske at bo et andet sted. Jeg ved ikke hvad du har brug for lige nu, men det lyder i hvert fald som om, at du savner en hverdag, som ikke handler om din mors sygdom.
Jeg tænker, at du allerede er bekendt med mange af de tilbud, der findes til unge, som har psykisk sygdom tæt inde i livet. Alligevel vil jeg give et par henvisninger – måske kender du dem, men det kan også være du ikke gør. Det kan være at du har lyst til at kigge på dem.
Der findes blandt andet Er Du Okay?, som er rettet til dem, som har psykisk sygdom tæt inde på sig. Det er PsykiatriFonden og Det National Sorgcenter, som står få at give støtte. De kan også rådgive dig, om hvad du kan gøre, hvis du gerne tage lidt afstand fra din mor i en periode. Der findes også grupper, hvor du kan mødes med andre unge, som har haft lignende oplevelser f.eks. Skyggebørn eller Cafeaften.
Jeg håber, at du oplever mit brevsvar kan hjælpe dig med at tackle situationen med din mor. I hvert fald at du er blevet lidt mere bevidst om den hjælp, der findes, og hvad du måske kan gøre for dig selv i denne situation. Hvis det ikke helt var det du søgte, kan du altid skrive herind igen eller ringe på 116111, hvis du helst vil tale med en rådgiver.
Kærligste og varmeste hilsener
BørneTelefonen
