Hej med dig,
Mange tak for dit brev, hvor du fortæller om, at du mistænker ADHD.
Du skriver, at du endnu ikke har fortalt det til dine forældre. Du skal derfor vide, at jeg synes, at det er rigtig sejt og godt, at du alligevel har valgt at skrive herind!
At tale med nogen, du er tryg ved
Jeg kan godt forstå, at du synes det kan være svært at skulle tale med dine forældre om, hvordan du har det og at du faktisk mistænker du måske kunne have en opmærksomhedsforstyrrelse (ADHD).
Men jeg tror alligevel, at det ville være en rigtig god idé alligevel at få talt med dine forældre.
Det lyder også som om, at din far måske ved en del om diagnoser. Derfor kan det også være, at han forstår dig bedre en du tror, fordi han arbejder med andre, der har det som dig.
Ved at de ved det, vil også bedre kunne støtte dig videre i processen.
Du skal vide, at hvis det viser sig, at du har ADHD, så er det ikke noget galt med dig! Man siger faktisk, at vores hjerner er lige så forskellige som vores fingreaftryk og der er derfor ikke to hjerner, der er ens.
Hvis du synes, at det er for svært at tale med dine forældre om det, kan du også tale med din klasselærer, hvis du føler dig tryg ved vedkommende. Han/hun vil også kunne hjælpe dig videre.
Fortæl noget svært
Her på BørneTelefonen har vi en slags video-guide, der kan støtte én i, når man skal med nogen om noget svært.
Den vil jeg gerne lige dele med dig, for den kan du måske få brug for, når du skal med dine forældre eller din klasselærer om, hvordan du går og har det.
Jeg linker til den her.
Udredning
Jeg er ikke læge, så jeg kender ikke svaret. Men jeg tænker, at det kunne være en god ting for dig at finde ud af, hvorvidt du har ADHD eller ej. Tror du mon, jeg har ret i det?
Hvis du får talt med dine forældre om det, kan de måske hjælpe dig med at få bestilt en tid hos din læge. Lægen kan nemlig, ud fra et skema med en masse spørgsmål, vurdere om du skal udredes (det hedder det, når man skal undersøge om man har ADHD) hos en psykiater (en speciallæge i psykiatri).
Her til sidst, vil jeg bare sige, at jeg synes du virker som en helt enorm stærk person!
Jeg tror ikke, at der er mange 11-årige, der er så gode til at sætte ord på deres følelser og frygt som dig. Den fornemmelse får jeg, fordi du selv har overvejet, hvorvidt du kunne have ADHD.
Jeg håber virkelig, at du får talt med nogen, du er tryg ved, og at du på den måde kan få den rette hjælp.
Du fortjener at have det godt! Jeg ønsker dig alt det bedste.
Skriv endelig ind igen, hvis du skulle få brug for det eller ring til BørneTelefonen på 166111.
Mange hilsner,
BørneTelefonen