Brev

Hjælp

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15,

Hvor er jeg glad for, at du har skrevet herind, for du lyder til at have det rigtig svært. Det er ret stærkt, at du alligevel har skrevet herind, og det fortæller mig også, at du er klar på at få noget hjælp.

Du skriver, at det seneste år har været rigtig svært, og du har lavet selvskade, som du så fik sagt til din sundhedsplejerske. Det er mega flot, at du fik fortalt det til nogen og fik den hjælp, som du på daværende tidspunkt havde brug for. Jeg kan så forstå, at det ikke løste de problemer, som du i virkeligheden tumler med og derfor får trang til at gøre det igen, og nu har gjort det 6 gange.

Dit hoved er fyldt med tanker, som kører rundt, og du har følelsen af, at dit liv er ved at falde fra hinanden. Det lyder virkelig ikke rart, og sådan skal du selvfølgelig ikke have det. Du har været rigtig modig og har både fået hjælp af din skole, været til lægen og prøvet af tale med dine forældre, men er nu endt et sted, hvor selvmordstankerne fylder mest. Er det rigtig forstået?

De mørke tanker 

Du skriver, at du fik selvmordstanker i foråret, har overvejet det ofte og at de fylder i dine tanker næsten hver dag. Det bliver jeg selvfølgelig bekymret for og jeg tænker, du skal have dette nummer, hvis du står i en svær situation og har brug for den rette rådgivning. Psykiatrisk akutmodtagelse har den helt rigtige rådgivning og kan hjælpe dig, hvis du har konkrete selvmordstanker, eller du på anden vis er til fare for dig selv.

Psykiatrisk Akutmodtagelse støtter dig døgnet rundt ved at vurdere dit helbred og hvilken hjælp, der er den rette til dig lige nu.

Når man har så tunge tanker, er det enormt vigtigt at få sagt det højt. Det må have krævet masser af mod, at skrive det til os. Måske du kan bruge det mod til, at få sagt det højt fx til din mor og far igen.

Tal med dine forældre

Jeg kan forstå, at du har delt nogle af dine tanker med dine forældre, som fylder hos dig. Men ved de, hvad du går og tænker på i forhold til at afprøve din fars medicin, at du tror, at du måske har en depression og at du går rundt med selvmordstanker?

Det kan være rigtig svært, at tale med ens forældre om, hvad der sker inde i en. Måske er det umuligt at sætte ord på eller dine forældre forstår ikke, hvor svært du egentlig har det. Lige nu er du så ked af det, at den smerte, som du bærer rundt på, er vokset sig så stor, at du føler, at du har brug for at “overdøve” den med en anden smerte, nemlig selvskade.

Jeg tror, at du skal tale med dine forældre igen, men måske prøve at forklare, hvordan du har det, igennem et brev. Du har skrevet et rigtig godt brev ind til os, hvor man tydeligt kan læse din smerte. Når man sidder overfor sine forældre, kan de komme med en masse gode ideer og give masser af kærlighed, men måske de ikke helt forstår, hvad du går igennem. Måske du kan bruge det brev, som du har sendt ind til os?

BørneTelefonen har lavet en guide til, hvordan man kan få fortalt noget svært. Du kan finde den her.

Start eventuelt med at sende en besked om, at du har noget vigtigt, som du gerne vil tale med dem om. Det kræver både tid og I skal samme lægge en plan, da alt det I allerede har prøvet, desværre ikke har været nok. Giv dem brevet med alle dine tanker, så de åbner samtalen og tager det næste skridt. Hvis du kan forberede dine forældre via et brev, så kan forståelsen for, hvor svært du har det, måske også være større. Kan du følge mig i det?

Du kan også vælge at vise dem mit svar til dem og derfra kigge på de forskellige henvisninger sammen. Jeg tror, det er vigtigt, at I får lavet en plan sammen, så der hele tiden vil være en, som kan gribe dig, når trangen til selvskade eller de tunge tanker om selvmord dukker op.

Selvskade og spiseforstyrrelse

Jeg synes, det er virkelig sejt, at du har taget fat i din sundhedsplejerske og fortalt om din selvskade. Du fik hjælp, men måske ikke nok til at komme i dybden og snakket om, hvad du egentlig går og er så ked af. Måske samtalen med dine forældre kan skabe mere lys over, hvorfor du er så ked af det?

Du skriver, at du ikke kan lide din krop, så måske det er derfor, at du er holdt op med at spise. Du kæmper med rigtig mange ting lige nu, så kan godt forstå, hvis du ikke har den store appetit lige nu. Om det er det, som gør, at du er ked af det ved du måske bedst selv. Det kan være svært, at finde selvtillid og overskud frem, når man føler at ens liv er ved at falde fra hinanden.

Du har også været til læge, som også er en god start på, at komme i dybden med nogle af de ting, som du kæmper med. Dog var der ikke nok tid. Det lyder ikke rart, at du ikke blev mødt med en større forståelse. Måske du skal have fat i en anden læge i det lægehus, som I tilhører eller bestille en tid, hvor I gør lægen opmærksom på, at det skal sættes nok tid af til at gennemgå flere emner.

Med hensyn til din fars medicin, så er det ikke vejen frem. Jeg er ikke læge, men ved dog, at vi alle er forskellige. Selvom diagnosen kan være den samme, skal den behandles individuelt, da der kan være forskellige grader af diagnosen og som du selv kommer ind på, betyder alder også noget. Jeg vil anbefale, at du taler med dine læge først.

Der er dog også hjælp at hente her, for Foreningen for spiseforstyrrelse og selvskade tilbyder rådgivning og anden støtte til dig, der lider af spiseforstyrrelse eller selvskade – også hvis du er i tvivl, om du lider af det. De har endda også rådgivning til pårørende, som måske ikke helt ved, hvordan man skal tackle situationen.

Andre at tale med 

Jeg synes, at du har været enormt åben og ærlig. Det har krævet mod, at fortælle, hvad du har været igennem det seneste år. Du skriver, at du ikke har lyst til at tale med andre om, hvordan du har det. Udover dine forældre, som jeg tror kan hjælpe dig med rigtig meget, så kan det måske være en ide at åbne op for andre alligevel.

Vi ved her på BørneTelefonen, at rigtig mange børn har glæde af at få åbnet op og talt med nogen, så de “deler ud” af deres tunge og mørke tanker. I bund og grund får de nogen, som kan gribe dem på de svære dage. Du har selvfølgelig dine forældre, men nogle ting vil du måske hellere dele med andre. BørneTelefonen er altid åben og du kan tale med en rådgiver på 116111. Vi vil altid gerne lytte.

Der er også en anden mulighed. Jeg ved ikke, om du kender det, men Headspace er et anonymt og gratis samtaletilbud til unge mennesker. De har mange centre i landet, hvor du kan kigge forbi i åbningstiden og tale med en rådgiver. Du kan også få kontakt ved at ringe eller sende en SMS. De har en rigtig god forståelse for, hvor meget det kræver at være ung i dag og måske det er rart at vide, at man ikke er alene om det.

Hold fast i, at ville have hjælp

Jeg synes, at du er rigtig modig, når du skriver, at du gerne vil  have hjælp. Det kræver mod, at fortælle at man ikke kan klare det hele alene. Du er et svært og nok uoverskueligt sted lige nu, men det, at du rækker ud, fortæller mig, at du er meget stærkere end du måske selv ved. Det er stærkt, at kunne spørge om hjælp. Hold fast i det, til du får den hjælp, som kan hjælpe dig af med de tunge selvmordstanker og selvskade.

Jeg håber på alt det bedste for dig! Du kan altid skrive igen eller ringe på 116111, hvis nogle dage bliver uoverskuelige.

Jeg sender dig et kæmpe kram.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Har du en diagnose?

Har du svært ved at følge med i skolen? Forstår dine klassekammerater dig ikke? Har du svært ved at få venner? Har du mange konflikter eller føler du dig ensom?

At leve med en diagnose kan føles svært. Andre børn og unge fortæller, at de føler sig anderledes og har svært ved at passe ind. Det kan derfor være en stor hjælp at få talt med nogen, og få hjælp til hverdagen, så den passer til dine behov.

Klik dig videre her og få hjælp til, hvordan du kan bede om hjælp og fortælle det til din klasse. Du kan også læse andres fortællinger eller få gode råd til hverdagen og hvordan man får nye venner.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat