Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mor med corona og depression

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Jeg kan sagtens forstå, at det er rigtig hårdt for dig, at din mor har det sådan her.

Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på, at du virkelig gør dig nogle gode tanker om din mors situation lige nu. Du fortæller, at du godt ved, at det er sygdommen, der gør, at hun snakker dumt om alle og er sur.

Det kan hjælpe lidt at vide, hvorfor hun reagerer, som hun gør. Men det er stadig enormt hårdt at være så tæt på et menneske, som ikke har det godt.

Jeg tænker, det virker til, at du har mange bekymringer lige nu. Du vil så gerne hjælpe din mor og sørge for, at hun får det bedre. Det kan jeg også godt forstå, men jeg bliver nødt til at sige, at du virkelig også skal passe på dig selv – det er faktisk det allervigtigste.

Det er rigtig godt, at du er åben overfor din far og snakker. Det synes jeg, du skal blive ved med. Mon han eller en anden voksen er opmærksom på, hvordan I børn har det?

Jeg får lyst til at foreslå, at du taler lidt med din lærer om hele situationen derhjemme. Har du en lærer, du kunne have lyst til at snakke med?

Det kan være rigtig godt at snakke med nogen, som kun ser det fra din side. Din far har helt sikkert en masse at tænke på i forhold til din mor, så måske din lærer har mere overskud til at passe på dig.

Din lærer kan snakke med nogle andre voksne og sørge for, at I får lidt hjælp derhjemme, og at I børn får nogle søde voksne at snakke med om det hele. Kunne det ikke give god mening, tror du?

Når du skal kontakte din lærer, så kan du enten spørge efter en time eller skrive på Aula, om I kan finde et tidspunkt til at snakke privat.

Hvis du synes, det er svært at starte snakken, så tænker jeg, det kunne være en idé, at du viste mit svar til dig her. Du kan også skrive et nyt brev til din lærer. Begge dele er lige fint. Men så forstår din lærer måske bedre, at det er ret alvorligt det her.

Jeg tror desværre ikke, at du eller dine søskende eller din far kan hjælpe din mor så meget. Din far kan selvfølgelig forsøge at få hende til at indse, at hun har en depression og skal have behandling.

Når man har en depression, så er det meget lidt, ens omverden kan gøre for at gøre det bedre. I kan som familie ikke hjælpe hende med at blive glad igen. Det kan medicin og psykologhjælp, og det ville være godt, om din mor tog til lægen og fik vejledning i det.

Det bedste du kan gøre, er at passe på dig. Jeg håber virkelig, du får talt med din lærer, så du og dine søskende kan få hjælp. Det er som sagt super hårdt at være pårørende til én, der har haft og har det så svært både fysisk og psykisk.

Jeg vil også gerne fortælle dig om hjemmesiderne En Som Mig og Er du okay?

Her kan du se andre børn fortælle om, hvordan det er for dem at være pårørende til en forælder eller søskende med psykisk sygdom. Det kan være rart at høre andres fortællinger om det.

Hvis du gerne vil have andre råd, eller du lige har brug for at snakke lidt mere, før du kontakter din lærer. Ja, så kan du altid ringe til os på 116111.

Vi vil så gerne lytte og hjælpe endnu mere.

Jeg sender dig et stort knus og håber virkelig, at du snart får lidt hjælp.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til corona

I coronaperioden er der rigtig mange børn og unge, der har svært ved at føle sig godt tilpas. Mange fortæller, at de føler sig ensomme. De savner deres venner og er bange for at miste dem.

Når man er meget hjemme med sin familie, er det også helt naturligt at blive hurtigere irriteret på hinanden. Det kan føles rigtigt ubehageligt at være hjemme med en dårlig stemning.

Vi har samlet nogle forskellige råd til, hvad du kan gøre. Få hjælp til dine tanker og følelser om corona, og få gode råd til hvad du kan lave derhjemme.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat