Kære 14-årige
Jeg kan godt forstå. at du ikke vil have skudt noget ind i kroppen, som du ikke kender til. I medierne har man jo hørt mange bekymrende ting om de forskellige vaccinationer med covid. Medierne kan ’forstørre’ de bekymringer, man har. Ens bekymringer kan også vokse, hvis man taler meget med andre, der ligesom en selv er bekymret for vaccinationen.
Vaccinerne bliver ændret og forbedret hele tiden, så bivirkningerne bliver så små som muligt. Det kan være rart at tænke på. Måske vil det også berolige dig at vide, at kroppen altid vil reagere på en hvilken som helst vaccination. Bivirkninger er derfor ikke nødvendigvis uønskede eller farlige.
Det kan måske være en ide at tage en tur til lægen. For lægen har den mest opdaterede viden om vaccinationen. Du kan måske forberede nogle vigtige spørgsmål, som du har brug for svar på? Lægen kan også forklare dig om ‘plusser’ og ‘minusser’ ved vaccinationen – og lægen vil kunne tale med dig om hverdagen med og uden vaccinationspas: Skal man fremvise testresultater i stedet for vaccinationspas? Hvor tit vil man skulle lade dig teste?
Måske foretrækker du at tale med lægen uden dine forældre? Det kan føles rart at have lægen ‘for sig selv’, når man skal spørge om noget, der føles og vigtigt og personligt. Nummeret til lægen står på dit gule sygesikringsbevis. Når du bestiller tid, kan du sige, at du gerne vil tale om vaccination. Det er muligt at tage en ven med, hvis du har lyst til det.
Det kan også være, at du måske kan se en fordel i, at dine forældre tager med til lægen. Jeg kan jo se, at dine forældre har svært ved at tale om emnet og begrunde deres valg overfor dig.
Ved dine forældre mon, at unge over 15 år selv har ret til at bestemme? Du og dine forældre kan læse mere her om unges sundhedsrettigheder: https://www.boerneportalen.dk/fokus-paa/skal-du-vaccineres-mod-corona-du-har-ret-til-selv-at-bestemme/
Måske kan lægen bedre ‘trænge igennem’ til dine forældre, end du kan. Lægen vil måske kunne forklare, at samtale og information er vejen frem. Ikke tvang. Det vigtigt, at du og dine forældre får god oplysning om fordele og ulemper ved vaccinen. Jeg håber derfor, at du/I har mod på en tur til lægen. Det er jo vigtigt at få svar på alle de spørgsmål man har, inden man tager en beslutning.
Kærlig hilsen BørneTelefonen