Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Corona

Hej,

jeg har fået corona og jeg er virkelig træt af at hele tiden skal være inde på mit værelse.

Jeg savner rigtig meget mine forældre men de må jo ikke se mig. Jeg vil så gerne i skole men skal bare være inde på mit værelse og kede mig, og se på alle mine venner som har det sjovt i skole osv.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt, at du rækker ud efter hjælp, når du kan mærke at isolationen på dit værelse bliver for meget. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.

Lige nu, er der rigtig mange der er hjemme på grund af corona. Det betyder, at mange må undvære at se deres familie og venner. Og det kan føles virkelig svært, når man ellers er vant til at se dem. Det kan jeg også høre er noget, som fylder hos dig for tiden.

Når man er alene, kan man godt føle sig ensom, eller komme til at kede sig. Det kan også gøre helt ondt i maven, eller gøre at man føler sig opgivende. På den måde kan føles svært på flere måder, når man har været alene i noget tid.

Jeg ved, at der er rigtig mange børn og unge, der ligesom du skriver herind, fordi de føler sig alene her under corona. Jeg fortæller dig det, fordi det kan være rart at vide, at man ikke er alene om at føle sig alene. Mange fortæller, at de rigtig gerne vil komme ud af de svære følelser, men det er svært at vide hvordan?

Det vil jeg rigtig gerne komme med nogle bud på. Jeg håber, du kan bruge dem.

Jeg tænker på, om dine venner mon ved, at du er hjemme og at du savner dem? Jeg spørger fordi, jeg tænker at der er andre måder, du kan komme til at være sammen med dem på. Fx over computeren gennem et spil eller over en virtuel snak? Hvis ikke du allerede har prøvet det, er det en rigtig god start. Så kan du måske bruge ventetiden på at høre lidt om, hvad der sker i undervisningen? eller i frikvarteret?

Måske kan du også bare starte med at fortælle en god veninde, at du savner hende? Så kan det være hun, har nogle ideer til, hvordan I kan være sammen, selvom I er hver for sig. Hvad tænker du mon om den mulighed?

Når man går rundt derhjemme for sig selv, kan dagene godt føles lidt ens. Lidt ligesom hvis den samme dag gik i ring, som en video der er sat i “loop” tilstand. For nogle kan det også godt hænge sammen med, hvis man føler at man ikke får “opnået” noget med dagen. Kan du følge mig?

Derfor kan det også være en idé, at overveje nogle ting, som du selv kan gøre derhjemme. Måske kan du rigtig godt lide at være kreativ fx med at tegne, strikke eller samle lego figurer? Det kan også være der er en god bog, serie eller computerspil, som du kunne fordybe dig i? Hvad kunne mon være en sjov aktivitet for dig?

På BørneTelefonens hjemmeside har vi også samlet nogle tips til aktiviteter derhjemme. Måske kan du finde noget inspiration her: Aktiviteter hjemme. Du kan også læse vores 5 gode råd til en coronahverdag.

Jeg håber meget, at mit svar kunne hjælpe. Hvis du har brug for flere råd, eller nogen at snakke med er du også meget velkommen til at ringe ind på 116111. Så ser vi på, hvordan vi ellers kan hjælpe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til corona

I coronaperioden er der rigtig mange børn og unge, der har svært ved at føle sig godt tilpas. Mange fortæller, at de føler sig ensomme. De savner deres venner og er bange for at miste dem.

Når man er meget hjemme med sin familie, er det også helt naturligt at blive hurtigere irriteret på hinanden. Det kan føles rigtigt ubehageligt at være hjemme med en dårlig stemning.

Vi har samlet nogle forskellige råd til, hvad du kan gøre. Få hjælp til dine tanker og følelser om corona, og få gode råd til hvad du kan lave derhjemme.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat