ved ikke hvad jeg skal gøre

Kære pige på 15 år

Jeg kan godt forstå, at du har det rigtig skidt med det, der er sket. Og jeg kan også godt forstå, at du er bange for, at det skal ske igen. Det er stærkt, at du fortæller det nu! Og det er stærkt, at du siger fra, for han skal ikke have lov at overskride dine grænser på den måde igen.

Du har kæmpet imod, alt hvad kunne, og du har tydeligt sagt nej, men det respekterede han ikke. Jeg tænker, at selv om det er svært og måske kan føles pinligt, så vil jeg råde dig til at tale med din mor om det hurtigst muligt. For det er faktisk overgreb, din ven har udsat dig for. Og jeg kan godt blive bekymret for, om det kan komme til at påvirke dig, så du f.eks. får problemer med at stole på andre, eller bliver utryg ved fysisk berøring, eller ved at være alene, eller bliver bange, når du er i byen eller lignende. Sådan kan man nemlig godt få det, og jeg kan høre, at du allerede har det sådan på nogle områder.

Du var tæt på at sige det til din mor, og nu har din veninde også sagt til dig, at du bør sige det. Kunne du ikke skrive det i et brev til din mor i stedet for at sige det? Så kan du få fortalt det på en måde, hvor du helt selv styrer, hvordan det skal siges. Det kan nogle gange være rigtig svært at finde de rigtige ord, når man er nervøs. Eller måske kunne din veninde hjælpe dig med at sige det? Selv om hun ikke ved det hele, kan hun jo godt sige til din mor, at der er noget vigtigt, du gerne vil fortælle hende - og at du har svært ved at få det sagt.

Husk: du har ikke gjort noget forkert - det er ham, der har! Og han skal stoppes nu. Det kan godt være svært at gøre alene, men hvis din mor får at vide, at du har problemer med ham, kan hun tage en snak med lærerne på skolen. I sådan en situation er det bedst at få hjælp fra de voksne, for det er alt for stort et ansvar at stå med selv.

Nogle gange kan det hjælpe at få nogle samtaler med en psykolog, som helt præcist ved, hvordan man skal få bearbejdet den type oplevelser, og hvordan man genvinder tilliden til andre mennesker. Men i første omgang vil jeg som sagt anbefale, at du prøver at tale med din mor - eller en anden voksen, du har tillid til. Så kan den voksne måske hjælpe dig med at finde ud af, om det også vil være rart for dig at få lov at tale med en psykolog.

Du skal også vide, at vi på BørneTelefonen er vant til at tale med børn og unge, der har oplevet ting, de har svært ved at tale med andre om. Det kan være rart at fortælle det til en sød, varm og tålmodig voksen - så måske kunne du prøve at ringe ind til os på 116111. Du er lige så anonym, som her i brevkassen. Måske vil det også være en hjælp for dig, så du kan øve dig i at tale om det.

De allerkærligste tanker fra BørneTelefonen