Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Trauma over at læse gyser?

Er det muligt at få trauma over at læse Gyser tekster? Det er tredje gang jeg prøver noget som det her.

Kan ikke sove om natten og ender med at sidde og spille computer eller andet hele natten. Mit hjerte banker for hurtigt når det sker.

Jeg kan personligt godt lide NOGET gys men andet får jeg det bare dårligt over, har prøvet mange ting for at få det bedre men, det kommer bare tilbage,

Kan jeg rigtig kalde det Trauma?

Hvad der sker:
Jeg får ondt i maven, Kvalme, tankevrimmel, dårlig/tynd mave og det med hjertet,

Og Hvad kan jeg ellers gøre for at få det bedre?

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige

Mange tak for dit brev. Det kan være svært at vide hvad for noget gys, man kan tåle, og hvad der bliver for uhyggeligt.

Tit er det først bagefter, at man finder ud af, om det var for uhyggeligt eller ej. Hvis gyset var for meget, så kan man godt blive bange- ligesom du oplever. Det er bare slet ikke rart. Hvor er det bare godt, at du har skrevet herind til BørneTelefonen, så jeg forhåbentlig kan hjælpe dig.

Du spørger, om det er muligt at få traumer af at læse gysertekster. Det er nok sjældent, at man får et egentligt traume over noget, man har læst frivilligt. Til gengæld kan man godt blive rigtig forskrækket og bange. Og have svært ved at glemme det, man har læst. Og nogle gange kan man måske også få svært ved at styre fantasien – og holde tankerne fra gyserteksterne væk.

Du fortæller, at du har svært ved at sove om natten, har ondt i maven og får tankevrimmel. Sådan kan man godt får det, når man har oplevet noget, som gør en bange. Ens krop reagerer på ens bange tanker. Det fysiske ubehag, du beskriver, er derfor tegn på at det gys, du har læst, er for voldsomt for dig.

Du spørger, hvad du kan gøre. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om det.

Mon ikke det ville være rart for dig at tale med din mor eller far? Hvis de ved, hvordan du har det, så kan de bedre hjælpe dig, når du har svært ved at sove.

Det kan fx være, at de kan lade dig falde i søvn inde i stuen eller i deres soveværelse i en periode, så du ikke er alene. Det kan også være, at I kan finde noget dejligt musik, du kan falde i søvn til. Det kunne måske også hjælpe at se en sjov film om aftenen. Eller sove med lidt lys tændt?

Jeg kommer til at tænke på, hvor du mon har fået gyserteksterne fra? Hvis det er nogle tekster, som I har læst i skolen, så synes jeg godt, at du kan fortælle din lærer, at du faktisk har fået det skidt af dem. Så ved din lærer, at han/hun skal finde nogle tekster, som ikke er lige så uhyggelige.

Der kan godt gå noget tid fra man har læst noget uhyggeligt til det ikke fylder så meget. Det hjælper næsten altid at snakke om det, der gør en bange. Tænk derfor over, hvem der kunne være god for dig at tale med. Det kunne være dine veninder, eller forældre eller måske en fra din familie.

Hvis du oplever, at du bare slet ikke kan glemme dine tanker om gyserteksterne og bekymringen for, at du har fået et traume, så kunne du tale med sundhedsplejersken på din skole. Hun eller han kan hjælpe dig med at vurdere, om du har brug for ekstra hjælp.

Jeg håber, at du har mod på at følge nogle af mine råd – og at du finder nogle gode bøger, der ikke gør dig så forskrækket. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du beder om hjælp, når du kan mærke, at det med gyserbøgerne fylder for meget.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat