Kære den anonyme.
Tak for dit brev, hvori du beskriver din angst for døden. Det er helt naturligt at man i perioder i barndommen, gør sig nogle tanker om at man kan dø. Mange finder ud af i netop din alder, at de faktisk ikke er udødelige. Man kan bekymre sig om hvornår man skal dø, og hvordan man skal dø. Det er helt ok at have disse spekulationer, når bare man kan bestemme, at nu vil man lægge det fra sig, og i stedet nyde livet, som et sundt, og rask barn har brug for.
Det virker som om du gør dig så mange tanker, at det faktisk gør dig helt ulykkelig, og derfor påvirker din dagligdag. Det, at du græder dig i søvn, og derfor ikke får søvn nok, gør at du er træt i skolen, og ikke kan koncentrere dig ordentligt. Så som du selv så rigtigt skriver, har du brug for at nogen hjælper dig, så du igen kan nyde livet uden at gøre dig så mange unødige bekymringer.
Det er rigtigt flot, at du har forsøgt at tale med dine forældre om det, selv om modet svigtede dig til sidst. Hvis du nu ikke har lyst til at tale med dine forældre, kunne det så tænkes, at der er en anden voksen, end dine forældre, du kunne betro dig til, måske en bedsteforældre, tante, onkel el.lign.? Du kunne også ringe til Børnetelefonen, hvor du anonymt kan tale med en voksen, på tlf: 116-111. Men jeg tænker nu alligevel, om det måske kunne være en god ide at tale med dine forældre? Måske kunne du skrive et brev til dem, og fortælle hvordan du har det. Du kan jo også give dem det her brev, som I så kan snakke ud fra. Du har brug for lidt opmuntring og støtte til at komme af med de triste tanker, så jeg tror, det bedste du kan gøre, er ikke længere at holde dem for dig selv. Det at du har skrevet til Brevkassen er rigtig godt gået, og det første skridt på vejen.
De bedste hilsner
Børnebrevkassen.
