Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.
Kære pige på 12 år.
Tak fordi du deler, det der er svært med andre børn. Det er så vigtigt, at vi tør tale om de svære ting, så vi ikke går rundt med det hele alene. Det er nemlig den bedste måde at få hjælp og komme ud af en svær situation.
Hvor er det ærgerligt, at din lærer har reageret sådan, når du har åbnet op om dine problemer. Du har jo gjort noget meget modigt og rigtigt ved at fortælle om de ting, som du kæmper med. Hvis jeg var dig, ville jeg nok have forventet, at hun ville hjælpe og støtte dig og ikke blive mere sur. Det er faktisk en del af hendes arbejde. Regnede du mon også med det?
Det lyder virkelig ubehageligt, at din lærer råber på den måde. Når jeg læser de ting, som du har oplevet i klassen, så kan jeg godt forstå, at du føler din lærer er meget sur. Jeg læser det lidt som om, at du også oplever at hun retter det mod dig nogle gange?
Jeg tænker, at det nok ikke har noget med dig at gøre, at din lærer er sur. Det handler måske om noget fra hendes eget liv eller at hun har for meget at se til på arbejdet. Når det så er sagt, så er det slet ikke i orden, at det går udover dig og din klasse, at hun har svært ved at være lærer på en god måde lige nu.
Det er jeres skoleleder og jeres lærers ansvar, at I har det rart i jeres klasse og det sørger de ikke for lige nu. Det tænker jeg, der bør gøres noget ved.
Kan du mon tale med dine forældre om problemet med jeres lærer? Ved de mon godt, hvordan det er for dig at være i klassen? Hvis du ikke allerede har talt med dem, så kunne det måske være en god ide. Forældre har nogen gange nemmere ved at tale med de voksne om problemerne, så de voksne på skolen faktisk hører det.
Hvis du føler det er helt umuligt at tale med dine forældre, så er det helt okay. For nogen kan det, af den ene eller anden grund, være rigtig svært at tale om svære ting med de voksne derhjemme.
Jeg kan høre, at dine forældre selv har et problem med at råbe meget. Det fortæller du om i dit brev. Hvem kan du så tale med, som kan sætte sig ind i din situation og forstå, at al den uro er blevet et problem for dig. Hvem har du tillid til – hvem plejer du at tale godt med?
Jeg tænker på, om der mon er andre voksne i dit liv, som du plejer at kunne tale med? Det kunne for eksempel være en vens forælder, en bedsteforælder eller en sød pædagog på skolen. Jeg tænker nemlig, at du har brug for, at der er en voksen, der hjælper dig med at få talt med skolen om problemet i klassen. Og råberiet derhjemme. Du har nemlig ret til at have det godt, når du er I skole, og det skal skolen sørge for. Du har også ret til at være tryg derhjemme.
Hvis du slet ikke kan få øje på nogen, du føler du kan tale med, så kan du måske give os et ring på BørneTelefonen 116111? Så kan vi hjælpe dig med at få øje på, hvem du kan tale med og hvordan du kan gøre det på en tryg måde for dig.
Jeg håber, dit store mod giver dig den hjælp du og din klasse har brug for, rigtig snart.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.