Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min dumme angst!

Hejsa. Jeg har en seriøst voldsom angst. Det skyldes af mange ting. Jeg har gjort nogle ting, som jeg godt vidste jeg ville få kæmpe konsekvenser for, hvis det blev opdaget. Og det gjorde det så. Men det bliver helt sikkert ikke mit sidste brev det her, så lige den historie, skriver jeg om på et andet tidspunkt….

Jeg har kæmpe angst for nåle! Især når det er mig der skal stikkes med en. Jeg var her for nyligt til lægen, for at få min sidste HPV vaccine. (Jeg er 14 år skal det lige siges.) Jeg var så nervøs. For jeg kan tydeligt huske hvor ondt det gjorde første gang jeg skulle have den! Så jeg havde både “tryllecreme” og “trylleplaster på.” Så der var ikke rigtigt noget at frygte, da smerten ikke ville kunne mærkes alligevel. Det skal lige siges, at jeg har haft den samme læge, i næsten 15 år, så jeg er rimelig komfortabel med hende. Men det ændrede intet…. En HPV vaccine, er jo sindssygt vigtigt at få! Og det var jeg opsat på. Jeg panikkede fuldstændigt hos hende lægen, det var helt sindssygt… Jeg græd non-stop i cirka en time, fordi jeg var så åndsvagt bange for den skide nål, selvom jeg godt ved at det kun tager ca. 3 sekunder, og så er det hele overstået… Min mor og jeg var der i næsten over en time, og til sidst blev de så irriteret på mig, fordi jeg ikke kunne holde op med at græde og panikke… Det endte så med at min mor og jeg blev nødt til at tage hjem, for jeg var den sidste patient på dagen, så min læge (Lad os kalde hende Rosa) skulle jo selv hjem til hendes børn og sådan noget…. Nu får jeg sikkert endnu mere angst for fremtiden, for nu er jeg bange for disse ting:

At selvfølgelig få livmoderhalskræft.

At have sex i fremtiden, da det jo er det der skylder livmoderhalskræften. (er jeg ret sikker på?)

Og, at mine forældre bliver mere beskyttende overfor mig i fremtiden, når det gælder kærester og samleje?….

Jeg kender også en der har haft livmoderkræft, og hele hendes livmoder blev fjernet, fordi at hun ikke fik den der HPV vaccine. Så det sætter selvfølgelig nogle tanker igang…

Jeg forstod bare ikke hvorfor jeg var så bange, for jeg har sådan set fået den en gang før…..Men der panikkede jeg jo sikkert lige så meget. Og til sidst, stak hende der “Rosa” den bare direkte ind i min venstre arm, og der havde jeg hverken tryllecreme, eller trylleplaster på… Og det gjorde bare skide ondt kan jeg huske… Men min læge nægter at booke en ny tid til mig, for at give mig den dumme HPV vaccine, og jeg kan seriøst ikke se hvad problemet i det er?

Det ville være skønt med en forklaring, og nogle gode fifs til at slappe af, og lade vær med at tænke så meget over det. For jeg er så bange for at få den dumme sygdom nu…. Og hjælper den ene vaccine ikke? Den er da bedre en nul ik?

KH, anonym.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 14 årige pige

Hvor er jeg glad for, at du har haft modet til at skrive herind, når du oplever at være frustreret over de situation du står i lige nu.

Jeg kan godt forstå, du synes det er ubehageligt at skulle stikkes ved lægen. Det kan være svært at få ro på, når man er bange. Det er der rigtig mange børn og voksne der også er. Og det er bestemt ikke rart at få skæld ud, fordi man du ikke ture gennemføre. Det hjælper ikke til at få det bedre.

Du er jo blevet stukket en del gange, da du som lille skulle vaccineres – måske er der noget som var nemmere, du kan huske fra dengang, som dukker op hos dig nu? Og ikke det smertefulde minde fra sidst? Det er vigtigt at få hjælp til, og nu ved din læge og mor, at du ikke har det godt med at skulle stikkes.

Hvis det er smerten/fornemmelsen af indsprøjtningen der bekymrer dig, så føles stikket kun som et lille prik og selve indsprøjtningen kan svie og strammer lidt i huden.

Det er altid en god ide ikke at kigge på nålen, eller kigge væk når lægen stikker og tage en dyb indånding, det plejer at hjælpe rigtig meget. Det hjælper også andre, når de skal stikkes.

Måske er det også en idé at have noget god musik i ørerne eller kigge på en god video på mobilen imens. Måske med headset på og måske med en ISKOLD vand/sodavand du drikker af, samtidig med at hun giver dig vaccinen. Det den kolde drik gør, er, at du fjerner fokus fra, hvad lægen skal gøre. Da vi var små børn, så var det ofte en bog eller noget legetøj som hjalp med, at det ikke føles så slemt.

Når man får en vaccination så er det rigtig hurtigt overstået, og lægen er god til det, de gør det jo hver evig eneste dag. Det kan være lidt ømt bagefter, men det kan man nusse lidt på, så det beroliger huden. Måske du kan prøve et af mine forslag sammen med tryllecreme og plaster, som du allerede kender, da flere har stor gavn af denne kombination.

Jeg kan godt forstå du blev ked af det, at du ikke kan få en ny tid ved lægen. Du kunne måske spørge din mor om hun vil hjælpe dig, så I sammen kunne lave en plan for, hvordan I skulle gøre næste gang. Eller høre lægen, om det er muligt at få en henvisning til en psykolog, som kan hjælpe med dig med at få kontrol over angsten for nåle? Var det mon muligt? Uanset hvad synes jeg lægen har pligt til at hjælpe dig videre, for det vil være en kæmpe hjælp for dig, at du ikke skal være så nåleskræk resten af livet.

Om det er sikkert med den ene vaccine fremfor den anden, det ved jeg desværre ikke så meget om, men det kunne du måske også høre lægen om?

Jeg vil håbe for dig du finder modet til at kontakte lægen, sammen med din mor, og lægge en plan.
Uanset om det handler om et par samtaler med en professionel om din angst først, eller om du og lægen har mod på prøve mine idéer med musik/video, til at få den sidste vaccine som først planlagt.

Jeg håber forslagene kan hjælpe dig og jeg tror på, du kan klare det.

Kærlig hilsen

Børnetelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat