Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Krigen i Ukraine

Hej, krigen i Ukraine har ikke rigtig gjort mig bange før folk på sociale medier begynder at sige alt muligt med “vi skal allesammen dø og jeg er ikke klar på det” osv.. jeg bliver mere og mere bange ved tanken om at det kunne ske. Jeg ved at hvis der kommer krig i Danmark, hjælper vores venner fra NATO. Hvad kommer der overhovedet til at ske?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Det er bestemt ikke rart at gå og være bange hele tiden. Specielt ikke for sådan noget som krig. Der sker desværre ubehagelige ting i verden, som kan gøre en bange. Sådan er der mange, der har det.

Heldigvis sker der også rigtig mange gode ting. Og det er dem, som vi alle skal prøve at fokusere på.

For chancen for at krigen rykker til Danmark er meget lille. Bl.a. fordi Danmark er en del af NATO, som du også selv nævner. På den måde er der rigtig mange mennesker, der hele tiden arbejder for at passe på os.

NATO er en organisation, hvor en masse lande har valgt at gå sammen om en aftale, der skal sikre frihed og sikkerhed for alle medlemslandene. Skulle der opstå noget ballade i en af landene som er en del af NATO, er de andre medlemslande forpligtede til at hjælpe.

Man kan sammenligne det lidt med ordsproget om de tre musketerer: en for alle, og alle for en. På samme måde står landene i NATO sammen.

Jeg tænker på, om du har lagt mærke til, at der er tidspunkter, hvor du tænker mere på det end andre? Er det for eksempel værst, hvis du ser noget i nyhederne eller på de sociale medier? Medierne handler nemlig tit om de dårlige ting der sker og ikke så meget om alt det gode. Kan du følge mig?

Måske kan du prøve at skrive tankerne ned på et papir? Det kan være en god måde få tankerne lidt ud af hovedet. Du kan også gøre andre ting. Fx læse en bog, løbe en tur, høre musik eller andre ting, som giver dig ro. Hvad kan du mon selv komme i tanke om?

Det allervigtigste er dog, at du ikke går alene med dine tanker og bekymringer. Det kan hjælpe en rigtig meget, at dele det med en anden. Præcis som du allerede har vist, at du er god til ved at skrive herind.

Jeg tænker også på, om det mon er noget, du kan tale med dine forældre om? Sammen kan I måske finde ud af, hvordan frygten for krig kan fylde mindre i din hverdag. Hvad tænker du mon om den mulighed?

Det kan også være, at du hellere vil starte med at tale med en anden voksen end dine forældre. Det er helt op til dig. Det vigtigste er blot, at få sagt det højt.

Du kunne måske tale med en sød lærer eller vejleder på skolen? Du kan også foreslå din lærer, at det er noget I kunne tale om i klassen?

Brug endelig dit mod til at tale med dine forældre, en sød lærer eller en helt tredje voksen, som du føler dig tryg ved. Jeg tror på, at du kan!

Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe herind til en uddybende snak om det der fylder i dig. Vi vil altid gerne hjælpe! Vores telefon nummer er 116 111.

Mange kærlige hilsener fra BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat