Er jeg deprimeret?

Hej pige på 17 år.

Du spørger om du mon er deprimeret. Og så beskriver du, hvordan du har det fysisk og psykisk.

Jeg kan ikke svare på, om du har en depression. Men at du har det skidt, og at din krop på alle måder fortæller, at du er voldsomt presset, er der i hvert fald ingen tvivl om.

Jeg kan ikke rigtig se, om du har nogen du snakker med om alle de ting, du går og tumler med? Det har du brug for i hvert fald. Mon du snakker med dine forældre? Mon de ved, hvor skidt du har det?

Det er godt, at du har skrevet dette brev, for det tyder på, at du gerne vil gøre noget for at komme ud af alle de mørke og triste tanker. Jeg er glad for, at du skriver, at du ikke er selvmordstruet - det er en vigtig grænse at have. Og det er dejligt, at du gerne vil blive glad igen og føle dig som menneske igen. I det hele taget er der meget, der tyder på, at du er klar til at tage skridtet og bede om hjælp til at komme ovenpå igen. Mon du har en god voksen, som du kunne starte med at snakke med? Hvis du har brug for at snakke mere anonymt, vil det også være en god ide, at ringe til Børnetelefonen på 116 111 og få en snak med en voksen der. Endelig synes jeg også, der kunne være god grund til, at du snakker med din egen læge om, hvordan du har det. Måske vil lægen henvise dig til nogen samtaler hos en psykolog?

Når ens forældre bliver skilt, er der utrolig mange svære ting, der kommer i spil. Det kan være følelsen af svigt og skyld. Følelesen af at blive overset og selvfølgelig det, at være vidne til en stor konflikt mellem mennesker, som man holder af. Det kan alt sammen være med til at rokke ved ens fundament, og man kan blive usikker på ALT. Det har bare ikke været nemt at være dig de sidste par år.

Det virker rigtigt meget til, at det med ham sms fyren fylder rigtig meget. At det kan være det kan være det med ham fyren, som virkelig presser dig. Du skal vide, at når han truer dig på livet (eller bare truer eller chikanerer dig) gør han noget ulovligt, og du kan anmelde ham til politiet. Måske vil det være det bedste for dig at gøre? Jeg tænker, at du har brug for at gøre endnu mere modstand mod ham i stedet for at føle dig som et passivt offer. Det er ikke i orden, at du skal være angst og bange, hver gang du hører lyden fra en telefon, der bipper. Det må du gerne blive vred over!! Lige nu er du nok i en situation, hvor du generelt er meget sårbar, så du skal have en (gerne en voksen - måske en af dine forældre) til at hjælpe dig med at henvende dig til politiet omkring det. Jeg tror det kan være godt for dig at føle, at det ikke er dig, der er syg eller paranoid, men det er ham, der er fuldstændig helt galt på den og gør noget, der er ulovligt!

Hvis du føler dig truet, kan du fortælle din lærer eller dine forældre om det. Sammen kan I prøve at finde ud af, hvordan I bedst gør det, og om du bare kan blokere ham helt, eller om det skal meldes til politiet. Måske kan dine forældre ringe til hans forældre eller skrive til ham, at han skal stoppe ellers anmelder I ham, hvis han kontakter dig igen. 

Jeg ønsker virkelig for dig, at du kan komme videre, her fra det første skridt du har taget, til at bede om mere hjælp. Det har du brug for.

Kærlig hilsen fra BørneTelefonen.