Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Efterskole

Hej bb

Lige nu går jeg i 9.klasse. Jeg har haft angst siden 2.klasse. Jeg har emetofobi (angst for opkast) som har gjordt, at jeg har undgået en masse ting.

Jeg har haft svært rigtig svært ved at tage i skole og har måtte lave en aftale med mine lærere, om at jeg kunne tage hjem i løbet af dagen, hvis jeg fik det dårligt.

Udover det har jeg altid været rigtig bange for at sove ude, jeg har rigtig svært ved at køre i transport (især bil og tur busser), og har i perioder været så bange, at jeg ikke har turde at tage nogle steder hen. Jeg har isoleret mig selv derhjemme.

Når jeg bliver nervøs får jeg MEGA kvalme. Selfølgelig fordi jeg er bange for at kaste op. Jeg vil gøre alt for at undgå det. Jeg har fået forskellige former for hjælp til at få det bedre. Almindelige psykologer, familie center, cool kids og meta kognitiv. Lige nu bruger jeg meget mega kognitiv og det har også virket.

Problemet er så bare, at jeg rigtig gerne vil på efterskole. Jeg har altid været lidt udenfor i min klasse. Slet ik fordi jeg ikke har haft nogle venner. Jeg har haft vildt gode venner. Jeg ville bare gerne prøve at være en del af det fællesskab som man for det meste har på en efterskole.

Kan jeg overhoved tage på efterskole, når jeg ikke engang kan sove hos en veninde? Det er nemmere for mig at gå i skole nu, men i perioder kommer det tilbage og nogle dage er være end andre. Jeg kan jo ikke tage hjem på efterskolen.

Hvad hvis jeg får det vildt dårligt om aften (som jeg tit gør), hvad gør jeg så? Min mor skal virkelig spare op og undvære en masse ting, fordi hun gerne vil have at jeg skal have de samme muligheder som alle andre. Men er det så det værd? Hvis jeg alligvel bare har det helt vildt dårligt?

Jeg er simpelthen så bange for at kaste op på efterskolen, men jeg vil rigtig gerne. Jeg ved bare ikke om jeg hille have det mere dårligt, end jeg ville have det godt.

Mvh en pige på 15 år

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Det er godt, at du nu skriver til BørneTelefonen, for jeg kan godt se, at du står i en vanskelig situation. Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at du er en moden og eftertænksom pige, der gør sig mange svære overvejelser. Du prøver både at komme videre med dit eget ungdomsliv, og kan samtidig se, at det måske vil give din mor nogle udfordringer. Det er rigtig flot, når man er 15 år.

Jeg får også indtryk af, at din mor gerne støtter dig i, at du kommer ud blandt andre unge, og at I har et godt indbyrdes forhold, så I kan snakke om tingene, som de er.

Jeg syntes, at det er rigtig vigtigt, at du kommer på efterskole, og min erfaring er, at man sagtens kan være på efterskole selvom man har forskellige vanskeligheder. Der findes mange forskellige efterskoler, og du og din mor kan få hjælp til at finde en der er god for dig ved at kontakte Efterskolernes Sekretariat på tlf. 33128680. Måske har du også kontakt med jeres kommunes Pædagogiske Psykologiske Rådgivning. De kan også hjælpe med vejledning om skoler, der er gode for dig.

Så er der økonomien. Med det forløb du beskriver, vil jeg tro, at du og din mor har kontakt med kommunens Familie – afdeling. Så din mor skal kontakte jeres socialrådgiver, som kan hjælpe hende med at få søgt om økonomisk hjælp til dit efterskoleophold. Der findes forskellige muligheder for at få hjælp til økonomien, da efterskoleophold er dyrt for mange forældre.

Jeg vil tro at du, uanset dine vanskeligheder, kan få rigtig meget ud af et efterskoleophold, og syntes, at det er meget positivt, at du nu har skrevet til BørneTelefonen om dine overvejelser. Du har nu taget det første skridt.

Jeg håber, at det lykkes.  Hvis du har behov for det, er du selvfølgelig velkommen til at skrive igen eller til at kontakte BørneTelefonen på 116111 for at snakke mere om mulighederne.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat