Brev

Billede delt på nettet, chikane og mobning

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år,

 

Hvor er det stærkt gjort, alt det du har gjort og du har også skrevet herind til Brevkassen - tak for det. Du har skrevet herind: både fordi du havde brug for at komme ud med din historie, men også fordi du har tænkt på, at andre måske kan få gavn af at læse den. Det er altså godt tænkt – og det er stærkt af dig, at du deler din oplevelse og det du har været udsat for.

 

Jeg kan godt forstå, at du har haft en masse tanker og følelser i forhold til det, drengene har gjort. Jeg tænker på, at det må have været svært at opdage, at dem, man troede, var ens venner, faktisk kunne finde på at gøre noget, der har såret en så meget. Måske har du også følt dig bange for, hvad de kunne finde på – og hvem de kunne finde på at dele billedet med? Jeg kan også godt forstå, hvis du har følt dig rigtig ked af, at det billede, som i virkeligheden kun var til én person, pludselig er blevet sendt rundt til mange flere.

 

Det er slet ikke i orden, at drengene kalder dig “billig” og “luder”. Jeg er glad for, at du godt ved, at det ikke passer (du har ikke gjort andet end at sende et billede til en, du godt kunne lidt – og som du troede, også kunne lide dig). Men jeg kan godt forstå, at det måske kan være svært at huske – at man ikke er billig og en luder – hvis man får det at vide mange gange.

 

Derfor er jeg også rigtig glad for at læse, at du nu har fået snakket med din familie og SSP om det hele – og at de har været støttende og hjulpet dig med at lægge en plan. Når man oplever sådan en situation, som du har været i/måske stadig er i, er det vigitgt, at man har nogen omkring sig, man kan tale med om sine oplevelser og følelser. Det kan nemlig være alt for tungt at gå med alene. Når du mærker, at det ikke helt over for dig, så er det vigtigt at du snakker med dem du har omkring dig. Så de fortsætte med at støtte dig i at få ro på, også inden i. 

 

Som du også skriver, er der andre, der har været udsat for noget lignende som dig, og det er bestemt ikke ens egen skyld, når der er nogen, der misbruger ens fortrolighed og bryder en aftale. Når man er vild med en, eller måske endda lidt forelsket, så kan man godt få lyst til at sende billeder af sig selv – og så modtager man måske også nogen fra den anden. Desværre er det ikke altid, man kan stole på den anden. Derfor er et godt råd, at man kun deler billeder, som man selv vil vise til alle man kender og ikke kender, fx den type billeder, man også ville lægge på facebook, insta eller i et billedalbum.

Det råd har du faktisk lige været med til at give videre til de andre børn, der sidder og læser med her på Brevkassen. Tusind tak for det!

 

Jeg vil dog også sige, at det er helt rigtigt, når du også skriver, at alle kommer til at prøve at gøre nogle ting, de måske fortryder senere. Jeg kan godt forstå, at du har en følelse af skam, men jeg er faktisk helt enig med din familie, når de siger, at der ikke er noget at skamme sig over: du kunne ikke vide, hvad drengene ville gøre – og du troede, at I kunne stole på hinanden. Du havde ingen chance for at vide, hvad drengen ville gøre med billedet. 

 

Faktisk er det ulovligt at videresende billeder af en person, når personen ikke selv har givet lov til det. Det betyder, at det, drengene har gjort, er ulovligt. Måske har I allerede talt med politiet om drengenes opførsel? Måske er det derfor, at I er blevet enige om at gemme beskeder osv. – som bevismateriale?

 

Jeg synes, du lyder som en meget stærk pige, og jeg håber, at du bliver ved med at tale med dine forældre, dine veninder og SSP-medarbejderen. Nogle gange kan følelser bølge frem og tilbage – og selvom man én gang har talt med nogen om det, der er sket, kan det godt være, at man har brug for at tale om det mange gange endnu.

 

Du er også meget velkommen til at ringe eller sms'e til BørneTelefonen 116111, hvis du har lyst til at tale lidt med os om det – og du kan også altid logge på Chatten.

 

Tak for dit mod, og fordi du ville dele din historie.

 

De kærligste tanker og hilsner

BørneTelefonen

Få flere gode råd om hvordan man kan stoppe mobning

Bliver du mobbet, holdt uden for, kaldt øgenavne, drillet, ignoreret eller bliver du måske skubbet eller slået? Lige meget hvad skal det stoppes, for ingen mennesker skal finde sig i mobning.

Mobning forgår også på sociale medier. Det kaldes cybermobning, digital mobning eller internet mobning. Net-mobning kan have store konsekvenser, fordi det kan være svært at slette igen og det kan betyde, at den der mobbes, aldrig får en pause fra mobberiet.

Måske man kunne tro, at mobning kun forgår mellem mobberen og mobbeofferet, men faktisk er mobning ofte et resultat af en dårlig kultur i klassen. Mobning er hele klassens problem. Vidste du at din skole også skal have en antimobbestrategi? Og hvis du fortæller skolen, at du bliver mobbet, er det deres pligt at hjælpe dig.

Hvis du selv eller en du kender bliver mobbet, så kig på siden her og få hjælp til hvad man kan gøre for at stoppe mobning. Du kan se film, læse andre børns breve og BørneTelefonen svar eller du kan se, hvordan du klager til din skole.

Guide
Bliver du mobbet? Har skolen ikke hjulpet? Så har du ret til at klage. Følg guiden og se hvilke muligheder du har.

Trin-for-trin hjælp

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat