Kære pige på 11
Tak for at du skriver ind. Jeg er rigtig ked af at høre om dine dårlige oplevelser med vores chat.
Det er aldrig rart, at en chat bliver afbrudt. Og jeg kan sagtens forstå, at du både bliver sur og ked af det over at der flere gange er blevet lagt på i chatten.
Vi har en teknisk fejl!
På BørneTelefonen (uanset om det er på telefonen, chat, SMS eller her på brevkassen) vil vi rigtig gerne gøre alt hvad vi kan for at hjælpe alle børn og unge, der kontakter os.
Derfor er jeg helt sikker på, at det ikke er sket med vilje, at dine chats er blevet afbrudt. Og jeg vil rigtig gerne forsøge at forklare, hvad jeg tror, der så er sket.
Nogle gange sker der desværre det, at der er tekniske problemer. Også på BørneTelefonen og på fx Chatten. De betyder, at samtalen bliver afbrudt.
Det er helt ubærligt, for vi vil så gerne hjælpe!
Derfor er vi også rigtig kede af, at du skal opleve det. Og vi gør alt hvad vi overhovedet kan, for at det ikke skal ske igen.
Vores rådgivere sidder hos os uden at få løn. De sidder her, fordi de brænder for at hjælpe børn og unge.
Vi håber derfor, at du har mod på at give det en chance at kontakte os igen. Vi vil nemlig rigtig gerne snakke med dig og hjælpe dig med nogle løsninger på de alvorlige ting, du skriver, at du står i lige nu.
Det lyder som om, at du har brug for hjælp
Vi håber, at du får lyst til at fortælle nogle af de voksne omkring dig om de svære tanker, du går rundt med – om din selvskade og selvmordstanker. Og vi håber, at nogle voksne – fx lærere på skolen -, vil hjælpe dig til at få venner.
Du skriver også i dit brev, at din papfar slår. Det er aldrig i orden at slå – og det er vigtigt, at du får hjælp til at få det stoppet. Enten ved at du fortæller fx en lærer på skolen om din papfar. Eller ved at du skriver eller ringer til os på 116111.
Du har nemlig ret til at blive behandlet med respekt og ikke blive udsat for vold. Du har ret til at være tryg og glad derhjemme. Det skal de voksne sørge for.
Jeg håber, du har kunnet bruge mit svar. Og jeg håber, du har fået lyst til at kontakte os igen. Eller at du har fået lyst til at fortælle de voksne omkring dig, hvordan du går rundt og har det.
Kærlig hilsen BørneTelefonen