Kære pige på 17 år
Hvor er det altså godt, at du skriver til os!
Først og fremmest har du ret i, at der er noget juridisk i spil, da din kæreste er under 18 år, og dermed ikke myndig. For det betyder nemlig, at hans forældre har forældremyndigheden over ham, og at det dermed også deres ansvar at passe på ham og tage sig af ham – F.eks. ved at sørge for at han får mad, tøj, husly osv. men også at han får gavn af de penge som er tiltænkt ham.
Jeg kan læse, at din kæreste kommer fra en familie, hvor der er pengemangel. Og hans mor ‘låner’ penge af ham for at klare hverdagen. Det tænker jeg ikke er rart – hverken for din kæreste eller hans mor.
Du lyder som en meget omsorgsfuld person, og jeg kan godt forstå at du gerne vil hjælpe din kæreste ud af denne situation. Derfor vil jeg straks foreslå dig, at han kontakter banken og fortæller om sin situation, så vil han få tildelt en bankrådgiver. Bankrådgiveren vil blandt andet kunne fortælle ham om mulighederne for at åbne sin egen bankkonto.
Mulighed for egen konto
Fordi din kæreste er over 15 år, har han faktisk mulighed for at åbne sin egen bankkonto hos sin bank (f.eks. en lønkonto eller en opsparingskonto) som han kan få sit eget kort til.
Han har også mulighed for at at oprette MitID (hvis ikke kan allerede har en) og bruge netbank eller mobilbank, så han hele tiden selv kan se hvor mange penge der står på hans konto, og kan se al aktivitet der er på hans konto. På den måde, kan han måske få lidt mere ejerskab over sine egne penge. Jeg tænker, at hvis dette var noget vil det være en god start at kontakte din kærestes bank og høre lidt nærmere. I kan også booke et møde med din kærestes bankrådgiver. Du kan gå med til mødet, hvis du og din kæreste har lyst til at være to, som hører hvad der bliver sagt.
Hjælp fra Familieretshuset
Den anden mulighed er at kontakte Familieretshuset – og dette tænker jeg faktisk er den bedste idé for jer lige nu. Familieretshuset arbejder nemlig med at hjælpe børn, unge og familier i svære situationer, hvor der kan være brug for f.eks. juridisk støtte til at løse et problem – Det kan være alt lige fra skilsmisse til værgemål og forældres håndtering af barnets økonomi. Familieretshuset arbejder f.eks. med ‘Værgemålsloven’ og er altså eksperter i at hjælpe familier med problemer som f.eks. det du beskriver her.
Pga. din kærestes alder har han ‘initiativret’ og dermed ret til selv at kontakte Familieretshuset og bede om at Familieretshuset indkalder hans mor og ham til en samtale om, hvordan hun forvalter hans penge, og fortælle hende, at det ikke er i orden. De vil herefter kunne hjælpe din kæreste og hans mor ved at vejlede og rådgive dem i, hvordan problemet løses.
Det er svært at sige, hvad løsningen kan være, men jeg tænker absolut at din kæreste fortjener at få den hjælp han her ret til, og han her ret til at være med til at bestemme hvordan hans penge skal bruges. Jeg vil faktisk gerne lige give dig et link, som jeg tænker kunne være rart for dig og din kæreste at se lidt nærmere på. Det er til Familieretshusets hjemmeside, hvor I kan læse mere om værgemål og herunder også ansvaret og retten til styringen af barnets økonomi: Familieretshuset – Værgemål for mindreårige
Jeg sender dig også lige et link til til hvordan man kommer i kontakt med Familieretshuset i den del af landet hvor I bor i: Familieretshuset – Sådan kontakter du os
Jeg vil også lige fortælle at din kæreste har ret til at have en bisidder med, hvis han skal til et møde i Familieretshuset. En bisidder er en voksen (over 18 år) som kan tage med for at sikre, at han er tryg og får sagt de ting der er vigtige at sige, når han skal fortælle om hvordan han har det derhjemme, og hvad der er hans mor gør ved hans penge. Det kan f.eks. være at du eller din kæreste allerede har en i tankerne, som I tænker har mulighed for at tage med? Hvis ikke, så kan BørneTelefonen faktisk hjælpe med at få en bisidder.
Du får lige et link, hvor du kan læse mere om at få en Bisidder fra Børns Vilkår . Du får også et link til en video med Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår. Så kan du høre lidt om, hvad det vil sige at have en bisidder fra Børns Vilkår. Det er helt gratis at få en bisidder.
Det er hårdt at voksne op i en familie med pengemangel
På BørneTelefonen snakker vi med mange børn og unge, der vokser op med pengemangel. Pengemangel kan stresse en familie, der måske i forvejen er presset. Forælder kan være ramt af fx sygdom, misbrug, ledighed og uheld. Din kærestes familie kan være slået ud af kurs på grund af en enkeltstående begivenhed. Eller der kan være tale om belastninger der går i arv generation efter generation. Det kan være en blanding af flere ting.
Uanset hvad grunden er, så er pengemangel super stressende. På brevkassen ved vi, at den stressende jagt på de nødvendige penge kan give en følelse af skam. Det føles skamfuldt, når forældre har så få penge og muligheder, at de er tvunget til fx at ‘låne’ fra børnene. Eller forsøge at klare sig på måder, som de andres forældre ikke behøver at gøre.
Jeg håber, at din kæreste kan få en god snak med sin mor – for eksempel i Familieretshuset. Måske kan det vise sig at være en lettelse at få en god samtale om, hvorfor familiens økonomi hænger sammen, som den gør. De kan måske sammen med en rådgiver finde frem til bedre løsninger. Dybest set er de nok begge to interesserede i at pengemanglen ikke skal ødelægge deres relation. Det er bedst, hvis man kan undgå at trappe en konflikt op.
Husker du at få talt med nogen?
Jeg fornemmer, at du bekymrer dig rigtig meget om din kærestes situation, og jeg tænker at det også må fylde meget for dig. Måske står du med en frustrerende følelse af ikke at kunne gøre noget? Her tænker jeg, at det er supervigtigt at du også huske at få talt med nogen om, hvordan du har det med hele situationen. Det kan f.eks. være at du kan snakke med dine forældre om det? Måske ville det være rart at have nogle voksne med jer begge to, så I kommer til at føle jer helt alene om det?
Hvis du ikke har lyst til at snakke med dine forældre om det, kan det måske være at du har en anden voksen i dit liv, som du tænker du vil være tryg nok til at tale med om dette? Det kunne f.eks. være en sej moster, en onkel, ældre søskende eller måske en lærer i skolen? Hvis du synes det kan være svært at få talt om, så har vi lavet nogle videoer og råd, der måske kan hjælpe dig til at få startet en samtale op med en voksen. Tag et kig på dem, hvis du har lyst.
Det bedste vi kan gøre for at passe godt på os selv, er at række ud når vi har brug for hjælp – Ligesom du har gjort så flot i dit brev til mig. Endnu vigtigere er at huske på, at når vi gerne vil passe godt på andre er det vigtigt at vi også husker at passe godt på os selv. Du lyder som en meget omsorgsfuld person, og jeg kan godt forstå at du gerne vil hjælpe din kæreste ud af denne tarvelige situation.
Jeg håber virkelig du og din kæreste kan bruge mit svar og mine råd, for jeg er sikker på at der er meget at vinde, når din kæreste får talt med en bankrådgiver og en rådgiver i Familieretshuset. Hvis du eller din kæreste har brug for at snakke lidt mere med en af os, så husk at I altid er velkomne til at skrive ind igen eller ringe til os på 116111, hvis I har brug for hjælp. Vi sidder altid klar og vil så gerne hjælpe jer!
Jeg hepper på jer begge to og sender jer al den positive energi jeg kan finde!
Kæmpe knus fra BørneTelefonen