Kære pige på 14 år.
Det er så godt, at du har skrevet til os og ærligt fortalt om din fars misbrug, og hvad det gør ved dig. Det er en meget svær situation, du er i, og jeg kan godt forstå, at du ikke kan blive ved med at holde til det.
Jeg vender tilbage til, hvem du kan henvende dig til for at få professionel hjælp og støtte.
Det er rigtigt svært at være familie til en misbruger – især for børn og unge. Alle i familien bliver påvirket af misbruget. Den forælder, der er alkoholiker, kan ofte ikke passe på deres børn og give dem den omsorg, tryghed og de gode oplevelser, som de har ret til og brug for. Og den anden forælder kan have svært ved at se virkeligheden i øjnene, være åben omkring det og handle på problemerne.
Desværre sker der ofte det, at forældrene bruger så meget tid og energi på deres egne problemer, at de ikke får snakket ordentligt med børnene om, hvor svært det er for børnene, at de aldrig ved, hvordan situationen er eller udvikler sig.
Børn og unge oplever også tit, at alkoholikeren ændrer personlighed, når han drikker. Jeg ved ikke, hvordan din far er, når han ikke drikker. Men jeg kan godt forstå, at det er ubehageligt og pinligt for dig, at din far er nedladende overfor dine venner, råber ad dig, tisser i tomme flasker mm, når han er fuld.
I forvejen kan det være svært at være 14 år, men at være 14 år og leve i en misbrugsfamilie er for de fleste et hårdt liv fuld af bekymringer og situationer, som man som barn/ung ikke ved, hvad man kan gøre for at ændre på.
Måske kan det give dig noget at læse breve fra børn og unge, hvor du kan genkende oplevelser, bekymringer eller følelser, fordi de som står i samme situation som dig. Du kan gå ind på Børnetelefonens side om Alkohol i familien.
Du har oplevet mange svigt og skuffelser, og du skriver, at du har mange selvmordstanker. Det er et tegn på, at den situation du er i er for svær, og at du ikke kan overskue og klare problemerne alene. Og det skal du heller ikke.
Du har prøvet at snakke med din mor, men hun blev rasende og skuffet over dig. Jeg ved ikke, hvorfor din mor reagerede sådan. Du havde brug for at blive lyttet til og mødt med åbenhed og forståelse.
Som du beskriver det, lyder det til, at din far har et alvorligt alkoholproblem, som han skal have professionel hjælp til. Jeg ved ikke, om din far vil ud af sit misbrug, eller om din mor ser problemet, som du gør. Men åbenhed om hans misbrug er den eneste udvej, hvis både du, din mor og din far skal få det bedre.
Din kommune har pligt til at hjælpe både dig og resten af din familie. Måske er det en god ide, at vi hjælper dig med at kontakte kommunen, når du nu ikke kan snakke med din mor om, hvor dårligt du har det, og at du ønsker at komme hjemmefra.
Her på BørneTelefonen har vi noget, der hedder bisiddere. Det er søde voksne, som kan hjælpe med at kontakte kommunen. Du skal vide, at du også har mulighed for at få bisidderen fra BørneTelefonen med dig til møde hos kommunen. Bisidderen kan hjælpe dig med at få sagt, hvad der er vigtigt for dig og kender dine rettigheder og muligheder for hjælp.
Læs mere her: Bisidder fra BørneTelefonen. Du kan ringe direkte til bisidderne på 35 55 55 59 (tast 2).
Hvis du hellere vil starte med at være anonym, kan du også selv ringe til din kommune. Du kan prøve at google din kommunes navn og ‘anonym rådgivning for unge’. Så finder du nummeret på kommunens rådgivning for unge. Her kan du fortælle om dit liv.
Den voksne, du taler med har et godt overblik over mulighederne for at hjælpe dig – og vil fortælle dig om dem. Du kan være helt åben og ærlig overfor dem og også fortælle dem, at du tænker på at komme væk hjemmefra. De kan også hjælpe på mange andre måder. Kommunen kan som før nævnt hjælpe både dig og din familie.
Til sidst vil jeg nævne, at der også er en organisation, der hedder Tuba. Det er rådgivning for børn og unge, der er vokset op i en familie med alkohol- eller stofmisbrug.
De har både individuel terapi og gruppeterapi. De hjælper ikke din familie, men de har hjulpet rigtigt mange unge som dig. Hjælpen er gratis, og alle ansatte og frivillige har tavshedspligt. Man kan gå her fra man er 14 til 35 år.
Du kan gå ind og se på deres hjemmeside https://tuba.dk/om-tuba/
Hvis du har brug for hjælp til at vælge, hvad du har mest brug for at gøre lige nu, er du velkommen til at ringe til børnetelefonen på 116 111. Så kan vi lægge en plan sammen.
Jeg ønsker så meget for dig, at du får den hjælp, du har brug for.
Kærlig hilsen BørneTelefonen