Jeg ved ikke hvem jeg er mere..

Kære 12 årige pige

Jeg ved, at det kan være svært at fortælle hvordan man har det, og hvad der sker inde i en. Det kræver styrke og mod. Jeg fornemmer på dit brev, at du har en vilje til, at der skal ske en forandring.  

Du beskriver så fint, et ønske om at have én der lytter. Én der accepterer dig for, hvem du er. I brevet her, har du taget det første skridt på vejen til at åbne dig mere op.

Når jeg læser dit brev, bliver jeg bekymret for dig. Du skriver både om selvmordstanker og om at du skærer i dig selv. Selvmordstanker og trangen til at selvskade, kan indimellem vokse, når man går alene med de ting, der er svære. Derfor er det vigtigt, at du får fortalt nogen de ting, som du beskriver i brevet her.

Måske du endda skal vise nogen det her brev, hvis det er svært for dig at fortælle det direkte.

Jeg ved fra andre børn og unge, at selvskaden nogle gange kan føles som en hjælp, hvis man har ondt inden i, og ikke ved hvordan man skal komme ud med det. Lidt som du beskriver, når du fortæller, at du ikke kan få dig selv til at sige til psykologen, hvordan du har det. Selvmordstanker er tit et tegn om, at der er noget der er svært at overskue alene. Derfor kan man få følelsen af, at det er nemmere bare at komme væk fra det hele. Er det noget du kan genkende?

At komme væk, er aldrig den bedste løsning. Men den følelse viser, at du har brug for, at dele de svære tanker og få hjælp til dem.

Jeg synes, at det er så flot, at du allerede har forsøgt at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Du skriver også, at du aldrig glemmer deres blik, at de bliver sure og at de ikke kan overskue det. Det er ærgerligt, at du får den følelse. Dine forældre har ansvaret for dig; de skal passe på dig og sørge for, at du har det godt.

Men forældre kan selvfølgelig godt blive nervøse og forskrækkede, når deres barn fortæller den slags. Jeg forestiller mig, at de rigtig gerne vil hjælpe dig. Men måske er de ikke sikre på, hvordan de gør det på en god måde?

Det var en god tanke, at de sørgede for, at du skulle gå hos en psykolog. Måske skulle dine forældre også tale med nogen om, hvordan de bedst hjælper dig, hvis de har svært ved at overskue det? De kan f.eks. ringe til vores ForældreTelefon, hvor vi taler med voksne om, hvordan de bedst passer på børn.

Det kan voksne nemlig godt blive i tvivl om – især, hvis de rigtig gerne vil gøre det rigtige.

Det er vigtigt, at du får fortalt om de tanker og følelser du har. Sådan som du gør i brevet. Det er vigtigt, at dine forældre og din psykolog får det af vide. Men det er også vigtigt, at din skole får af vide, hvordan du har det. Skolen har nemlig også et ansvar for at hjælpe med, at du har det godt, når du er over i skolen. Det lyder som om, at du har haft mange ubehagelige, og slet ikke okay, oplevelser på skolen. De oplevelser, kan også have betydning for dine svære tanker og din selvskade. Så det er vigtigt, at skolen har en plan for, hvordan de vil hjælpe.

Ligesom du skriver i dit brev, så kan det være svært, at sige det som det er. Du er måske bange for, hvordan dine forældre reagerer? Og hvad der skal ske? Det kan være en god idé, at starte med at fortælle om, hvad der det svært at sige det og hvad man er bange for. Måske kan du mærke, at du godt selv kan fortælle det med ord. Hvis ikke, så synes jeg, at du skal vise dem dit brev. Du kan også vise dem mit svar. Så kan de, i fred og ro, læse hvad du føler, og hvad der er svært for dig. 

Måske er det nemmere, at starte med at fortælle det til din psykolog eller skolevejlederen? Så kan han/hun hjælpe med, at fortælle det til dine forældre? Eller måske, vil du gerne have, at dine forældre hjælper dig med, at sige det til psykologen? 

Jeg tror på, at du kan. Du er i gang med at øve dig i, at åbne op og være ærlig. Det har du været i brevet her og det har du klaret rigtig flot. Det er det første, store skridt.

Hvis du får brug for, at øve dig noget mere kan du altid ringe til os på 116 111, og få en snak eller andre ideer.

Kærligste tanker

BørneTelefonen